Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 1 - Indflytningen

Jeg elsker at køre i bus. Bare at sætte høretelefoner i, og lade tankerne helt selv bestemme hvilken retning de vil hen af. At kigge ud på gaden, og se de mange stressede københavnere der enten er i færd med at passere gaden i et skyndsomt niveau, eller at slæbe på en helt masse poser, og vade ind i butikker, for dermed at komme ud med endnu en ny, fyldt pose.
Jeg tænker på ham. Ham jeg burde være stoppet med at tænke på for flere år siden. Det kan godt være det er længe siden, men det er stadig det jeg fortryder allermest i hele mit liv. Jeg tænker på hvordan vi sneg os ud sammen og kyssede i en åben gyde i København. Det var, for mig, en forbudt ting at gøre. Jeg vidste, at hvis de nogensinde fandt ud af det, ville alt jeg havde opnået gå til spilde. Det gik til spilde. Og den dag i dag, undrer jeg mig stadig over om det virkelig var det værd. Jeg var sur og fuld. Ikke nok med det, var jeg i min mest uansvarlige alder. 17 år. Folk snakker altid om, at når man bliver ældre, mere moden, mere ansvarlig, så vil man fortryde alle de dumme ting man har gjort i sin ungdom. På trods af jeg stadig er ung, begynder jeg virkelig at fortryde det meste jeg har fået rodet mig selv ud i, da jeg var yngre. De ting, der har været grunden til at mit liv er som det er i dag, kan jeg fortryde så meget jeg vil. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om jeg alligevel overhovedet ville have opnået noget bedre, hvis ikke det var sket den nat med ham i gyden. Hvor ville jeg overhovedet hen med vores kendskab? Havde jeg regnet med at vi ville blive venner? Eller havde jeg virkelig regnet med, at mit livs kærlighed ville blive min kæreste en dag?
Jeg når lige i sidste øjeblik at opfatte, at vi er ved Trianglen, så jeg må springe op i sidste sekund og nå ud inden dørene lukker. Busturen fra mit arbejde på Hellerup Strandvej til min lejlighed på Østerbrogade er ikke så lang, når man er "en stor tænker" som jeg er. Kort retter jeg på mit hår og blender ind i mængden af de stressede og hastende Københavnere indtil jeg endelig når frem til min lejlighed.

Jeg hænger pænt min jakke på knagen i gangen, og tager mine støvler af inden jeg går videre ind i lejligheden. Sophia sidder med sin computer i skødet i sofaen. "Hva så?" Siger jeg. Sophia og jeg har været bedste veninder i snart 6 år. Hun er et år ældre end mig, og er igang med hendes sidste år på Københavns Universitet. Hun er ved at tage en Bachelor i jura, for derefter at læse videre på en 4-årig erhvervskanditatsuddanelse i jura. At hun orker. Jeg selv studerer på CBS (Copenhagen Business School), hvor jeg er ved at uddanne mig til finansøkonom. Det er ikke fordi jeg selv har valgt en kortvarig uddannelse. Jeg vil gerne uddanne mig som ejendomsmægler og derudover vil jeg gerne studere noget start-up, så jeg en dag kan åbne mit eget firma. Mine forældre er begge to ejendomsmæglere. De er kendt som nogle af de bedste i landet, hvilket gør mine chancer for at åbne et succesfuldt firma gradvist større.
"Jeg læser" siger Sophia i fuld koncentration. "Sorry" mumler jeg og går ud i køkkenet. Jeg åbner køleskabet, for at se hvad jeg kan lave til aftensmad. Jeg har en passion for madlavning. Jeg elsker det! Og så er jeg også ret god til det. Da jeg har fået dannet mig et overblik over hvad vi har, stikker jeg hovedet ind i stuen. "Okay, hvad vil du have? Kylling med en frisk forårssalat eller madpandekager med guacamole, en masse salat og crispy kylling?" Siger jeg. "Madpandekager" siger Sophia koncentreret. Jeg smiler, jeg håbede på madpandekagerne. Ikke fordi vi slipper for den forårssalat, men jeg orkede bare ikke lige i dag. Vi spiser sundt for det meste herhjemme.
Mens jeg står og skærer grøntsager, opdager jeg en flyttebil nede foran. Et par flyttemænd vrimler ind og ud af opgangen med møbler. Sophia kommer ud til mig, tager et stykke agurk og springer op på køkkenbordet. "Det er nok dem der skal flytte ind ved siden af" siger hun. "Bare det ikke er nogle gamle mennekser, ligesom dem der var før" griner jeg og ligger agurkerne op i en lille skål for sig selv. "Ja. Det skulle nødigt være det 2. Par vi får til at flytte ud igen" griner Sophia, som hopper ned fra bordet og begynder at dække bordet. "Burde vi give dem en indflytningsgave? Bare en blomst eller noget?" Siger jeg og anretter kyllingen pænt på et fad fra Royal Copenhagen. "Ja, det kan vi da godt. Vi kan gå ned og købe en buket, når vi har spist" beslutter Sophia.

Efter 10 minutters diskussion om hvilken buket blomster vi skulle købe, går Sophia og jeg tilbage mod lejligheden. "Kommer Nico snart på besøg?" Spørger jeg. Det er Sophias kæreste, men han bor i Jylland. Efter hun flyttede til København, har han dog været på besøg ret ofte. Derfor undrer det mig, at jeg ikke har set ham i over en måned. Sophia bliver bare stille. "Det ved jeg ikke" mumler hun så en smule lavt. Jeg rynker mine bryn. "Er der noget galt?" Spørger jeg. Hun sukker en smule. "Nej nej" siger hun dog, og lukker døren til opgangen op. Jeg løber efter hende op af trappen, og når knapt nok at få vejret inden hun ringer på døren. "Gad vide hvilke typer de er" når jeg lige at få sagt, inden døren går op. Jeg nærmest taber kæben, da jeg opdager hvem der står foran mig lige nu. Det kan umuligt passe. Jeg har ikke set dem i flere år. Jeg prøver at blinke lidt med øjnene, men det er stadig de to ser står i døråbningen. "Anthon" siger jeg en smule forbavset. "Celine.." mumler Anthon.