Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 48 - Trøsteshopping

Jeg ser mig selv i spejlet for måske syttende gang. I dag skal jeg snakke med Anthon. Helt alene... Kun os to. Jeg er spændt, men også virkelig nervøs. Jeg håber for alt i verden, at han har lyst til at tilgive mig. Selv Thor har tilgivet mig. Det har alle pånær Anthon. Det tog ekstremt lang tid for Lauge, som har hjulpet mig, bare at få lavet den her aftale med Anthon. Jeg er overrasket over, at han overhovedet vil have mig inden for hans døre.
    "Du ser godt ud" siger Lauge bag mig, hvilket straks river mig tilbage til virkeligheden. Blidt vender jeg mig mod ham og smiler. "Tak" siger jeg og går hen og tager mine sko på. Jeg har bevidst taget shorts og en crop top på indenunder min jakke. Så Anthon kan se mine mærker og forhåbenligt forstå, at det ikke er noget jeg har gjort for sjov. "Held og lykke med det" siger Lauge og giver mig et kram, inden jeg går ud af døren. Thor og Matildes bryllup er i morgen, og Anthon og jeg skal helst ikke være uvenner til den tid. Det ville bare skabe dårlig stemning, og det er der ikke nogen der gider jo. "Tak" sukker jeg og krammer Lauge igen.

Inden længe står jeg foran Anthons opgang. Jeg overvejer virkelig at tage tilbage til Lauge, jeg tør ikke det her... Men så tager jeg beslutningen om bare at ringe på. Hvad kan jeg gøre? Det skal overstås. På kort tid lukker Anthon mig ind i opgangen, og jeg går i et nogenlunde raskt tempo op af trapperne. "Hey" mumler jeg, da jeg er oppe ved hans dør. Anthon træder blot til siden, og lader mig træde indenfor. Uden at sige ét ord. Han bor flot her. Det er virkelig en god lejlighed. "Du kan bare hænge jakken der og stille skoene" mumler han og lukker hoveddøren igen. Jeg nikker en smule og tager mit tøj af. Jeg kan godt fornemme Anthons blik på min krop. Det er positivt. Så lægger han mærke til mærkerne.
    "Vil du have noget at drikke?" Spørger Anthon, jeg sætter mig bare ved hans spisebord. "Nej tak, det er fint" siger jeg bare, mens jeg ihærdigt følger ham med øjnene. Stille sætter han sig ned overfor mig. Der er stille et øjeblik. "Hvad skete der lige for dig?" Spørger han så. Jeg sukker lavt og ser kort ned i bordet. "Jeg synes vi skal starte med turen til Grækenland. Vi havde det så godt sammen, og så knepper du Thor?" Fortsætter han. Jeg rynker mine bryn. "Du var sammen med en decideret luder, som du havde fundet nede på gadehjørnet" vrisser jeg, hvilket Anthon himler med øjnene af. "Jeg knaldede hende ikke! Jeg kyssede med hende, og det var udelukkende fordi du havde kysset med Thor!" Vrisser han, jeg læner mig opgivende tilbage. "For det første, så kyssede jeg ikke med Thor! Thor kyssede mig, jeg kyssede på intet tidspunkt igen! Desuden gjorde jeg det klart overfor Thor, at det var DIG jeg havde følelser for, hvilket han ligesom godt forstod, og der skete ikke mere" siger jeg allerede en smule frustreret. "For det andet... Hvad helvede skulle det kys gøre godt for? Skulle det gøre os lige eller hvad? Fik du det seriøst bedre af at stikke tungen i halsen på en som sikkert havde... Altså.... 70 kønssygdomme dernede!" Fortsætter jeg endnu mere irritabelt. "Hvad er du dobbeltmoralsk for nu? Du kneppede med Thor lige efter, og ikke fortæl mig at det bare var for hyggens skyld. Du tænkte, ligesom jeg gjorde, at når jeg laver noget med nogen, så kan du også gøre det" vrisser Anthon. Jeg lægger mine arme over kors. "Okay Anthon. Jeg indrømmer, at det var en fejl. En kæmpestor fejl. Undskyld" siger jeg så, men Anthon svarer ikke. Han ryster bare på hovedet af mig. "Og hvad så med da du kom hjem? Alle de ting du absolut havde et behov for at udtale dig om? Du satte mig, og Thor, i ekstremt dårligt lys. Det var så dårlig stil" siger han lidt mere roligt. "Jeg var tvunget!" Siger jeg forsvarende. "Du kender mine forældre, de hadede at jeg var sammen med dig, og Thor for den sags skyld. De ville oprigtigt ikke lukke mig ind i huset, hvis ikke jeg offentligt gik til medierne og lukkede historien om os" siger jeg. "Så jeg var ikke mere værd? End bare at opgive til dine forældre?" Spørger Anthon. "Anthon, hvad kunne jeg gøre? Du havde gjort det MEGET klart, at du ikke ville have noget som helst med mig at gøre, og alle mine venner og veninder var på din side. Jeg havde intet andet valg" siger jeg. "Der er altid et valg" sukker Anthon bare. "Okay, så du tror, at jeg helt frivilligt har valgt at blive slået på hver dag? Oprigtigt blive seksuelt misbrugt? Tror du bundærligt jeg har de her for morskabens skyld? At det er sådan jeg ville leve?" Spørger jeg og rejser mig hurtigt op. Anthon ser væk, som om han ikke kan holde ud at se på de mærker. "Det er sikkert make-up" mumler han. "Make-up?!" Siger jeg frustreret. "Du er fandme langt ude" fortsætter jeg, vender om på min hæl og får ekstremt hurtigt overtøj på. "Så du går bare?" Råber Anthon ude fra køkkenet, kort efter står han foran mig, mens jeg binder mine sko. "Fandme ja" siger jeg, jeg er lige på kanten til at bryde sammen. "Det er du jo også vildt god til! Bare at skride fra problemerne!" Vrisser Anthon. Jeg rejser mig op. "Fuck dig Anthon" siger jeg og vender om, hvorefter jeg hurtigt åbner hans hoveddør. Jeg kan høre ham sukke. "Vent nu lige" sukker han. "Du forstår det bare ikke!" Siger jeg, og vender mig mod ham med tårerfyldte øjne. "Du forstår ikke hvor hårdt det har været. Du tror bare jeg har gjort det hele for, at du skulle have det dårligt. Det er kraftedme ikke dig der har haft det dårligt, det er fandme mig" græder jeg. Anthon ser bare på mig. "Celine..." sukker han så og tager fat i mit håndled, men jeg river det hurtigt til mig. "Jeg forstår godt, at jeg har såret dig i Grækenland. Men lad være med nogensinde igen at fortælle mig, at jeg skulle lyve over det her. Hvis der er noget jeg ikke vil lyve over, så er det fandme det!" Fortsætter jeg grædende, og skynder mig ned af trapperne i opgangen. "Hvad med Thor og Matildes bryllup?" Kalder han efter mig. Jeg svarer ikke, jeg skynder mig bare videre - ud på gaden.
    Lige idet jeg kommer styrtende ud af opgangen, går jeg direkte ind i en. "Undskyld" mumler jeg, mens jeg prøver at gemme mit ansigt. "Hej Celine. Er alt ok?" Spørger en velkendt drengestemme. Jeg ser op, det er Thor. Jeg ryster bare på hovedet, hvorefter jeg bryder fuldstændigt sammen. Thor sukker og trækker mig ind til siden. "I blev ikke gode igen, kan jeg fornemme" mumler han. "Nej vi gjorde ej" hulker jeg bare. Blidt lægger Thor sine arme omkring mig, jeg fortsætter bare med at græde. "Jeg skal op til ham lige om lidt, jeg lover at tale din sag" hvisker han beroligende, mens han nusser mig blidt i håret. "Der er intet at gøre" hulker jeg. "Når han først har sat sig for at være sur på mig, lægger han det ikke bare på hylden uden videre" fortsætter jeg. Thor svarer ikke som sådan. Han mumler et eller andet, men jeg kan ikke høre hvad. "Jeg har mistet Anthon" afslutter jeg så. "Hold op Celine! Det har du bestemt ikke!" Siger Thor, jeg trækker mig bare. "Jo jeg har... Og det hele er min skyld" snøfter jeg og går min vej. Jeg kan ikke holde det her ud. Bare at være så tæt på hans lejlighed, giver mig lyst til at kaste op. Hurtigt kommer jeg hen til Lauges lejlighed, hvor jeg lukker mig selv ind med den nøgle, jeg har fået af ham. "Er du allerede hjemme?" Spørger han fortvivlet, men jeg svarer ikke. Jeg smider bare mine sko og jakke, hvorefter jeg styrter ind mod soveværelset. Hårdt smækker jeg døren i, og smider mig hurtigt ned i sengen. Grædende.