Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

54 #MARTINUS??

2 måneder efter.

Min for og jeg er flyttet ind i et hus.
Jeg er kommet tilbage til min gamle klasse, og i dag er det Fredag.
Jeg savner stadig de andre virkelig meget.

Jeg tog en streak med Martinus' hoodie, for ja den har jeg jo stadig.
Jeg skrev 'Jeg savner dig så meget, men det burde jeg ikke:(('

Martinus synsvinkel

Jeg savner Camilla ubeskriveligt meget.
Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på hende.

I alle mine tanker fik jeg en snap fra hende.
Jeg tjekkede den.
Det var et billede af hende, med min hoodie på.
Det var en streak.
Hun havde skrevet: 'Jeg savner dig så meget, men det burde jeg ikke:(('

Jeg fik et lille smil på læben.
Savner hun mig?
Jeg blev også en smule trist ved tanken om at jeg sorgede hende.
Jeg ødelagde også det hele, for mig selv.

Jeg blev vækket af alle mine tanker, af at min far kom ind på mit værelse.

"Kom vi kører altså nu" sagde han.
Jeg rejste mig op og tog min kuffert.
Ja vi skal nemlig til Oslo, og bagefter  til USA.

Jeg satte mig ind i bilen.

Camillas synsvinkel

Alberte og jeg var på vej hjem fra skole.
Vi boede en smule fra hinanden.
Nok en gade eller sådan noget.

Alberte drejede, men jeg gik videre.
Jeg skulle gå lidt mere, inden jeg skulle dreje.
Vi boede lige ved siden af et kæmpe hotel.
Det var også, den sidste gade der var.

Jeg kom hjem, og gik op på mit værelse.
Min far var på arbejde.

-----

Det var blevet aften.
Jeg havde det mega dårligt, og havde hovedpine.
Jeg gik ud og sad på vores lille trappe, op til døren.

Der kom lige pludselig en stor bil, så jeg gik ind.
Jeg ved godt det er mærkeligt, men jeg er altid mega bange for at blive voldtaget eller kidnappet.

Martinus synsvinkel

Vi var lige kommet til hotellet.
Jeg gik ud af døren.
Jeg hørte en dør smække, fra et rigtigt stort hus der var ved siden af hotellet.

Der var helt stille på gaden.
Der stod Bach på postkassen.
Jeg kom til at tænke på Camilla, for hun hed jo også Bach, men det kan jo umuligt være Camilla der bor der.
Altså så heldig kan jeg jo ikke være.

Jeg gik ind på hotellet, sammen med med min famille.

Marcus og jeg fandt vores værelser.

Camilla Synsvinkel

Jeg gik op på mit værelse.
Jeg lagde mig i sengen, og ville bare gerne sove, men kunne ikke fordi at jeg havde det så dårligt.

Jeg lagde med min mobil lidt.
Jeg gik ind på insta, og så at Marcus og Martinus havde lagt noget op på deres story.

De var på et hotel.
Jeg savner dem godt nok.
Jeg tænker tit på Martinus, selvom jeg bare gerne vil glemme ham, men jeg tror det er umuligt selvom jeg virkelig prøver.

Jeg faldt ligeså stille i søvn.

Jeg vågnede af en masse piger skrige, ude fra mit vindue.
Jeg gik over, og kiggede.

Det var nogen der stod ved det hotel, vi bor ved siden af.
Jeg sukkede, og gik over og tog tøj på.

Jeg gik ned, og tog noget hurtigt at spise.
Min far kom ud til mig.

"Kan du ikke lige gå ud, og tjekke postkassen?" spurgte han.
"Jojo" svarede jeg, og gik over og tog sko på.

Jeg kom ud, og der var stadig piger der skreg.
Det gjorde helt ondt i ørerne.
Jeg tjekkede postkassen, men der var ikke noget.

Pludselig blev alle skrigende dobbelt så høje.
Jeg kiggede automatisk der over, og så at Marcus og Marinus kom ud.
Martinus fik hurtig øje på mig.

"CAMILLA??" spurgte han.
"MARTINUS??" spurgte jeg tilbage.

Han kom hurtigt igennem alle pigerne, og løb hen imod mig, og jeg løb også hen mod ham.
Det føles helt som om det gik i slowmotion.

Jeg sprang op på ham, og vi krammede imens mine ben, var rundt om hans hofter.

Fuck jeg havde savnet hans duft, og bare alt ved ham.
Jeg havde helt glemt, alt det der med Marie.
Det var bare som om, det ikke er så slemt, som det har været.

"Jeg har savnet dig" sagde jeg, imens vi stadig krammede, og jeg havde mine ben rundt om hans hofter.
"i lige møde" svarede han, og strammede sit greb, han havde på mig.
Alle skreg bare.

Martinus og jeg slap hinanden.
Fuck jeg er glad for at se den dreng igen.
Kjeld-Erik kom hen til os.

"Martinus vi kører altså nu" sagde han.
Martinus nikkede.

"Du må altså virkelig undskylde det jeg gjorde" sagde han.
Jeg kiggede bare på ham.

"Martinus!" råbte hans far ovre fra bilen af.

"Kan vi måske snakke når jeg kommer hjem" spurgte Martinus forsigtig.
Jeg nikkede.
Han begyndte at smile, og løb hen mod bilen.

---------------------------------------------------------