Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 34 - Abort pt. 1

Jeg sidder på hospitalssengen og venter på mine piller. Det er ikke fordi jeg er i tvivl, men jeg er alligevel nervøs. Jeg har læst en masse. Tænk hvis det ikke virker? Så skal jeg til udskrabning, det lyder rædselsfuldt! I dag bliver ikke engang det værste. Det er først i overmorgen, det bliver rigtigt slemt. Her skal jeg ind på hospitalet igen og tage nogle nye piller, som gør at livmoderen trækker sig sammen og jeg oprigtigt mister barnet. "Så, jeg har pillerne med til dig" smiler min læge, og lægger dem ved siden af et glas vand. "Jeg lader dig være lidt alene, du skal være forberedt på lidt kvalme og blødning. Måske nogle menstruationslignende smerter" smiler hun, jeg nikker en smule. "Yes" siger jeg. "Og de stopper bare graviditeten? Ikke?" Spørger jeg, hun nikker. "Jo, lige præcis. Når du tager de her piller, vil din livmoder ikke længere reagere på din krops eget graviditetsbevarende hormon, og dermed standser det udviklingen af graviditeten" smiler hun og lukker døren efter sig. Jeg sidder bare og ser på pillerne. Jeg ville af hele mit hjerte ønske, at Anthon var her til at gå igennem det hele med mig. Til sidst tager jeg endelig pillerne. Nu er der ingen vej tilbage.

Jeg tager mig til maven mens jeg langsomt vakler hen mod sofaen. "Åh det gør ondt" mumler jeg til Matilde. "Mind mig om aldrig at blive gravid, hvis jeg ikke er sikker" siger hun. "Meget morsomt" mumler jeg og lægger mig besværligt ned i sofaen. "Hvis ikke det var fordi jeg blødte så meget, skulle jeg heller ik vade frem og tilbage. Matilde jeg har kvalme" mumler jeg. Hun tager sin taske over skulderen. "Er du sikker på at jeg ikke skal spørge om Anthon vil holde øje med dig?" Spørger hun. "Ja! Kan du ikke bare blive?" Mumler jeg, hvilket Matilde sukker over. "Jeg skal jo ud med Freya og dem" siger hun. "Jaer, i know" mumler jeg. "Det er fint nok, jeg klarer mig... Så må vi bare håbe, at jeg ikk forbløder ihjel helt alene" snøfter jeg. "Du er den største hypokonder" griner Matilde og giver mig forsigtig et kram. "Hyg jer" smiler jeg blidt. "I lige måde... Eller" siger hun. Jeg griner bare en smule, men stopper hurtigt igen, da jeg får ondt i maven.

Kvalmen er begyndt at tage til, og jeg tager mig endelig sammen til at gå ud og forsøge at kaste op. Jeg sætter mig tungt ned foran toilettet, men jeg kan bare ikke. Jeg havde godt nok ikke regnet med, at en abort ville være så hård. På den anden side, så er det jo sådan set et foster inde i mig selv, der er ved at blive dræbt. Det er egentligt en meget skræmmende tanke.
   Jeg giver op på at kaste op, og rejser mig langsomt. "Nej nej nej" mumler jeg, da jeg ser en nærmest pøl af blod på gulvet. Jeg kan slet ikke overskue det her, det er så hårdt at være alene om. Hurtigt griber jeg fat i min mobil og ringer Anthon op. "Hvad nu Celine?" Siger han uoverskueligt. "Jeg har altså... Virkelig... Virkelig... Brug for dig" mumler jeg. Anthon svarer ikke. "Jeg bløder så meget, og jeg er træt og jeg har det dårligt. Jeg vil ikke være alene" snøfter jeg. "Okay okay, jeg kommer" siger Anthon og ligger røret på. Jeg lægger min mobil ved håndvasken og kigger mig selv i spejlet. Det ser forfærdeligt ud. Min hud er helt hvid og mine læber er tørre. Jeg har render under øjnene og mit hår er uglet. "Er du okay?" Spørger Anthon, som dukker op bag mig. "Jeg er så søvnig" mumler jeg. "Og jeg har blødt på gulvet" fortsætter jeg lavt. Det er faktisk virkelig flovt. Anthon kigger mod gulvet, så går han hen til mig og sætter mig ned på toilettet. "Skift bind, så reder jeg din seng og tørrer det der op bagefter" siger han og rækker mig et bind. "Tak" mumler jeg.

"Mhm, det er rart" mumler jeg, mens Anthon putter dynen godt omkring mig. "Så du har fået fjernet fosteret nu?" Mumler han bare. "Nej, jeg har stoppet graviditeten. Dén bliver først fjernet i overmorgen" mumler jeg. "Dén" mumler Anthon og lægger sig ned ved siden af mig. Jeg sukker. "Undskyld... Jeg er LIGE fyldt 22... Jeg er ikke klar til et barn" mumler jeg. "Nej, det er også fint. Men du siger det som om at du synes det er decideret klamt at havde MIT barn indeni dig" siger Anthon. Jeg rynker mine bryn og vender mit blik mod ham. "Hvad? Nej! Det har jeg aldrig sagt" siger jeg, og vender mig mod Anthon. Han sukker bare. "Det mener jeg altså" siger jeg og lægger min hånd på hans kind. Anthon lukker sine øjne og fjerner min hånd. "Du behøver ikke det der" siger han. "Hvad snakker du om?" Spørger jeg forvirret. "Hvis det er fordi du har dårlig samvittighed over ikke at kunne lide mig tilbage, så bare lad være" siger han. "Hvad fuck Anthon. Jeg holder sgu da stadig mega meget af dig" siger jeg. "Men du er ikke forelsket i mig" siger han. "Det har jeg aldrig sagt" sukker jeg bare. Han rynker sine bryn. "Hvad?" Spørger han. "Jeg er mega forvirret, okay? Jeg har været forelsket i dig i flere år. Og nu er du pludselig forelsket i mig? Undskyld hvis jeg har brug for lidt tid til at komme mig over det" mumler jeg bare og vender ryggen til Anthon. "Ja sorry" mumler han bare og vender ryggen til mig også.
   Jeg ligger bare og kigger ud i luften. Alt i min krop har lyst til at vende sig om mod Anthon. Det er sindssygt svært at holde tilbage lige nu. Til sidst tripper jeg så meget, at jeg hurtigt vender mig om mod ham. Han vender sig om på samme tid, tager fat i mit hoved og kysser mig. Jeg lægger min hånd i hans hår og kysser igen. Vi kysser længe, virkelig længe. Det føles så rart, shit hvor har jeg haft brug for det. Anthon stopper stille. "Er det nu vi plejer at have sex?" Mumler han og kysser mig kort igen. "Det tror jeg" mumler jeg og kysser også ham. "Det nok ikke så godt" mumler Anthon. "Det er det nok ik" mumler jeg tilbage. Stille trækker vi os fra hinanden. Anthon giver mig et hurtigt kys igen, hvilket jeg smiler lidt over. "Jeg forventer ikke, at du skal til at beslutte dig for alt muligt nu. Men du skal vide, at du virkelig betyder alt for mig. Jeg vil altid være der for dig" hvisker han, jeg griner en smule. "Du er så fløde" smiler jeg og lægger mine arme omkring ham. "Det er dig der gør det mod mig" griner han og nusser mig ned af ryggen. "Tak for din forståelse Anthon" mumler jeg og trækker mig lidt efter. "Men jeg vil gerne sove nu, jeg har haft en lang dag" fortsætter jeg og vender ryggen til ham. Anthon lægger sin arm omkring mig og tager blidt fat i min hånd. "Sov godt" hvisker han. "I lige måde" hvisker jeg og falder roligt i søvn.