Ellen bor sammen med sin lillesøster Olivia, og hendes forældre i Danmark. Ellens liv tager lige pludselig en stor drejning da hun finder ud af at hun skal flytte til en lille by i Norge som hedder Trofors. Der møder hun drengen Martinus, men hun ve...
Vi spillede 4 numre, hold nu op hvor var det fedt. Der var så mange som sang med, og det havde jeg godt aldrig regnet med. Dagen efter havde vi nogle interviews og 2 små koncerter. her er hvert fald nogle billeder derfra.
ELLENS SYNSVINKEL
Det er nu 1 uge siden at jeg sidst har skrevet, men jeg har virkelig bare ikke været i humør til at snakke med nogen om det. Grunden til at jeg skriver nu er egentlig bare, at jeg synes I fortjener at vide hvad der foregår i mit liv, så her får i det hele fra starten af.
2 uger tidligere
Marcus og Martinus var kommet hjem fra Grækenland i går, så jeg glædede mig helt ekstremt meget til at se dem begge henne i skolen i dag. Jeg havde mega meget overskud, så jeg stod sygt tidligt op for at lave en lækker morgen mad, og så gik jeg egentlig bare over til Marcus og Martinus' hus. Hele min krop rystede imens at jeg bankede på, jeg rystede ik fordi jeg var nervøs, men mere bare fordi at jeg var spændt på at se dem igen.
Marcus kom ud for at åbne døren. Vi stod lidt og kiggede på hinanden da vi havde en intern joke med bare at glo på hinanden, og så flækkede vi begge af grin og jeg vi krammede i LANG TID. "Hold kæft hvor har jeg savnet dig" sagde han. "Men ikke mere end jeg har savnet dig" grinede jeg. "Jo" "Nej" og sådan blev vi ved indtil Martinus kom ahha. Han så helt overrasket ud. "Ellen er du her, nu?". "Jaer, hva da?" spurgte jeg lidt akavet. Han hviskede et eller andet til Marcus, som jeg ikke kunne høre. "Det ved jeg ikke, nej jeg tror ikke hun har set noget, slap af" hviskede Marcus tilbage, men han var utrolig dårlig til at hviske, så jeg kunne ligesom høre hvert et ord af hvad han sagde. "Hvad er det jeg ikke må se Martinus?" spurgte jeg lidt irriteret "Hvad mener du?" sagde han. "Ved du hvad bare glem det" sagde jeg og gik. "Vent Ellen, ingen gang et kram?".
Jeg vendte om og gav ham et stort kram og et lille kys på kinden, og så tænkte jeg: Ved du hvad Ellen måske var det ikke noget alligevel, og jeg gad hvert fald ikke at ødelægge min dag på grund af noget så latterligt.
Henne i skolen kiggede jeg konstant hen på Martinus, og han kiggede konstant hen på Josefine (den nye pige). Argh kunne han ikke bare kigge hen på mig. Jeg blev enig med mig selv om at det nok bare var fordi hun var ny, og alle kigger jo altid efter den nye pige, det gjorde alle hvert fald også da jeg kom ind, så det var nok bare normalt at man gjorde det.
Jeg fik en snap fra Martinus
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Efter skole prøvede jeg at finde Marcus, men han var vidst allerede gået.
Nå men så må jeg vel bare gå selv..."Ellen vent skal vi ikke følges hjem" råbte Martinus. Jeg ignorerede ham og gik videre som om, at jeg ikke havde hørt noget af det han sagde. Han overhalede mig selvfølgelig. "Ellen hvad er der galt, du har været så fraværende hele dagen" spurgte han. "Mig, nå så det er mig, jaer okay" sagde jeg og rullende øjne af ham. "Hvad sker der for dig Ellen, du plejer overhovedet ikke at være sådan der" "Hvordan sådan der?" "Du virker vildt arrogant overfor mig, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg har gjort dig". "Du ved ærlig talt ikke hvad du har gjort mig, nårrh okay, jamen ved du hvad, så bare glem det (og glem mig mumlede jeg)". Jeg fik måske sagt det lidt hårdt men altså... "Ellen du bliver nødt til at fortælle mig hvad jeg har gjort".
Martinus' mobil ringede, jeg kiggede nysgerrigt på telefonen, for at se hvem det var. Det var Josefine. Jeg rynkede brynene og kiggede bizart på ham. "Hvorfor ringer hun, og hvor har hun fået dit nummer fra?". "Ja det ved jeg da heller ikke" han tog telefonen, og uden at han opdagede det gik jeg bare.
