HVEM ER MARTINUS GUNNARSEN?

Part 3 - Flyttedag

Hør sangen imens <33

Måske ville jeg slet ikke få nogen ny venner, eller måske er der ingen som kan lide mig - de to sætninger kørte igen og igen oppe i mit hoved. Nu når jeg tænkte over det havde jeg overhovedet ikke lyst til at flytte.  

Nu var dagen kommet, dagen hvor vi skulle flytte til Trofors. Flyttemændene havde båret ting ud i timevis, men nu var de 3 flyttevogne fyldt helt op, og vi var klar til at køre. Jeg græd, jeg ville virkelig ikke flytte. Det hele var så mærkeligt, men før jeg vidste af det var vi allerede halvvejs. Det var blevet halv mørkt, vi havde kørt i godt 8 timer, men med alle de stop vi havde undervejs, skal man nok + 2 ekstra timer. Det var min fars tur til at køre bilen, han plejer ikke at se så godt i mørke, men han benægtede.

Jeg husker ikke så meget, men jeg kan dog stadig høre braget for mig. Jeg vågnede lige så stille op, jeg havde ingen ide om hvor jeg var, det lignede lidt en Hospitalsstue. En dame i en hvid kittel kom hen til mig, det må være en af sygeplejerskerne. "Hej, jeg hedder Charlotte, du ligger lige nu på Trondheim hospital, du er ikke kommet noget til, heldigvis". "Hvor er min familie?" spurgte jeg desperat. " Din mor og lillesøster sidder ude i venteværelset." svarede hun. "Hvad med min far, hvor er han?". Jeg blev meget nervøs, mine hænder rystede helt. "Din far er kommet alvorligt til skade, vi ved ikke om han overlever". Svarede hun. "Hvad er der sket?" spurgte jeg, denne gang rystede jeg endnu mere. "I har alle fire været ude for en tragisk bilulykke, bilen ramte dog kun foran, så derfor er der ikke sket din mor og lillesøster noget." svarede hun. Jeg begyndte at græde, hele min krop rystede.

2 timer senere

Jeg var ikke kommet noget til, så jeg fik lov til at sidde og vente i venteværelset sammen, med min mor og lillesøster. Et godt stykke tid efter, kom der en mandlig læge ud. Han forklarede os, at min far nok skulle klare den. Det var faktisk ikke så slemt som de troede, han havde bare bøjet nogle ribben, heldigvis for det. Vi var alle tre meget lettet.

Allerede nogle timer efter fik vi lov til at gå. Vi overnattede derfor på et hotel lige ved siden af hospitalet.

Tidligt dagen efter kørte vi videre, godt fire timer efter ankom vi til Trofors. Det første jeg gjorde var at ligge mig i min seng, flyttede mændene havde nemlig allerede været her med vores ting. Jeg græd længe før det gik op for mig, hvor heldig vi egentlig havde været allesammen. Det fik mig til at tænke, at jeg virkelig må få det bedste ud af livet så længe, det nu vare. Derfor besluttede jeg mig for, at det hele nok skulle blive godt her i Trofors. Jeg vil hvertfald selv give det et forsøg.

Vi begyndte så småt at pakke vores ting ud, min far kunne selvfølgelig ikke hjælpe til, selvom han gerne ville. Lægerne havde nemlig sagt, at han skulle tage den med ro de næste par dages tid. Vi var efterhånden nået ret langt. Da det var blevet aftensmadstid, bestilte vi bare 4 pizzaer, det var vidst lige det vi alle havde brug for. Efter vi havde spist så vi alle en film, min mor havde nemlig handlet ind til slik og chips. Det var længe siden vi havde set en film sammen, alle fire. Det havde jeg virkelig savnet.