Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 51 - Heartbroken

Stille åbner jeg mine øjne. Jeg er så smadret. Det føles virkelig som om min krop er blevet kørt over 70 gange af en traktor. Alkohol er bare ikke godt for mig. Blidt vender jeg mit hoved. Anthon ligger med lukkede øjne og en lille smule åben mund. Det smiler jeg lidt af. I et stykke tid ligger jeg bare og betragter ham, men så begynder min mobil at vibrere helt sindssygt. Jeg rækker hurtigt ud efter den, det er Lauge der ringer. Forsigtigt rejser jeg mig op og lister mig ud af værelset og ind i stuen. "Hvad så?" Spørger jeg lavt for ikke at vække Anthon. "Hvor er du? Fik du scoret?" Spørger Lauge. Jeg griner lavt og klør mig lidt i håret. "Altså... Jeg er hos Anthon" siger jeg og bider mig en anelse nervøst i læben. "Hos Anthon?!" Udbryder Lauge nærmest så højt, at jeg bliver bange for at Anthon vågner af det. "Jaer" griner jeg og går videre ud i køkkenet, for at tage noget vand. "Hvor sygt. Har I knaldet?" Spørger Lauge. "Næh" svarer jeg kort og åbner et par skabe, for at finde hans glas. Da jeg endelig finder dem, tager jeg et ud og fylder det op med vand. "Men jeg må løbe, jeg må nok hellere få sneget mig væk inden han vågner. Jeg orker ikke nogen akavet stemning nu" mumler jeg. "Ja okay, vi ses om lidt så. Jeg er hjemme" siger Lauge. "Yes, vi ses" siger jeg og lægger røret på.
   "Hvor skal du snige dig hen?" Spørger Anthon, idet jeg tager en tår vand af glasset. Jeg får et lille chok, men kan se ham i vinduet foran mig. Stille vender jeg mig om. "Ingen steder" siger jeg lavt. Anthon læner sig op af væggen og lægger sine arme over kors. "Det fint nok" siger han så, hvilket jeg rynker mine bryn af. "Hvad er fint nok?" Spørger jeg lidt forvirret. "At du gerne vil væk herfra" siger Anthon. Jeg sukker opgivende. "Det er jo ikke fordi jeg vil væk herfra, jeg orker bare ikke nogen-" Anthon afbryder mig. "Akavet stemning" siger han. Jeg siger ikke noget, nikker bare en smule. I et stykke tid er der helt stille. Ingen af os siger noget, og ingen af os bevæger os. Så stiller jeg mit glas med vand og går hen mod Anthons værelse, for at finde mit tøj. Idet jeg går forbi ham, griber han fat i mit håndled. Jeg ser tilbage på ham. "Kommer du nogensinde til at elske mig igen?" Spørger han. Jeg ser ned mod hans hånd. Han holder virkelig godt fat i mig. "Det... Gør ondt" mumler jeg bare lavt. Blidt giver Anthon slip på mig. Jeg ser kort på ham, inden jeg fortsætter ind mod hans værelse, hvor jeg skifter tøj.
   "Nå men, vi ses vel" smiler jeg. Anthon ser bare på mig. "Og tak fordi jeg måtte sove her" fortsætter jeg. "Selvfølgelig" svarer Anthon og åbner hoveddøren for mig. Jeg smiler kort og går så ud på opgangen. Inden jeg når at sige et ord, smækker Anthon døren i. Jeg kigger direkte ind i den. Bliver det nogensinde godt mellem os igen? Jeg føler alt er ødelagt. Alt. Vi vil jo gerne hinanden, men jeg tror Anthon er bange for hans følelser. Det må han være... Og jeg forstår ham godt.

*Anthons synsvinkel*
Jeg tager mig til hovedet, og forsøger ihærdigt at holde mine tårer tilbage. Irriteret sparker jeg en sko væk og synker ned på gulvet op af hoveddøren. Nu har jeg forsøgt at holde de følelser inde i så lang tid, men uanset hvor meget jeg prøver, så kan jeg bare ikke. Det er som en decideret umulig opgave. Hver gang vi tager et skridt frem, føler jeg at vi tager tre tilbage. Hvorfor havde hun behov for at gå nu? Vi kunne have haft en dejlig morgen sammen... Måske er det for naivt af mig at tro? Måske er jeg bare for naiv? Jeg kan hverken finde ud af at være sur på hende, men jeg kan heller ikke finde ud af at elske hende som om ingenting er sket. Selvom jeg gerne vil, kan jeg ikke tænke på andet end hvad hun har gjort og sagt. Men så kommer jeg i tanke om, at det er noget hun var tvunget til. Det hele er bare forvirrende.

Thor og jeg er i studiet nu. Det er blevet aften, og jeg tænker stadig uafbrudt på Celine. Jeg er slet ikke mig selv. "Anthooon" kalder Thor, da jeg har siddet og stenet ud i luften i et stykke tid. Jeg retter mit blik mod ham omgående. "Ja?" Mumler jeg. "Hvad synes du om starten?" Spørger han og så tænder Asmus for musikken. "Det lyder fint" mumler jeg bare. Thor sukker en smule irriteret. "Hvad er det med dig? Er det Celine?" Spørger han. Jeg rejser mig op. "Kan det ikke være ligegyldigt?" Vrisser jeg halvirriteret og går hen til alkoholen hvor jeg blander en temmeligt stærk drink. "Det er bare irriterende, når du skal være sådan der" siger Thor, hvilket jeg himler med øjnene af. "Nå" mumler jeg for mig selv. "Kan du så ikke bare få styr på det med hende? Alle os andre er kommet videre, du er den eneste der ikke er" siger Thor. "Du fatter det bare ik Thor!" Vrisser jeg og banker mit glas ned i bordet. "Det har ikke kun noget at gøre med det hun har sagt om os... Hun knuste mit hjerte, da hun kneppede med dig. Det glemmer jeg ikke bare. Det kører rundt i hovedet på mig, hver gang jeg ser eller tænker på hende. Hvad hvis det aldrig går væk?" Det sidste mumler jeg lavt. Thor sukker og stiller sig hen til mig. "Det er et år siden..." siger han beroligende og lægger en hånd på min arm. "Og hvad så? Hun gjorde det... Hun gjorde det virkelig imod m-" når jeg lige at sige, så ringer min telefon. Jeg får en klump i halsen, da jeg ser hvem det er. "Tag den" siger Thor, men jeg ryster ihærdigt på hovedet. "Nej" siger jeg. "Så gør jeg det" siger Thor, og tager hurtigt min telefon op til øret. "Hej Celine, det er Thor" siger han. Jeg står bare og ser på ham med store øjne. "Nej, Anthon er lige oppe og ryge. Noget jeg skal sige videre?" Spørger Thor. Han begynder at smile mere og mere. "Nå, jamen vi tager også hjem om lidt, så du kan bare møde ham ved hans lejlighed om en time" siger Thor med et lumskt smil på læben. Hurtigt griber jeg ud efter ham, men han undviger. "Nej!" Hvisker jeg. "Godt så, hej heeeej Celine" siger Thor så og lægger røret på. Jeg står bare og ser surt på ham. "Hvorfor nu det?" Spørger jeg. "Hun havde glemt hendes øreringe hos dig" griner Thor. Jeg tager mig til hovedet. "Storslået" sukker jeg og tager min drink op i hånden igen.