Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

37 #Tilgivet?

da vi åbnede døren derind til, stod Ebba og Martinus og var godt igang med at rive hinandens tøj af...

Jeg stod bare der, med åben mund og var helt chokket.
Jeg kunne ingen ting.

De havde ikke engang opdaget os.
Marcus stod bare, med store øjne.
Jeg løb ud fordi, jeg ikke kunne klare at kigge på det mere.

Jeg kunne høre Martinus råbe efter mig, men jeg løb bare videre.
Hvordan kunne han lige gøre det??

Jeg løb ind på det værelse, mig og drengene havde.
Jeg kunne ikke stå stille. Jeg havde bare lyst til at smadre alt.
Jeg havde ondt i maven.

Hvordan kunne han gøre det mod mig?
Jeg brød sammen, og lagde mig i sengen.

Tårene løb bare ned, af mine kinder.
Jeg prøvede at lade vær med at græde, men jeg kunne ikke.

Lidt tid efter bankede, det på døren.
Jeg gik stille, hen imod den.

Jeg åbnede den, men smækkede den hurtigt i igen, da jeg så det var Martinus.

Jeg skal aldrig snakke med ham igen.
Han leger jo med mine følelser, som om det var legetøj.

Efter en halv times tid, var jeg helt grædefærdig.
Jeg gik i seng.

Lidt tid efter vågnede jeg af, at drengene kom ind.
Jeg så Martinus' triste ansigt, og med det samme var der vand, i mine øjenkroge.
Jeg knippede øjnene hård sammen, fordi jeg ikke ville begynde at græde.

Jeg kunne høre nogen snøft, over fra Martinus af, men jeg var egentlig, lidt ligeglad.
Forresten så sov jeg i mit tøj.

Da vi vågnede og gjorde os klar, var der ingen der snakkede.

Vær eneste gang Martinus kiggede på mig, fik han bare dræberblikket tilbage.

Idag skal vi til Tyskland.
Jeg er mega træt, fordi at jeg ikke kunne sove igår, efter drengene kom ind på værelset.
Jeg tror heller ikke Martinus kunne sove, for han ser også mega træt ud.

Vi skulle tage flyet til Tyskland. Vi havde fået pladser, og selvfølgelig skulle jeg sidde ved siden af Martinus.

Vi satte os ind i flyet.
"Kan vi ikke lige tale sammen" spurgte Martinus.
"Næh" svarede jeg koldt og kiggede ud af vinduet, da vi sad inderst.

Martinus synsvinkel

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg er så fucking dum.

Jeg skulle lige til at være sammen med en anden. Altså hvad fanden tænker jeg på??

Jeg kan jo ikke engang lide Ebba.
Jeg kan lide Camilla!

"Camilla jeg er altså virkelig ked af det!" sagde jeg.

Hun svarede ikke.
"Okay hvad skal jeg så gøre, for du tilgiver mig?" spurgte jeg og prøvede at få øjenkontakt med hende, men det var jo fuldstændig umuligt.

"Du skal ikke gøre noget Martinus. Bare lad mig være" svarede hun trist.
Hun gik lidt vand i øjenkrogen, men de var alligevel hurtigt væk igen.

Jeg skrev til Marcus.

Martinus: Hallo jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!! Hun gider overhoved ikke at snakke med mig!! 😭

Marcus: Det er forståeligt.

Martinus: Ej Marcus hjælp mig nu lige. Hvad skal jeg gøre?

Marcus: Idk sig hvad du føler?

Jeg sukkede og tænkte lidt på, hvad jeg skulle sige.

"Camilla. Jeg fortryder det sygt meget. Jeg ved ikke hvad jeg havde gang i. Jeg kan ikke engang lide Ebba. Jeg kan kun lide dig"

Hun svarede ikke, men bare rykkede sig lidt.

"Du er også den sødeste, og den pæneste, og den dejligste. Du er bare helt perfekt.
Jeg fortjener dig faktisk ikke" fortsatte jeg trist, med tåre i øjenkrogen.

Hun kiggede på mig.
Endelig havde vi øjenkontakt.
De smukke øjne man kunne kigge i, hele dagen.

Camillas synsvinkel

Han er bare så sød, men aaarrrhh jeg kan ikke have, at han var så tæt på at være sammen med en anden.

Han havde jo gjort det hvis Marcus og jeg ikke havde afbrudt det.

"Og så når jeg tilgiver dig, så går du jo bare præcis det samme" sagde jeg.
"Nej!" skyndte han sig, at sige.
"Du vil slet ikke vide, hvor meget jeg fortryder det" fortsatte han, men lidt roligere.

Måske skulle jeg bare tilgive ham, og komme videre, men jeg tror bare vi skal være venner, lige nu i hvert fald.

"Helt ærlig! Hvorfor kan man bare ikke hade dig?" spurgte jeg med et lille grin.

"Betyder det så, at jeg er tilgivet?" spurgte Martinus glad.
Jeg nikkede ligeså stille.
Han blev så glad. Han kunne næsten ikke sidde stille.

---

Vi skulle nu ud af flyet.
Vi kom hen til et mega stort hotel.
Vi gik ind på vores værelse. Der var 2 senge.
"Jeg sover alene" skyndte Marcus sig at sige.
Martinus og jeg grinte bare af ham.

---------------------------------------------------------