Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 18 - Hemmeligheden

*Tre år tilbage*

Jeg sidder i en bus på vej mod Aarhus. Mine tæmmermænd er slemme. Både de fysiske og de moralske. Jeg har sovet i maks en time, fordi jeg var virkelig sent hjemme. Tanken om hele min nat i går, giver mig endnu mere kvalme end jeg har i forvejen. Egentligt har jeg slet ikke lyst til at se Anthon, jeg føler der er virkelig dårlig stemning. Aldrig i mit liv er jeg blevet ignoreret af Anthon før, men i går ignorerede han mig. Det tog hårdere på mig end jeg havde regnet med. Til gengæld glæder jeg mig meget til at se Celina. Hun har dog en veninde med, som jeg aldrig i mit liv har mødt før. Men jeg er generelt en meget åben person, og jeg frygter ikke for at møde nye mennesker. Så jeg er sikker på at det nok skal blive sjovt. Så sjovt som det nu kan blive.
   Celina og jeg sidder og skriver i bussen. Jeg gør alt for at komme på andre tanker end hvor dårligt jeg har det. Der sidder en dame ved siden af mig, så hvis jeg skal kaste op, kan jeg ikke engang skynde mig ned på toilettet. Efter lidt tid beslutter jeg mig for at slukke min telefon og forsøge at slappe lidt af. Der er alligevel lang tid, til jeg er i Aarhus.

"Jeg hørte du blev mega ked af det i går" siger Celina og tager en bid af sin burger. Jeg har ikke spist noget, men jeg er heller ikke sulten, så jeg har ikke bestilt noget. "Jaer, da jeg hørte Anthon og Svea havde noget eller var kærester eller hvad de er" mumler jeg. "Ja, det er altså også nederen" siger hun. "Det fint. Hvad kan jeg alligevel tillade mig at blive sur over? Han lever hans liv, jeg er jo egentligt ikke engang tæt på at være en del af det. Jeg har ikke noget at skulle have sagt" siger jeg bare. Celina kigger opgivende på mig. "Men man skal alligevel være idiot, hvis ikke man kan se du er forelsket i ham" siger hun. "Hold nu op. Umuligt jeg er forelsket i ham for real. Det er sikkert bare sådan en fan-ting. 100%" siger jeg mens jeg bare stener ud i luften. "Så siger vi det" siger Celina. Jeg kigger hurtigt hen på hende. "Men jeg gider altså ikke være sur over det hele dagen, sådan bundærligt. Jeg er fandme i Aarhus nu, og jeg skal desuden fortælle noget mega dumt" griner jeg. Celina kigger spændt på mig. "Åh nej" siger hun, jeg griner bare. "Du ved jeg har skrevet lidt med Mads ik?" Siger jeg. "Jo?" Siger hun tvivlende. "Han var til efterfesten i går, og så.. Ja altså" griner jeg. Hvordan skal man sige det? "Celine hvad har du lavet?" Sukker Celina. "Jeg gav ham et blowjob" griner jeg og gemmer flovt mit ansigt i mine hænder. "NEJ! Hvorfor?! Hvorhenne? Hvordan?" Spørger hun. "Han havde opdaget mig, så han skrev til mig. Og så mødtes vi, og så gik vi udenfor og ja" griner jeg flovt. "Ej hvor er det dumt Celine" siger hun seriøst, men jeg griner bare. "Det er da lidt sjovt" siger jeg, men hun ryster på hovedet. "Du ved at Thor og Anthon HADER ham" siger Celina bare, hvilket jeg sukker over. "Jaja, men det kommer jo heller ikke ud" siger jeg bare. "Nej okay" mumler hun. "Hvis det kom ud, ville mit forhold til Anthon være slut for evigt. Det kan jeg ikke klare" siger jeg og kigger ned. Selvom han måske har fået en kæreste, stopper det mig da ikke fra at kunne lide ham og vil ses med ham. Aldrig. Det der skete i nat bliver mellem Mads og jeg. Det skal ALDRIG ud og slet ikke til Thor og Anthon. Det er sikkert og vidst.

Jeg sidder lidt i min egen verden og tænker. "Kan man egentligt få skudt huller i ørene et sted her?" Spørger jeg. "Altså ja" griner Celina. "Skal jeg gøre det?" Griner jeg. Hun kigger overrasket på mig. "Nu?" Spørger hun og griner. "Ja, jeg føler mig ligepludselig meget klar til det" siger jeg. Jeg har haft øreringe, da jeg var lille, men for det første gjorde det så ondt at få dem skudt i, at jeg sværgede at jeg aldrig ville have skudt huller i mine ører igen. Selvfølgelig gik der betændelse i, og det gjorde mega ondt at få øreringene ud. Derfor forblev de ude, og mine huller groede sammen hurtigt igen. Men efter det med Anthon i går, føler jeg ligepludselig at en sådan smerte ikke er nær så slem som den mentale smerte jeg er gået gennem på det sidste. "Nu har jeg også fået en konkurrent i min kamp om Anthon, og jeg er sikker på hun har huller i ørene. Et eller andet sted må jeg jo starte. "Kom" siger jeg og rejser mig op. Celina og hendes veninde følger hurtigt efter. "Det er fandme spontant" siger Celina, jeg griner bare af det. "I know, det er typisk mig ik?" Griner jeg.