HVEM ER MARTINUS GUNNARSEN?

Part 37 - HJÆLP

Hør musikken imens du læser <33

Så jeg blev nødt til at gøre det nu, før resten af familien kom hjem. Jeg sendte en snap til Marcus. For jeg skulle bruge hans hjælp.

Det bankede på. Jeg kunne se gennem køkkenvinduet, at det var Marcus. "Hey" sagde jeg glad og gav Marcus en krammer. "Nå er du alene hjemme, eller?, siden du skal bruge min hjælp" sagde han og grinte. "Nårh nej, Olivia sidder inde i stuen, mine forældre er oppe på terrassen, og.." Jeg nåede ikke, at sige sætningen færdig, før at Marcus' ansigtsudtryk ændrede sig ekstremt, han så helt skræmt ud. Jeg drejede mig om, for at se hvad det var, det var Johanne, selvfølgelig. "Hey" sagde Johanne lidt stille og kiggede ned på sine fødder, som vippede lidt. "Kom her" sagde Marcus og lavede et tegn til, at hun skulle komme over til ham, og få en krammer. Wow hvor var det bare goals. Marcus tog sin hånd rundt om Johannes hoved, og hviskede et eller andet ind i hendes øre. "Jeg savner også dig" sagde Johanne. Jeg stod lidt og tænkte på Martinus og  jeg. Jeg vil også have sådan en krammer :((

"Nå, men hvad skulle jeg hjælpe dig med?" spurgte Marcus. Jeg forklarede det hele til ham, han forstod mig godt, typisk. Kunne det ikke også havde været lige så nemt med Martinus. " Nå, men så skal jeg åbenbart slette en blokering, og så kan jeg få min telefon tilbage".

Vi gik over til deres hus.. Vi havde på forhånd aftalt hvad vi skulle gøre. Marcus og Johanne skulle distrahere ham, imens jeg fik fat i hans telefon.

MARCUS' SYNSVINKEL

Jeg åbnede døren. "HVEM ER DET" råbte Martinus. "Det er bare mig, og Johanne". "OKAY" råbte han igen. "Kom lige nedenunder Martinus, jeg skal lige vise dig noget". "Okay 2 sek". Jeg kunne hører Martinus komme ned ad trappen. Nu måtte han bare ikke gå ud i gangen, for der havde Ellen gemt sig. Heldigvis kom han direkte ind i stuen, til mig og Johanne.

"Nå hvad var det, du skulle vise mig". "Det er en video på Ellens ipad, som beviser at det ikke er hende, som har skrevet beskeden". "Ej nu stopper i fandme, jeg gider ikke hører mere om den besked". "Hør nu bare efter" sagde Johanne bestemt. " Man kan jo overhovedet ikke hører noget, der bliver ligesom holdt for lyden, nå jeg går op igen så" sagde han irriterede. " Nej det må du ikke". Martinus kiggede underligt på Johanne. "Hvorfor ik". "Øhm fordi, du lige skal se den igen, for en sikkerheds skyld. Det kan jo godt være at man kan hører noget anden gang, hvis man bare lytter lidt bedre efter". "Argh det tror jeg nu ikke Johanne" sagde han og grinede af hende.

Han var på vej ovenpå."Fuck hvad gør vi Marcus, nu opdager han ligesom Ellen". "Øhhh?" Jeg gik lidt i panik, så jeg spurtede op ovenpå, men det var for sent.

ELLENS SYNSVINKEL

Døren blev åbnet ind til værelset. Jeg sad der med Martinus' telefon i hånden, det så virkelig skidt ud nu. "Hvad fuck laver du med min telefon" sagde Martinus surt. "Øhm.." Jeg var helt mundlam, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Marcus kom løbende op ad trappen, "sorry" mimede han. "Var det her planlagt, havde du filmet en falsk video, sådan at de kunne distrahere mig, imens du skulle tage min telefon?" han så meget skuffede ud. "Nej de-det er ikke som d-du tror" stammede jeg. "Jo, Ellen, det er lige præcis som jeg tror".

Jeg prøvede at forklare ham det, men han hørte ikke efter. Han troede stadig, at jeg løj. "Marcus hjælp" mimede jeg.