Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

21 #Sandheden

Jeg tænkte over hvorfor de var på det puslespil, og pludselig slo det mig.

Er det de kendte Marcus og Martinus.
Altså jeg vidste godt, der var nogen der hed Marcus og Martinus der var kendte, men var det dem jeg kendte?

Jeg følte mig så mega dum.
Jeg troede bare Marcus og Martinus var så nogen små unger, som var 13 eller sådan noget.

Men det var de jo overhoved ikke.
Det var nogen jeg kendte!!
Det kan ikke beskrives, hvor dum jeg føler mig.

Jeg har overhovedet ikke tænkt på, at de var kendte.

"Hallo!!" sagde Simone.
"Ja hvad er der?" spurgte jeg.
Hun sukkede bare og trak mig med ind, på hendes værelse.

Vi så en film, men jeg kunne ikke tænke på andet end at de var kendte.

Hvor kendte er de egentlig?
Jeg fandt min mobil, og gik en og søgte på dem.

De har jo lavet helt vildt mange populære sange.

Hvordan fanden har jeg lige været så blind.
Faktisk har jeg også hørt, en af dem.

Jeg ville virkelig gerne skrive til Martinus, men vidste ikke hvad.
Jeg føler på en måde at han har løjet overfor mig, men det har han jo tekniske set ikke.

Jeg skrev til min mor om hun gerne ville hente mig, fordi jeg bare gerne vil hjem til hotellet.

Det er så tybisk, for når jeg endelig er sammen med mine allerbedste venner så skal det ødelægges.

Min mor svaret hurtigt at hun godt kunne.
Jeg gad ikke til at forklare de andre piger, at jeg kender dem.
"Piger jeg skal til at hjem" sagde jeg.
"Ej øv. Hvorfor allerede?" spurgte Alberte. Jeg trak bare på skulderen.

Mig og min mor var lige kommet ind på hotellet.
Jeg beslutter mig for at skrive til Martinus.

Martinus synsvinkel

Jeg sidder lige nu og spiller fifa med Marcus og Noah.
Marcus og jeg spiller sammen, og den der vinder skal spille mod Noah.

Jeg fik lige pludselig en besked fra Camilla.
Jeg fik et mega chok der jeg så hvad hun havde skrevet.
Jeg lagde kontrolleren og tog min mobil.
"Hallo Martinus spil nu" kunne jeg høre Noah sige.
Jeg kunne ikke noget. Jeg var helt froset.
"Øhh Noah kan du ikke bare lige spille?" spurgte jeg og gik ud af værelset.

Camilla: Du kunne godt lige havde sagt du var kendt! Martinus hvorfor sagde du det ikke bare??

Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle svare, så jeg ringede hende op.

Bib Bib Bib
"Øhh hallo?" sagde jeg forsigtigt.
"Martinus hvad vil du?" spurgte Camilla meget irreteret.

Jeg fik en klump i halsen, bare ved tanken om at sige det.
"Undskyld jeg ikke har sagt det" sagde jeg.
"Okay" svarede hun bare.

Okay?? Var det eneste hun kunne sige?
"Er du sur?" spurgte jeg forsigtigt og stille.
Jeg var på en måde, helt bange.
"Nej jeg er ikke sur. Martinus kan vi ikke snakke om det når jeg kommer hjem?" spurgte hun.
"Jo" svarede jeg.

Jeg gik ind på mit eget værelse, for Noah og Marcus var inde på Marcus' værelse.

Jeg lagde mig i sengen, og bare kiggede op i loftet.

Jeg kunne slet ingen ting. Jeg var nærmest helt bange for, at jeg var død.
Drengene kom ind på mit værelse.
"Hallo hvor bliver du af" spurgte Marcus mig.

Jeg trak på skulderene og blev ved med at kigge op i loftet.
Marcus kom hen til mig. Jeg tror godt han kunne se jeg havde lidt våde øjne.

"Er du okay?" spurgte han så.
Jeg trak bare på skulderene igen.
"Hvad er der sket" spurgte Noah så.
Jeg trak på skulderene igen.
Marcus tog min hånd og trak mig op så jeg sad op.
"Hvad er der sket?" spurgte Marcus igen.

"Camilla har fundet ud af at vi er kendte" svarede jeg.
"Jamen hun skulle jo få det fortalt på et eller andet tidspunkt" sagde han.
"Det kan jo være hun slet ikke er sur" sagde Noah så.
Jeg nikkede bare.

Camillas synsvinkel

Jeg skulle til at i seng, men kunne virkelig ikke sove. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Martinus.
Jeg var ikke sur på ham bare virkelig chokket.

Efter et stykke tid faldt jeg i søvn.

---------------------------------------------------------