Fra Fortid Til Fremtid - Citybois

Kapitel 47 - Hjemløs

Langsomt låser jeg min hoveddør op. Klokken er omkring 3 om natten, jeg er først kommet hjem fra Lauge nu. For det første fordi vi har snakket sammen stort set hele dagen, men også fordi jeg virkelig ikke har lyst til at løbe ind i mine forældre, og jeg er temmeligt sikker på, at de sover nu. Idet jeg tænder lyset i gangen, spotter jeg min far. Jeg får et stort chok. "Shit" siger jeg og lægger en hånd på mit hjerte. "Hvor i alverden har du været?!" Vrisser han. Jeg synker en klump. "Jeg sov hos en veninde i nat efter byen. Vi var sent hjemme og sov stort set hele dagen, og så har vi bare snakket og hygget os indtil nu" siger jeg prøvende, men der skal virkelig meget til at narre min far. "Hold nu din kæft! Du har ingen veninder" siger han, det rammer mig faktisk lidt. "Hvem har du været sammen med?!" Gentager han hårdere og træder hen mod mig. "Lauge! Jeg var sammen med Lauge" siger jeg lidt skræmt. "Lauge? Hvem helvede er det?" Spørger han. "En af Thor og Anthons venner" mumler jeg. Min far sukker opgivende. "Selvfølgelig. Din første bat ude og du havner i hænderne på dem" siger han frustreret. "Jeg har ikke været sammen med Thor og Anthon! Jeg var hos Lauge. Han er min ven" siger jeg, min far ryster bare på hovedet af mig. "Gå op i seng! Du forlader ikke det her hus resten af sommerferien" siger han og vender ryggen til mig. "Du har officielt stuerrest!" Fortsætter han og går ind i hans soveværelse. Jeg bliver stående ude i gangen i chok. Stuerrest? Jeg er 23 år gammel! Hurtigt vender jeg om, åbner hoveddøren og skynder mig ud. Bare Lauge stadig holder her. Jeg når lige at komme ud på vejen, da min far hurtigt har fået åbnet døren og står og råber efter mig. Jeg spotter Lauges bil nede i svinget, og sætter hurtigt i løb efter den. "Lauge vent!" Råber jeg, min far er lige i hælene på mig. Heldigvis holder Lauge stille, og jeg flår bildøren op, og sætter mig ind hurtigt. "Hvad så?" Spørger han. Jeg smækker døren i. "Kør for helvede!" Siger jeg aggressivt, hurtigt træder han bare speederen i bund. Forpustet sidder jeg nu i Lauges bil, efter at have trådt hårdere på min far en nogensinde før. Jeg kan se ham i sidespejlet, han er rasende. Blidt tager jeg mig til panden. "Hvad skete der?!" Spørger Lauge, da vi er lidt væk. "Kør nu bare! Jeg orker ikke snakke om det nu" vrisser jeg, Lauge svarer ikke.

Uden at have sagt ét ord, er Lauge og jeg kommet hele vejen hjem til ham og i seng. Jeg ligger bare og ser op i loftet. "Jeg må aldrig komme hjem igen" mumler jeg. Lauge ser bare på mig. "Hvad skete der?" Spørger han. "Min far fandt ud af at jeg havde været sammen med dig, og så gav han mig oprigtigt stuerrest! Som om jeg er et barn på 14" siger jeg surt. "Og ja. Så gik jeg" fortsætter jeg. "Du er velkommen til at være hos mig" siger Lauge. Jeg ser hen mod ham og smiler. "Tak" siger jeg. "Men jeg tror det går. De penge jeg allerede har nu, kan ikke blive taget fra mig. Jeg må vel bare... Forsøge mig med at starte mit eget firma op... Forhåbenligt tjene nogle penge" sukker jeg. Tanken om hvor stort et projekt det bliver. Jeg føler mig desuden slet ikke voksen, og på ingen måde klar til at starte et firma nu. "Hvorfor bliver du ikke bare lidt der hvor du er nu?" Spørger Lauge, jeg ser hen mod ham. "Du kan søge om at få et rigtigt ejendomsmægler job der indtil du har mere stabil økonomi" siger han. "Som om min chef vil ansætte mig. Han ved at jeg skrider, så snart jeg får muligheden for det" mumler jeg. "Det kan han jo ikke tage udgangspunkt i. Du er der, og du bidrager. Du er en dygtig mægler, jeg er sikker på at han gerne vil ansætte dig" siger Lauge. Jeg nikker. "Jeg må prøve jo" mumler jeg. "Men lige nu vil jeg gerne sove" fortsætter jeg og lægger mig en smule ind til Lauge. Han lægger blidt sine arme omkring mig. "Sov godt" hvisker han. "I lige måde" mumler jeg og lukker mine øjne. Der går lidt tid før jeg falder i søvn i nat. Tankerne fylder mit hoved, jeg kan allerede mærke at jeg er stresset ift. Hvordan jeg skal få mig en god og stabil indkomst, hvad jeg gør med mine forældre og ikke mindst Anthon... Det er et fucking mess lige for tiden.

*Flere dage efter*
Jeg sætter mig ind i min bil, som jeg endelig tog mig sammen til at hente med nogle andre af mine ting, mens mine forældre ikke var hjemme. Jeg skal aldrig se eller snakke til dem igen, aldrig! Hurtigt kommer jeg ud af indre by og mod Hellerup. Jeg skal snakke med min chef om at blive fastansat efter sommerferien. Jeg håber virkelig han giver mig jobbet. Mine hænder er nærmest helst svedige, fordi jeg er så nervøs.