Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

19 #Eftersidning

Martinus og jeg havde lige løbet væk for timen.
Igen!
Smart ik?

Ej vi gjorde det kun, så vi ikke skulle have eftersidning eller sådan noget, men ved at vi løb væk gjorde vi det jo  bare meget værre!

"Hvor skal vi gå hen?" spurgte Martinus og kiggede på mig.
"Det ved jeg ikke, altså vi kan tage hjem til mig. Der er alligevel ikke nogen hjemme" svarede jeg.

"Okay. Det kan vi godt" sagde Martinus.
Der vi var på vej hjem til mig, blev jeg ved med at tænke på hvad der vil ske hvis mine forældre fandt ud af at jeg har pjækket fra time med Martinus, som de jo sikkert nok gør...

Vi var kommet hjem til mig og gået op på mit værelse.
Nu skulle vi bare vendte, til at vi kunne gå tilbage til skolen.

"Bliver dine forældre slet ikke sure over det her" sprugte jeg.
Han nikkede ivrigt.
"Øhh jo. De bliver MEGA sure!!" svarede Martinus.
"Hvorfor gjorde vi det så?"
"Det ved jeg ikke. Jeg ville bare gerne være sammen med dig end at have biologi" sagde han.

Jeg grinte lidt af ham og nikkede.
"Hvad med dine forældre?" spurgte Martinus.
"Ja det ved jeg ikke. Jeg tror måske de bliver lidt sure men ved det ikke helt" svarede jeg.

Han nikkede bare.
Jeg spurgte have klokken var, og der var et kvarter til at det ville ringe ud igen, så vi begyndte bare at gå ned og tage sko på.

Vi var kommet hen til skolen og både mig og Martinus var pænt nervøse.
Jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at gå derind, men jeg er nødt til det!

Martinus synsvinkel

Vi stod udenfor og kiggede på skolen.
Det ringede ud og alle de små børn, kom løbende ud af skolen.
Camilla og jeg begyndte at gå ind.

Vi stod nu ude foran vores klasse, og skulle til at åbne døren.
Jeg åbnede den og alle kiggede på os. Igen igen.

Vi gik bare hen til vores gruppe eller hvad man nu kalder det.

"Øhh hvorfor er i så stille" spurgte Camilla.
De svarede ikke men begyndte bare at grine.

"Hvad?" spurgte jeg og lignede sikkert et mega spørgsmål.
"Hvad har i lige lavet??" spurgte Marcus.
"Øhh ikke noget" Mere fik jeg ikke sagt, før Kurt kom ind i klassen.

"Når så kunne i komme!" sagde han. Han lød rigtig sur.
Vi svarede ham ikke rigtig.
"I kan godt gå op på kontoret!" sagde han meget mere sur ind før.

Camilla og jeg begyndte at gå hen mod døren, og ud.

Vi kom hen til kontoret og Camilla bankede på.
"Kom ind" Blev der råbt fra den anden side af døren.

Jeg åbnede den stille.
"Ja i kan bare sætte jer" sagde han.

Vi satte os på 2 stole, der var overfor ham med et bord imellem hvor alle hans papir og computer stod på.

Jeg kunne mærke at Camilla var nervøs så jeg tog hendes hånd under bordet, og gav den et lille klem.

Vi havde siddet inde på kontoret i noget tid nu. Vi havde bare fået afvide at vi skulle have eftersidning i 2 timer, efter skole.

Vi gik ind i klassen igen.
"Når hvad så?" spurgte Marcus med det samme, vi kom ind i klassen.
Jeg trak på skulderne.
"Ja ikke så meget. Vi har bare fået eftersidning" sagde jeg opgivende.
De andre grinede bare.

Dagen gik ret hurtigt, fordi vi ikke havde så mange timer tilbage.
De andre havde fået fri nu, men ikke mig og Camilla. Vi blev bare siddende i klassen og kort tid efter, kom en lære.

Vi havde ikke engang siddet halvdelen af tiden og det var allerede sygt kedelig.

Vi måtte ikke engang snakke med hinanden.
Jeg sukkede opgivende og kiggede hen på Camilla.
Hun sidder bare og kigger ud i luften.

Camillas synsvinkel

Jeg keder mig fucking meget.
Det er så kedeligt.
Mig og Martinus sidder bare og kigger på hinanden indtil det går op for mig, at jeg skal have skrevet til min mor.

Jeg tager stille min mobil op af lommen, og prøver at gemme den under boret, så læren ikke kunne se det.

Camilla: Mor?

Mor: Ja hvad er der?

Camilla: Kan jeg ikke bare komme ned til jer i Oslo? Så kan jeg også være sammen med Alberte?

Mor: Jo rigtig god ide,  men kan du godt det?

Camilla: Ja da!

Mor: Okay så. Kan du selv finde ud af hvornår fly, bus og tog kører?

Camilla: Øhh kan du ikke bare skrive hvad klokke og sådan noget?

Jeg ventede på svar, men så hørte jeg læren sige mit navn.

"Camilla?"
"Ja" sagde jeg og skyndte mig at gemme min mobil.
"Giv mig den" sagde han så.
"Ej helt ærligt! Det er altså vigtigt!"
Sagde jeg meget overbevisende.
"Det er jeg ligeglad med" Sagde han og gik hen mod mit bord.
Jeg sukkede og gav ham min mobil.

De 2 timer var endelig gået, så jeg fik min mobil tilbage og ville bare gerne hjem!

"Fuck det var kedeligt!" sagde jeg til Martinus, imens vi var på vej hjem.
"Øhh ja det siger du ikke!" svarede han.

Lidt efter spurgte han om, hvad det var der var så vigtigt på min mobil, at læren ikke måtte tage den.

"Jeg skrev bare lige med min mor" sagde jeg.
"Hvad skrev du så med hende om?" spurgte han.
"Ej hvor er du bare nysgerrig!" sagde jeg og skubbede ham lidt.
"Ej det er fordi jeg skal til Oslo og være sammen med nogen af mine gamle venner" fortsatte jeg.
Han nikkede bare.

"Hvornår?" sprugte Martinus lidt efter.
Jeg trak på skulderne.
"Det ved jeg ikke måske i morgen" svarede jeg.
"I hvor lang tid?" sprugte han så.

Hvorfor lige så mange spørgsmål?

"Det ved jeg ikke. Altså hvad er der galt?" spurgte jeg og stoppede op.
"Ikke noget det er bare, sådan hvis du måske skulle være der i et måned eller sådan noget. Det er jo i mega lang tid" svarede Martinus og gik videre.

"Det er overhoved ikke et måned. Det er måske to, tre dage eller sådan noget"
Han nikkede og smilede en smule.
Ville han gerne have jeg blev hjemme?

---------------------------------------------------

1040 ord!❤️❤️