Is he a real player?

Ulykken

Jeg trykkede på den grønne knap og tog telefonen op til øret.
"Brady?"
"Madelyn. Du bliver nødt til at komme, din bror.... din bror er kommet til skade" sagde han stille.
"Hvad?!? Hvor er han?" Sagde jeg og rejste mig straks op.
"Ved krydset" sagde han og jeg vidste udemærket godt hvilket kryds han snakkede om.
"Jeg kommer så hurtig jeg kan!"
"Okay."
"Men Brady ville du ikke love mig at du bliver ved ham" sagde jeg oprevet.
"Jo selvfølgelig Madelyn"
Jeg lagde på og spurtede op på mit værelse for at tage noget hurtigt tøj på. Jeg tog min cykel og cyklede ned til krydset så hurtig jeg kunne.
Da jeg kom ned til krydset lå min lillebror på Brady's arm og blødte voldsomt, mens hans cykel lå ude midt på vejen. Jeg smed cyklen fra mig og løb hen til dem.
"Cole" fik jeg sagt mens mine tåre løb ned af mine kinder. Jeg tog fat om hans kinder og kiggede ind i hans svage øjne. Han blødte voldsomt fra panden og det ene ben.
"Hvad er der sket??"
"Jeg ved det ikke jeg var bare på vej hjem" sagde Brady.
"Men der var vidst kommet en modkørende bil" sagde Brady og pegede over mod en mand der stod med en telefon i øret.
"Han er igang med at få fat på en ambulance"
Jeg prøvede at holde øjenkontakten med Cole for, at han ikke skulle lukke sine øjne.
"Cole...Cole hør her....lige meget hvad så er det meget vigtigt, at du ikke lukker dine øjne...."
Sagde jeg og tørrede mine tåre væk.
"Kan du gøre det for mig" sagde jeg oprørt og tog hans hånd. Der gik et par minutter inden ambulancen kom med fuld udrykning.
"Så Cole du skal kun holde ud lidt endnu" sagde jeg mærkede han klemte i min hånd.
Ambulancen stoppede et par meter væk fra os og kom ud og lukkede bagklappen op. Den ene af mændene kom hen til Cole og tog et kig på ham for at se hvor slemt det slog til, og prøvede at snakke med ham imens den anden hentede en båre inde i ambulancen, som Cole straks kom på. Vi fik af vide at det kun var en af os der kunne være inde i ambulancen, og at den anden måtte sidde foran med chaufføren. Vores blikke mødte hurtig hinanden og sådan blev vi enige om hvem der sad hvor. De bar båren ind med Cole liggende på den. Jeg tog et skridt ind i ambulancen og satte mig ved siden af Cole imens jeg holdte ham i hånden. Ambulancemanden satte alle mulige ting på Cole for at se hans helbred og hans tilstand. Han prøvede at stoppe nogle af de lidt slemme blødninger han havde med forbinding.
Han var god til at sidde og snakke med Cole så han kunne føle sig tryg, og det hjalp også lidt med mig fordi jeg kunne godt mærke jeg var lidt urolig. Da vi ankom til sygehuset var de hurtige til at få Cole ind på en stue med sygeplejerske, og gode til at informere os. De blev ret hurtig enig om at han skulle syes i hovedet, fordi han havde fået en stor flænge. Så de bedøvede ham og sendte Brady og jeg udenfor til nogle stole vi kunne sidde på.
Lige da vi kom ud ringede jeg straks til min mor. Biiip biiip biiip bip sagde den indtil hun tog den.
"Hej Madelyn" sagde hendes positive glade stemme i den anden ende af røret.
"Hej... ehm...Cole er på sygehuset lige nu, han blev påkørt af en bil" sagde jeg og snøftede.
"Hvad er han?!?" Sagde hun og hendes stemme ændrede sig hurtigt.
"Han er vidst okay efter omstændighederne lige nu, men jeg synes du skal komme herind"
"Jeg er på vej skat, men er han okay" sagde hun
"Ja mor det er han, du skal ikke bekymre dig"sagde jeg og lagde på.
Jeg gik hen og satte mig ved siden af Brady.
"Er du okay" spurgte han.
"Så okay som jeg kan blive" sagde jeg og kiggede på ham med et kort smil.
Han lagde sin hånd over på mit lår og tog fat i min hånd. Han havde en dejlig stor hånd og det hjalp lidt til at berolige mig, at han holdte mig i hånden.
"Tak fordi du tog dig af ham" sagde jeg og så ind i hans flotte brune øjne.
"Selvfølgelig Madelyn"
Jeg lænede mit hovede ind på hans skulder og prøvede at slappe lidt af og få adrenalinen lidt ned igen, efter det der lige var sket. Jeg nåede også kun lige at slappe lidt af inden min bekymrende mor kom hen mod os. Jeg rejste mig hurtigt op for at give hende jordens største kram. Far kom hurtigt efter mor, med et ligeså bekymret ansigt som mor.
"Hvad er der sket er han okay?!?" Spurgte mor næsten helt knust med far stående lige ved siden af.
"Ja han er okay, men han er lige ved at blive syet i hovedet" sagde jeg med en rolig stemme.
"Han hvad!!!" Sagde mor med runde øjne.
"Mor rolig han er okay.. men han fik en lidt slem flænge i hovedet" sagde jeg og lagde min hånd på mors skulder.
En sygeplejerske kom ud til os med et positiv ansigtsudtryk.
"Hej" sagde hun
"Cole er okay igen han skal bare tage det lidt roligt de næste par dage, han har fået en svag hjernerystelse så han skal rigtig forkæles, og så har han desværre fået et par slemme hudafskrabninger, men de skal skal bare renses lidt" sagde hun og smilede kort.
"Han er derinde og i er meget velkommen til gå derind".
Mor og far gik straks ind til stuen hvor han lå, efter sygeplejersken havde sagt vi måtte gå derind.
"Brady ville du med derind?" Sagde jeg og kiggede spørgende på ham.
"Må jeg?"
"Ja selvfølgelig!" Sagde jeg og gik mod stuen med Brady i hælene.
Cole lå i sengen under dynen med mor og far på den ene side, jeg gik om på den anden side og stod lige ved siden af og gav ham et blidt kram.
"Hvad så makker er du okay igen" spurgte Brady ham.
"Jaaeh" svarede Cole og smilede.
Da vi skulle hjem hjalp min far og Brady, Cole ud i bilen. Der var helt stille i bilen på vej hjem, der var ingen der havde noget at sige og for en gangs skyld, var det faktisk dejligt at det var stille. Min familie var altid så snaksalig, men lige i aften var de meget stille. Da vi kom hjem var det igen min far og Brady der hjalp Cole op på hans værelse, så han kunne blive lagt i seng. Jeg gik med over til Brady's hus for at sige farvel og tak til ham.
Vi gik derover og Brady havde lagt en arm omkring mig. Den samtale vi havde haft idag havde vi nærmest glemt hele aften, jeg havde ihvertfald ikke tænkt på den.
"Brady tusind tak for hjælpen idag" sagde jeg da vi kom hen til hans fordør.
"Madelyn" sagde han og stod hel tæt på mig, og kiggede mig ind i øjnene.
"Jeg ville altid hjælpe en der var i nød" sagde han.
"Det betyder stadigvæk meget, at du tog dig sådan af ham"
"Hvis bare han er okay, så er jeg også okay"
Jeg lænede mig ind for at kramme ham, og det blev et rart langt kram.
"Vi ses imorgen Brady"
"Ja vi ses Madelyn" sagde han og jeg vendte mig om og gik mod mit hus. Jeg gik op til min lillebror for at se om han var okay.
"Hvad så lillemand, er du okay?" Sagde jeg og kom listende ind ad døren.
"Ja...fint nok" sagde han og smilede.
"Madelyn" spurgte han mig.
Jeg gik hen og satte mig på kanten af hans seng.
"Ja?"
"Er dig og Brady kærester"
"Nej Cole det er vi ikke" sagde jeg og grinede kort.
"Nåhh...i kunne nu ellers være søde"
"Ja det er godt med dig Cole!" Sagde jeg og gav ham et kram.

Heej😊
Jeg håber i kunne lide kapitlet! Og at i ville stemme på den❤️
I må meget gerne skrive hvis der er noget jeg kan gøre bedre.
Knuuuzzz❤️