Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 38 - Overdosis

"Tager du hjem?!" Spørger Camilla chokeret. Jeg nikker. "Jeg har nogle ting at se til" mumler jeg, og tager fat i min kuffert. "Nå... Hvad siger din chef?" Spørger hun. "Han er okay med det, jeg har præsteret fint hernede, så.." siger jeg bare lavt. "Nå okay" mumler Camilla og åbner sine arme. Jeg giver hende et kram. "Vi ses" smiler jeg og går ud til min taxa. Jeg kan ikke klare at være hernede længere, nu vil jeg bare hjem.

*Tilbage i Danmark*

Det har været en lang tur, og jeg er sygt træt. I Danmark er det højlys dag, men i LA ville det være meget sent. Da jeg går mod min opgang, spotter jeg en person jeg ikke har set rigtigt længe. Først er jeg lidt usikker på om det rent faktisk er hende, men vi får øjenkontakt og jeg prøver at tage chancen. "Cille?" Spørger jeg. "Celine?" Siger hun nærmest lige så chokeret. Jeg griner og løber hen på den anden side af vejen. "What, hvad laver du her?" Smiler jeg og giver hende et kram. "Jeg bor med en af mine veninder lidt længere nede af gaden" griner hun. Cille, eller Cecilie, er en af mine rigtigt gode veninder fra gymnasiet. Da vi begge begyndte at studere hvert vores sted, mistede vi dog kontakten - hvilket jeg faktisk har været mega ked af. "Ej hvor fedt!" Siger jeg og trækker mig fra krammet. "Ja man, jeg vidste slet ikke at det var her du boede" griner hun, jeg smiler en smule. "Det er det - to år" griner jeg. "Ups" griner Cille bare og klør sig i håret. "Vil du ikke med op og have en kop kaffe?" Spørger jeg. Cille kigger på klokken. "Tjo, det vil jeg da godt" smiler hun.

Stemningen er god mens vi går hen mod min opgang, men da vi nærmer os, opdager jeg en sværm af mennekser stå ude foran med kæmpe kameraer og mikrofoner. "Wtf" mumler jeg og vader direkte igennem dem, for at komme hen til opgangen. "Celine? Celine Christiansen?!" Er der en der siger. Jeg vender mig om og ser på ham.
"Hvad er dine kommentarer om Thors nuværende situation?"
"Vil han overleve?"
"Er du nervøs for ham?"
Jeg får en helt masse mærkelige spørgsmål, og jeg fatter ingenting. Jeg kigger mod Cille, som også bare ser underligt på mig. Hurtigt lukker jeg hende ind i opgangen og smækker døren i igen. "Anthon?" Kalder jeg og løber hurtigere end aldrig før op af trapperne. Døren til deres lejlighed er åben, og der er en helt masse ambulancefolk derinde. Jeg får mast mig ind igennem. "Anthon?" Siger jeg panisk, men opdager ham hurtigt. Han sidder på gulvet, men med helt røde øjne. Han har grædt. "Celine?" Spørger han chokeret. Jeg går ét skridt videre ind i lejligheden og ser Thor ligge bevidstløs på gulvet. Jeg spærrer øjnene op, og skynder mig mod ham. Idet jeg styrter mod ham, bliver jeg hevet fat i af to ambulancefolk. "Ingen indtrængen" siger de. "SLIP MIG" skriger jeg og spjætter for livet løs. Anthon rejser sig op. "Lad hende gå. De er eks-kærester" mumler Anthon. Med ét bliver jeg sluppet og jeg spurter hen til Thor og sætter mig på gulvet ved siden af ham. "Hvad sker der med ham?" Græder jeg og tager fat i hans ansigt. Hans øjne er halvt åbne, men de kører rundt i hovedet på ham. Anthon tager fat i mig og hiver mig lidt væk fra Thor, da han bliver lagt op på en båre. "Anthon?" Græder jeg og vender mig mod ham. "Det er en overdosis, Celine" mumler han. Jeg ser chokeret på ham, mens tårerne vælter ned af kinderne på mig. "Hvad er det?" Snøfter jeg. En tårer glider ned af Anthons kind, men han tørrer den hurtigt væk. "Vi tager med på hospitalet, kom jeg giver en taxa" mumler Anthon bare og hiver mig med ham. Jeg er målløs. Cille lægger en hånd på min skulder, da jeg går forbi hende. "Undskyld, jeg øhm... Jeg skylder kaffe en anden dag" siger jeg og standser op. "Det er okay Celine, skynd dig nu med!" siger hun og skubber mig efter Anthon.
   Jeg ser på Thor hele vejen ned at trappen. Anthon fletter sine fingre ind i mine, det hjælper ikke meget - men lidt gør det da... "Anthon pressen fylder hele gaden" snøfter jeg. "De tager Thor ud gennem gården. Ambulancen holder deromme" siger Anthon og klemmer min hånd. "Hvad med os?" Snøfter jeg. Anthon stopper op foran opgangen, jeg følger Thor med øjnene helt indtil jeg ikke kan se ham længere, og så tager Anthon blidt fat i mit ansigt og vender det mod ham. "Vi går derud" hvisker han og tørrer mine tårer af mine kinder. "Men-" mumler jeg, men Anthon afbryder. "Hold dig til mig, se ned i jorden. De skal have så lidt som muligt at skrive om lige nu" siger han og tager igen min hånd. Jeg ser ned mod vores hænder, og når slet ikke at tænke mig om, inden Anthon åbner døren og vader ud med hans fingre flettede ind i mine.
   Pressen maser og skubber, jeg holder mig bare helt op af Anthon med hovedet mod jorden, præcis som han sagde jeg skulle gøre. Han fanger en taxa og lukker døren op for mig. Jeg skynder mig bare ind og smækker døren i. Kort tid efter kommer Anthon ind på den anden side. "Gentofte Hospital" siger han, og så begynder taxaen at køre.
   Det første stykke tid er der meget stille. "Bliver han lagt på Gentofte?" Snøfter jeg. Anthon nikker. "Ja, de har mest erfaring med... Den slags" mumler Anthon, jeg nikker bare lidt på hovedet. Tårerne triller stadig ned af mine kinder. "Hvordan skete det?" Mumler jeg og kigger hen mod Anthon, som bare sidder og kigger ud af vinduet. Han tager en dyb indånding og kigger hen mod mig. "Vi sad og så en film. Jeg vidste godt at han havde taget noget, men han var bare lidt fjern som han plejer at være. Så skulle han på toilettet, og jeg hørte bare et kæmpe brag ude i gangen..." mumler Anthon. Jeg kigger trist ned. "Tror du det var... Planlagt?" Mumler jeg lavt. "Han... Altså han virkede til at have det fint. Selvfølgelig stadig lidt ked af det over bruddet med dig, men som jeg forstod det, så havde han det godt med Isabella..." siger Anthon og synker en klump. Jeg ser op mod ham. "Men jeg kan have overset noget... Det har jeg helt sikkert. Jeg er fandme en forfærdelig ven" siger han frustreret. Jeg tager hurtigt hans hånd og ryster på hovedet. "Du er ikke en forfærdelig ven Anthon. Ikke giv dig selv skylden for det her" siger jeg, men Anthon svarer mig ikke, og der er stille resten af vejen hen til hospitalet.