Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 58 - Brevet fra Anthon

"Hvad vil du?" Spørger jeg og retter mit blik mod den kasse Anthon står med i hænderne. "Give dig alle dine ting som har været i min lejlighed" Svarer han koldt og sætter tungt kassen på gulvet. Jeg hæver mine bryn. "Laver du sjov?" Spørger jeg bare. Det eneste Anthon gør er at ryste på hovedet af mig og vende mig ryggen. "Har du tænkt dig at hade mig resten af livet?" Spørger jeg, idet han begynder at gå ned af trapperne igen. "Det må tiden vise" svarer han bare. Irriteret lægger jeg mine arme over kors og stiller mig ud i opgangen. "Så du kom hele vejen herhen bare for at give mig en kasse med en masse dumme ting jeg alligevel ikke har brug for?" Spørger jeg og ser ned på ham. Han retter sit blik op imod mig. "Ja, det gjorde jeg faktisk" siger han så og skynder sig videre. "Utroligt" mumler jeg lavt for mig selv og vender mig mod kassen. Den er ret stor faktisk. Da jeg hører opgangdøren smække tager jeg mig sammen og løfter den op i hænderne. Tungt stiller jeg den inde på køkkenbordet og begynder lige så stille at pakke ud. Det er bare en masse tøj som alligevel er gået af mode. Det kan jeg vel donere til røde kors eller sådan noget... Da jeg når bunden ligger der et stykke foldet papir. Jeg tøver inden jeg tager det op i mine hænder og åbner det. Anthons sjuskede håndskrift fylder hele papiret, men jeg sætter mig stille ned og begynder at læse:

"Celine,
Når du læser det her vil jeg være væk. Det er ikke fordi jeg ikke turde konfrontere dig med det ansigt til ansigt - men hvis jeg gjorde det, ville mine følelser blive for stærke for dig igen, og jeg ville ikke længere have modet til at forlade dig.
Jeg har været meget for mig selv på det seneste. Thor er blevet gift, Lauge hænger op af Cille og jeg har ingen at kunne bruge min tid sammen med. Aldrig har jeg følt mig så alene...
På nuværende tidspunkt vil jeg højest sandsynligt have underskrevet en kontrakt, hvori jeg bekræfter at forlade min og Thors duo. Jeg har brug for at komme væk, jeg har brug for at starte mit liv på en frisk.

Husk på at jeg for evigt vil elske dig.
Anthon"

Jeg er nødt til at læse det om flere gange før det går op for mig hvad der står. På få sekunder får jeg mit overtøj på ude i gangen, og så løber jeg ellers ned af alle trapperne. Jeg føler det tager en evighed. Hvorfor skulle jeg også bo på øverste etage? Mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. "Anthon?" Kalder jeg idet jeg kommer ud på vejen. Jeg ser mig lidt omkring, men han er ikke til at få øje på. "ANTHON" nærmest skriger jeg i fuld panik.
Et ældre ægtepar på den anden side af gaden sender mig nogle dømmende øjne, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Tårerne flyder igen fra mine kinder, og det er fuldkommen ustyrligt. Rystende får jeg fundet min mobil frem. Forgæves prøver jeg at få fat på Thor og derefter Lauge - ingen af dem tager telefonen. Jeg tænker hurtigt og ringer kort efter et taxaselskab op - mine øjne er for våde til at jeg ville kunne køre sikkert i min egen bil.

"Der går lige 10 minutter, så er der en vogn til dig" siger damen i telefonen. Hurtigt lægger jeg på og smider min mobil ned i min lomme. På rekordtid er jeg ude på Østerbrogade, hvor jeg fanger en taxa. "Bare til Illum" siger jeg, mens jeg ihærdigt spænder sikkerhedsselen. Da bilen ikke begynder at køre, retter jeg mit blik mod taxachaufføren. "Sig mig, har du tænkt dig at køre?" vrisser jeg og retter mit blik ned mod hans telefon. "Jeg skal lige læse det her opslag færdigt, det er min mor, hun-" begynder han, men jeg afbryder ham ved at tage telefonen ud af hånden på ham. "Ligner jeg en der sidder her for sjov? KØR" det sidste råber jeg, hvilket nærmest skræmmer taxachaufføren. Hurtigt træder han speederen i bund og kører mod Illum. Jeg lægger hans telefon væk, og. trækker min egen op af lommen. Forgæves forsøger jeg igen at få fat på Anthon - derefter Lauge. Ingen af dem tager telefonen. "Jeg er på vej hen til dig. Det er vigtigt!" skriver jeg til Lauge, og retter derefter mit blik mod vejen. Mit hjerte pumper og min vejrtrækning er stadig hurtig.

"Her" siger jeg og stopper en tusindkroneseddel i hånden på taxachaufføren. "Men det blev kun-" siger han, igen afbryder jeg. "Det er for at skynde på dig. Og råbe. Undskyld" siger jeg, smiler kort og skynder mig så ud af taxaen.

Strøget er proppet med mennesker. Jeg får mast mig igennem mængden og hen til Lauges lejlighed. Jeg fumler en smule med at finde mine nøgler, men da jeg endelig får fundet dem spurter jeg ind i opgangen. Det første jeg kan høre idet jeg træder ind i Lauges lejlighed, er Cilles høje stønnen. Kort himler jeg med øjnene, hvorefter jeg braser ind på soveværelset. "Lauge" siger jeg. Cille bliver nærmest skubbet væk fra ham, og de får hurtigt trukket et tæppe over sig. "Celine, hvad laver du her?" spørger han bare forvirret. "Kan vi ikke lige snakke?" spørger jeg. Lauge ser bare forvirret på mig. "Behøver det være lige nu?" mumler han en anelse akavet. "Ja, Lauge. Jeg ville ikke komme på den her måde, hvis ikke det var vigtigt" siger jeg bare. Jeg tripper en lille smule. Kan han ikke bare komme med. "Du kan vel se at vi er optaget af noget andet? Beklager Celine, men du har ham ikke for dig selv længere" siger Cille. Surt retter jeg mit blik mod hende. "Og det kommer fra dig, der kun ser ham, når du er liderlig? Jeg tør vædde med at i morgen tidlig er du ude af døren på vej til Indonesien, for at sælge en ged" vrisser jeg, går hen til sengen og tager fat i Lauge. "Men jeg har ikke noget tøj på" siger han, da jeg river ham med mig. "Jeg er ligeglad" siger jeg bare og trækker ham med. Jeg lukker døren ind til Cille og går lidt væk fra værelset. "Undskyld jeg bare sådan kommer brasende" mumler jeg lavt og lægger mine arme over kors. At se Lauge sammen med hende igen, gør mig virkelig sur. Men lige nu er der noget andet jeg bekymrer mig mere om. "Det er okay... Hvad er det?" Spørger Lauge roligt og tager et tæppe omkring sin nøgne krop. Jeg står bare og ser ned i gulvet. "Har du snakket med Anthon?" spørger jeg. "Hmm nej, hvorfor?" svarer Lauge kort. Jeg tager en dyb indånding og ser op på ham med våde øjne. "Jeg er nervøs Lauge" snøfter jeg. Han rynker sine bryn og træder hen til mig - dog træder jeg et lille skridt tilbage. Jeg fisker seddelen fra Anthon op af min bukselomme. "Han kom vildt uventet med en kasse fyldt med de ting jeg havde i hans lejlighed. I bunden lå den her" mumler jeg og rækker ham seddelen. Lauge tager imod den og folder den forsigtigt op. Hans ansigtsudtryk ændrer sig jo mere han læser. Da han har læst, ser han op på mig med store øjne. "Du tror vel ikke?" siger han. "Det er umuligt, d-det ville han aldrig gøre" siger jeg og ser lidt væk. "Vi må ringe til Per. Er der nogen Anthon er åben overfor, så er det ham" siger Lauge og sætter sig hen i sofaen. Jeg synker en klump og følger med. Han skal lige til at række ud efter sin mobiltelefon på stuebordet, men han afbryder sig selv. "Jeg er ked af at-" begynder han, men jeg ryster bare på hovedet. "Lige nu handler det om Anthon" siger jeg bare. Lauge nikker og tager sin telefon. Jeg sidder bare og ser på hans smukke ansigt, mens han ringer Per op. Alt i mig har lyst til at lægge mig ind til ham. Blive omfavnet, blive trøstet. Uanset hvor meget jeg ikke har lyst til at indrømme det, er jeg ved at falde for ham. Og jeg troede helt ærligt han havde det på samme måde som mig...

"Tusind tak Per" siger Lauge. "Ja, vi ses" afslutter han kort efter og lægger røret på. "Hvad så? Hvad sagde han?" spørger jeg. Lauge ser op på mig. "Anthon er flyttet" siger han. Jeg rynker mine bryn. "Er han flyttet? Hvorhen?" spørger jeg forvirret. Lauge ser mig dybt ind i øjnene. "USA" siger han kort.