Ellen bor sammen med sin lillesøster Olivia, og hendes forældre i Danmark. Ellens liv tager lige pludselig en stor drejning da hun finder ud af at hun skal flytte til en lille by i Norge som hedder Trofors. Der møder hun drengen Martinus, men hun ve...
Det var længe siden vi havde set en film sammen, alle fire. Det havde jeg virkelig savnet.
2 dage efter havde vi stort set fået alt på plads. Olivia og jeg besluttede os derfor at køre en tur på løbehjul rundt i Trofors, vi kørte forbi et kæmpe stort hvidt træ hus, "Gad vide hvem der bor der". sagde Olivia, hendes mund stod helt åben. "Ja, det er godt nok stort" svarede jeg. Lige i det vi stod og stirrede på huset, blev der trukket i dørhåndtaget. Ej hvor pinligt, vi må sikkert havde set helt forskrækkede ud. Det værste ved det var, at det to rimelig lækre drenge, som var på vej ud af døren. Jeg fik øjenkontakt med den ene af dem. De var på vej herover - shit! "Hej er i nye her?" spurgte ham jeg fik øjenkontakt med. "Ja, vi er lige flyttet hertil fra Danmark, vi bor på vejen lige omme bagved"."Nå ej hvor hyggeligt, forresten hedder jeg Martinus" "Og jeg hedder Marcus" sagde ham den anden. De var 100p tvillinger, de lignede hvert fald hinanden ret meget, men jeg kunne se, at Martinus havde en lille fregne ovenover læben, de havde heller ikke samme frisører. "Jeg hedder Ellen, og det er min lillesøster Olivia" svarede jeg, jeg blev helt glad indeni, måske havde jeg allerede fået nogle nye venner.
Olivia kørte hjem igen, men jeg blev, og var lidt sammen med drengene. De viste mig lidt rundt i Trofors, de viste mig bla. skolen, Brugsen, fodboldbanen og selvfølgelig deres hus. Det var endnu pænere indeni - seriøst wow! Vi satte os ned i deres kælder, det var lidt akavet, men Marcus brød stilheden "Ellen har du egentlig snapchat?"."Ja, jeg hedder Ellen.gade" svarede jeg. De tilføjede mig begge, faktisk næsten på samme tid.
Min telefon brummede, det var en besked fra min mor - Vi skal spise nu, kommer du hjem? stod der. "Jeg kan desværre ikke være sammen længere, min mor har lige skrevet, at jeg skal komme hjem og spise nu" sagde jeg, og lavede et sadface. Vi krammede farvel, og de fulgte mig ud. Mig og Martinus vinkede indtil vi ikke kunne se hinanden mere, jeg ved ikke hvad vi lavede, men det var ret grineren.
Jeg nåede næsten ikke ind ad døren før Martinus havde sendt mig en snap. Hvis jeg skulle være helt ærlig, kom jeg nok også bedst ud af det med Martinus. Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide Marcus, tværtimod, han virkede mega sød. Men Martinus skrev..
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Vi skrev videre hele aften, jeg overvejede lidt at invitere ham herover, men nej, det var alt for tidligt at spørge om, tænkte jeg. Der var bare et eller andet inden i mig, som prøvede at advare mig mod Martinus. Jeg ved ikke hvad det var, det var bare en mærkelig fornemmelse i kroppen, måske skulle jeg aflyse det i morgen? Jeg nåede ikke at tænke videre over det. Før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn.
I må endelig skrive, hvis det går lidt for stærkt. <33
