Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 45 - Nye dage

*Ca. 1 år senere, Celine's synsvinkel*

Jeg holder mit blik på min far, da han rejser sig op. Han løfter sit champagneglas med, og banker blidt på det med en kniv - alle retter deres blik mod ham. "Jeg vil først takke jer alle for at dukke op her i dag, og fejre at min dejlige datter, Celine, har afsluttet hendes uddannelse" siger han og kigger smilende ned på mig. Jeg smiler blidt igen. "Der venter dig en stor fremtid min skat. Du er født til at være ejendomsmægler. Dine sælgerteknikker, dit gode udseende og din sans for hvad der er noget værd og hvad der ikke er noget værd, gør dig perfekt til jobbet. Din mor og jeg er klar over, at du ikke har ønsket at lade firmaet gå videre med dig. Du vil starte dit eget - og det respekterer vi mere end noget andet. Derfor vil vi give dig et indskud på 10 millioner kr., så du kan få startet det helt rette op" smiler min far og holder en kæmpe check frem. Folk begynder at klappe, og jeg rejser mig blot op for at give min far et kram. "Tak" smiler jeg, og sætter mig ned kort efter.

Dagen hvor jeg har kunne kalde mig selv færdiguddannet, har altid været noget jeg har drømt om. Den bedste dag i mit liv, skulle det være. Jeg føler ikke det er den bedste dag i mit liv, tværtimod. Med bodyguards ude foran huset, og en have fyldt med mere presse end familie? Det er ikke hvad jeg kalder en drømmedag. "Jeg går lige på toilettet" siger jeg til min mor og rejser mig. Hun nikker blot til mig og taler videre med nogle gæster der sider omkring hende.
Jeg trasker op af trapperne og ud på toilettet. Jeg skal egentligt slet ikke på toilettet, jeg havde bare brug for at løsrive mig lidt. Det er så stramt at skulle sidde dernede og føle alles øjne på en hele tiden. Halvnervøst tager jeg min mobil op af lommen. Som forventet har jeg absolut ingen notifikationer. Det er ikke en hemmelighed, at jeg har mistet stort set alle mine venner og veninder. Jeg har selvfølgelig haft venner på skolen, men de holder også dimission nu. Jeg skal dog være sammen med min klasse i aften. Vi skal bare drikke og i byen... Jeg har ikke været i byen i hvad jeg vil tro er et år. Faktisk er mit liv kun gået ned af bakke, siden jeg kom hjem fra Grækenland. Jeg er flyttet ind hos mine forældre i deres nye villa på Strandvejen i Rungsted, og jeg har isoleret mig temmeligt meget fra omverdenen. Det eneste sted jeg er kørt til i min bil har været min skole. Jeg har ikke haft lyst til noget andet. Det føles som om min livsglæde er taget fra mig.
Jeg bliver revet ud af mine tanker, da det pludseligt banker på døren. "Hvem er det?" Spørger jeg. "Joachim" bliver der sagt. Jeg himler med øjnene. "Hvad vil du?" Spørger jeg. "Er du okay?" Spørger han mig bare. "Ja! Jeg har det fint" vrisser jeg. "Det er dine forældre der bad mig gå op og se til dig" siger han bare. Jeg sukker og ser ned. Mine forældre har lige siden jeg kom hjem fra Grækenland, forsøgt at få Joachim og jeg til at finde sammen. De ved ikke hvor meget jeg rent faktisk hader ham. Der er til gengæld nogle ting jeg har været nødt til at indfinde mig i, efter jeg er kommet tilbage til dem. Jeg havde pænt meget ødelagt en masse for dem, og jeg har været nødt til at give afkald på en masse af mine personlige værdier, for overhovedet at kunne få lov til at bo i deres hus. Jeg har måtte sige ja til en masse interviews, hvori jeg har skulle forklare en helt masse om mit forhold til Anthon og Thor. At det hele har været en misforståelse, og at jeg aldrig i mit liv har følt noget for nogen af dem. At det hele bare har været for omtalens skyld... Det har for det første været hæsligt at skulle lyve, og for det andet har det været så ydmygende. Langsomt låser jeg døren op til badeværelset, og ind kommer Joachim. Han lukker døren i igen og låser den. "Du har det jo ikke fint" siger han og nusser blidt min kind. Jeg stivner i hele kroppen. Hver gang han rører mig, får jeg lyst til at kaste op. Jeg væmmes ved ham, han er det klammeste menneske på hele jorden. Blidt vender jeg mit hoved væk. "Prøv at hør Celine, jeg ved godt at du er mindst ligeså uinteresseret i at skulle være kærester med mig, som jeg er med dig" siger han. Jeg vender bare mit blik mod ham igen. "Men du ved jeg kan ødelægge dit liv igen, hvis bare jeg fortæller dine forældre én enkelt lille ting" siger han. "Lad nu være Joachim, jeg har ikke gjort dig noget" siger jeg bare. "Nej nej, jeg husker dig også bare på det. For hvis dine forældre finder ud af, at du stadig føler noget for ham Anthon, så bliver du smidt på gaden" griner han og lægger sin hånd i mit hår. Jeg ser hårdt på ham. "Du har aldrig været fin nok til det her liv Celine" siger han uden at fjerne hans øjne fra mine. Jeg spytter ham direkte i hans beskidte ansigt, han reagerer blot ved hårdt at tage fat i mit hår. "Du ved hvad du skal gøre" mumler han bare. Jeg har intet valg, og selvom jeg ikke har lyst, lader jeg ham skubbe mig ned på hug. Hvad mit liv ikke er blevet til... Ufrivilligt åbner jeg hans bukser, og ser op mod ham. "Det er altså en god ordning vi har fundet os" smiler han, jeg retter blot mit blik mod hans skridt, og tager en dyb indånding inden jeg går igang.