Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

52 #Hvad er chancen?

Jeg håber virkelig at Marie og Martinus ikke kommer med.

Der blev ringet på døren, så jeg gik ned og åbnede.
Jeg kiggede rundt.

Marie og Martinus var der ikke.
"Hey" sagde jeg stille, og flyttede mig så de kunne komme ind.
Vi gik op på mit værelse.

"Hvorfor måtte Marie og Martinus ikke komme med her hen?" spurgte Marcus.
"Det er fordi at ja de øhh. Marcus det ved du jo godt" svarede jeg.

Han vidste jo godt, Marie var hjemme os dem.
Det var derfor han sagde, det ikke var så godt lige nu.

"Ikke helt" sagde han så.
Jeg fortalte hvad der var sket.
"Han var også ret ked af det idag" sagde Malik.
"Jeg er ligeglad med ham" svarede jeg irreteret.
Og Marie hun har slet ikke skrevet til mig eller sådan noget.

Det blev ret sent, så de andre tog hjem.

Jeg gik ned og vi spiste aftensmad.
Der var helt stille.
Alle sagde ikke noget.
Min famille er jo helt ødelagt.
Og hvad med min mor?
Kommer jeg aldrig til at se hende igen?
Jeg gik op på mit værelse igen.

Jeg gik i seng, med et par tårer ned af kinderne.
Jeg ved stadig ikke hvordan, Martinus kunne gøre det.
Han ved jeg har det lidt svært, fordi mine forældre skal skilles.

"Godmorgen!" sagde min mor, og rullede gardinerne fra mit vindue.

"Så kom nu du skal til at op. Du skal jo sige farvel til din klasse idag" fortsatte hun.

Det er jo Onsdag så efter skole, skal mig og min far flytte.
Jeg rejste mig op, og fandt noget tøj.

Min mor gik ud af værelset, og jeg tog tøjet på.

Jeg gik ned og tog noget af spise.
Jeg orkede ikke at tage over i skolen, men det var jeg nødt til.
Jeg kunne desværre ikke bare skride fra det hele.

Jeg gik ud og tog sko og jakke på, og sagde farvel.
Jeg kiggede hurtig ud af døren, for at se om Marcus og Martinus var der.
Det var de ikke, så jeg skyndte mig at gå.

Jeg skulle til at gå ind på skolen.
Jeg blev helt nervøs.
Jeg fik ondt i maven, og mine håndflader begyndte at blive svedige.
Jeg åbnede døren til klassen.

Jeg kom ind i klassen.
Martinus og Marie var kommet.
Jeg fik hurtigt øjenkontakt med Martinus.
Jeg viste ikke noget. Jeg var bare helt kold.

Jeg kiggede på Marie, der bare smilede stille.
Jeg rullede øjne af hende, og gik over på min plads.

Jeg fandt min mobil frem, og var bare på den.
Jeg kunne mærke Martinus' blik hele tiden.

Jeg kiggede på ham og rigtig nok, sad han og stirrede.
Han kigget hurtig væk, da jeg kiggede på ham.

Klokken ringede ind, og vi begyndte med timen.
Vi havde Fysik-Kemi
Vi skulle ud og læse om verden.

Hun havde lavet grupperne i forvejen.
Hun sagde: "Camilla du er sammen med Katrine, som så er syg og så er du også sammen med Marie og Martinus"

HVAD!!!
Hvordan??!!
VI SKAL IKKE VÆRE Sammen!
Tænkte jeg.

Hvad er chancen lige.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg havde bare lyst til at løbe, men kunne ikke få mig selv til det.

Vi gik ud på gangen.
Jeg rystede over det hele.

Martinus synsvinkel

Mig, Marie og Camilla har lige sat os ud på gangen.
Ville ønske det kun var mig og Camilla der var sammen, så jeg kunne snakke med hende.

Hun rystede og var helt bleg.
Jeg havde virkelig ondt af hende.
Hvad er chancen også lige for, at vi kommer i den her gruppe?

Camillas synsvinkel

"Når skal vi til at komme igang?" spurgte Marie.
Jeg nikkede stille, og Marie begyndte at læse.

Jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludselig begyndte jeg at få tårer i øjnene.
Jeg var nødt til at gå.

"Ej undskyld, men det her kan jeg simpelthen ikke" sagde jeg, og gik.

Jeg gik udenfor, og satte mig på en bænk.

Klokken ringede, så jeg gik ind i klassen.

Mine ting lå på mit bord, så de andre har sikkert taget det med.
Jeg gik der hen, og tog min mobil frem.

Martinus synsvinkel

Camilla er lige kommet ind i klassen.
Hun sider bare med sin mobil.
Burde jeg gå hen og snakke med hende?

Hun vil alligevel nok ikke.
Måske skal jeg prøve at glemme hende.
Ej Martinus hvad tænker du på.
Jeg kan jo ikke bare glemme hende.
Jeg er nødt til at snakke med hende.

---------------------------------------------------------