HVEM ER MARTINUS GUNNARSEN?

Part 33 - Øhh det er mit værelse!

Hør musikken imens du læser <33

"Ej hvor jeg glæder mig til at se Eirins ansigtsudtryk i aften". "Ja, hvis det så er hende, som har sendt beskeden" sagde Martinus. "Det var det jo, hvem skulle det ellers havde været?" "Måske hende Sofia" afbrød Johanne. "Man ved jo aldrig" svarede jeg tilbage. 

Stort set alle som havde været med til Camillas fest, havde fået en invitation, eller det gik jeg hvert fald ud fra, eftersom de var dukket op. Jeg havde dog ikke set Sofia, Marcus eller Eirin endnu.

Mine forældre var ikke hjemme, så vi kunne spille sygt højt musik. Det var nu meget rart, eftersom der var lidt mere gang i folk, i modsætning til Camillas fest, hvor folk bare havde siddet og bagtalt hinanden. Det er jeg hvet fald personligt ikke så meget for.

En af Marcus' venner, Emil hed han vidst. Han kom over for at snakke. "Hey" sagde han. "Hva så". "Fuck en fed fest egentlig, og tillykke med kæresten". Han havde sikkert fulgt med på instagram. "Jo tak". svarede jeg bare tilbage, altså hvad skulle man ellers sige til sådan noget. "Nå, men du har sgu da været heldig med ham Martinus". "øhh..altså hvordan?". "Der er da mega mange piger som skriver til ham hver dag, og spørger om de skal være kærester". "Det er jo bare fans". "Ikke hvad jeg har hørt af, men har du forresten set Marcus?". "Nææ... men hvem skriver da det til ham" spurgte jeg desparat. Emil blev revet væk af en af hans venner, så han nåede ikke at svare mig.

Jeg gik lidt i mine egne tanker et stykke tid, men lige pludselig. Det var som om at musikken stoppede, jeg havde spottet Eirin, NEEEJ! Hun var dog ikke sammen med Sofia og Marcus, men sammen med to mørkhårede drenge, wtf. Jeg kunne tydeligt se hende, men hun kunne ikke se mig. Jeg kunne godt set på hendes ansigtsudtryk, at hun var lidt skuffede, men hun var god til holde det inde. Fuck hun spillede godt. Jeg havde altså håbede på noget lidt mere dramatisk. 

Jeg havde lige spottet Johanne henne i den anden ende af haven, hun sad sammen med Anna og Johannes. Jeg gik hen til dem. "Hey". De svarede ikke, smilede bare. Jeg prikkede til Johanne og hviskede ind i hendes øre "Har du set Martinus". "Ja han er vidst indenfor" "Okay tak". Jeg gik indenfor, men jeg kunne ikke se ham nogen vegne. Da jeg gik ovenpå, kunne jeg hører nogle grin inde fra mit værelse. Jeg åbnede døren for at se hvem det var, men den var låst. Jeg bankede på...., men den blev først åbnet efter 1 minut. "Hvad fuck laver I her?". Det var Eirin og det to mørkhårede drenge, som sad på min seng. Der kom nogen op ad trappen, det var Martinus og Maria. "Øhh hvad sker der her" spurgte Martinus nysgerrigt. "Øhh ja det ved jeg sørme ikke... hvad sker der her" sagde jeg og kiggede ned på Maria. "Nårh vi skulle bare.." Jeg afbrød ham. "I skulle bare..hold dog mund. Er det en af de piger som skriver til dig, om i skal være kærester ". Da jeg vendte mig om for at gå, havde Eirin og drengene forladt mit værelse. Piss! Martinus tog fat i min arm, men jeg vred mig fri og løb nedenunder.

"Festen er slut venner, mine forældre kommer hjem nu" løj jeg. Flok var ret hurtige til at gå, så nu var det bare mig og Johanne tilbage. Jeg græd...