HVEM ER MARTINUS GUNNARSEN?

Part 5 - Hvor længe har du stået der?

Hør musikken imens du læser <33

Jeg ved ikke hva det var, det var bare en mærkelig fornemmelse i kroppen, måske skulle jeg aflyse det i morgen? Jeg nåede ikke at tænke videre over det. Før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn.

Jeg var knap nok vågnede, før Martinus stod i døråbningen ind til mit værelse. Jeg fik det største chok. " Shit, hvor længe har du stået der?", "10 min cirka". " Seriøst?". Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, så jeg begyndte bare at grine. Det var egentlig også lidt komisk, men på den anden side også lidt uhyggeligt. Jeg havde på mystisk vis glemt alt om den mærkelige følelse, jeg havde haft i går aftes.

"Martinus gå lige ud, jeg skal have noget tøj på". " Ja ja" svarede han. Han rullede øjne, for sjov selvfølgelig. Jeg kiggede ind i mit skab, "hvad skal jeg tage på, hvad med den her, nej den havde jeg på i går." Det endte ud i et par mørkeblå cowboybukser og en lidt oversize hoodie. Jeg kom hurtigt i tøjet, makeup var der ikke tid til, Martinus stod trods alt og ventede. "Vil du have noget morgenmad" spurgte jeg ham. "Nej ellers tak, jeg har spist, jeg står jo tidligt op, i modsætning til andre" smilede han kækt.

Resten af min familie sad nede i stuen, så jeg blev lidt nødt til at introducere Martinus. Jeg hader virkelig at introducere folk til mine forældre, specielt drenge. Det er nok værst med min far, han tror altid, at det er en kæreste jeg har med hjemme. Og når vi så alle fire mødes til aftensmaden ved jeg bare, at jeg bliver jeg bombarderet med spørgsmål, såsom - Er han en sød fyr, Er I kærester, hvornår ser vi ham igen osv...

Da vi kom ned i køkkenet, prøvede jeg virkelig at skynde mig, måske kunne jeg komme udenom at skulle introducere ham så. Min morgenmad skulle bare ned og det kunne ikke gå for langsomt. Martinus kiggede lidt underligt på mig. "Spiser du altid så hurtigt" spurgte han. "Ja, jeg er altid vildt sulten om morgen" løj jeg, han skulle bare ikke gennemskue min plan. Jeg fik sat min tallerken i opvaskeren, vi blev ikke opdaget, hvor heldig kan man lige være. Nu skete der bare det som virkelig ikke måtte ske, Martinus spurgte "Skal jeg ikke introducere mig selv, til din familie?". Jeg nikkede bare. Det var egentlig ikke så slemt som jeg havde forventet, eftersom Martinus førte ordet.

"Hvad skal vi egentlig lave i dag?" smilede jeg. "Det ved jeg ikke, lige det du har lyst til". Der var første gang en dreng havde spurgt mig, om hvad jeg ville. Selvom det ikke var noget særligt, betød det alligevel utrolig meget. "Øhm, hvad kan man lave i Trofors?". spurgte jeg lidt dumt. "Man kan for eksempel bade". "Ja det lyder som en god ide". " Så smutter jeg lige hjem og tager badebukser på". "Ja super, vi mødes bare ude foran om et kvarter".

Jeg havde stadig ikke fundet min bikini, det kvarter var helt sikkert gået. Jeg måtte låne min mors sorte bikini. Jeg skyndte mig, at hoppe i en af mine sommerkjoler og mine Birkenstock. Bare han ikke havde ventet i lang tid.Der var du, jeg var lige ved at blive bange for, at du havde droppet vores aftale." "Ej, det må du altså virkelig undskylde, jeg kunne simpelthen ikke finde min bikini, så jeg blev nødt til, at låne en af mine mors." "Nååårh, det skal du ikke undskylde for". Jeg havde lige glemt, at det var Martinus og ikke William jeg var sammen med, William havde seriøst tændt helt af, hvis det var ham.