Is he a real player?

It's almost time😣

Vi sad og puttede lidt i min seng, og det var dejlig afslappende. Jeg ville ikke have at det skulle ende....jeg ville blive ved med lægge sammen med ham i al evighed.....
"Madelyn" råbte min mor.
"Ja" sagde jeg tilbage, lige så hun kunne høre det.
"Vi tager ud og handle, ville du med?"
"Nej jeg bliver" sagde jeg og tænkte slet ikke over mit svar.
"Nej vent! Jeg ville gerne med" råbte jeg hurtigt tilbage, hvorefter jeg kiggede på Brady.
"Så skynd dig" råbte hun og åbnede døren.
"Mady?!" Sagde Brady lidt skuffet.
"Sry" sagde jeg
"Kan du ikke gå ud af vinduet?" Sagde jeg og kiggede mod vinduet.
"Jo" sagde han og gik lidt slattende hen til vinduet og kravlede ud, uden at min mor så det. Jeg lukkede vinduet og løb ud af mit værelse, og ned ad trappen. Mor var på ud af døren lige, da jeg kom rundt om hjørnet. Jeg gled hurtig i mine sko, og tog en jakke med i hånden. Jeg kiggede op i træet hvor Brady sad, og kiggede ned for, at se hvornår der var fri bane. Han ignorerede mit blik, som gjorde mig lidt ked af det. Var det ondt det var gjorde, strøjfede det mig i tankerne?....
Jeg havde bare brug for at tænke det HELE igennem. Helt ærligt så troede jeg ikke, at Brady og jeg kunne overleve, at være væk fra hinanden i så lang tid, og så langt væk fra hinanden. Det ville blive hårdt uanset hvad.
Da vi kom til butikken gik min mor hen for, at tage en vogn som vi skulle bruge for, at have tingene i.
Jeg snuppede en masse ting fra hylderne uden min mor så det. Det var for det meste, Kleenex, chokolade, flere Kleenex, lommetørklæder og alt muligt som jeg kunne græde på, og spise ad når jeg nu kom til, at mangle Brady. Jeg var her og med forberedt. Ihvertfald så godt som jeg nu kunne......
"Hvad er alt det her?" Spurgte min mor.
"Ehmmm.....bare lidt til mig selv" sagde jeg og håbede virkelig, at jeg stadig ville få det.
"Har du menstruation?" Spurgte hun.
"Nej!" Sagde jeg bestemt.
"Okay, undskyld" sagde hun og begyndte at smide tingene op på båndet. Ude i bilen kørte far ud ad parkeringspladsen, og mødte en eller anden knoldspark, der lige kørte ind i bagdelen af os, så der gik lige en halv time hvor mine forældre og dem der kørte bilen, fik fikset alt muligt, og fik råbt lidt af hinanden.
Min telefon var løbet tør strøm, så jeg kunne hverken skrive eller høre musik. Mega fucking trist alligevel!
Da vi kom hjem satte jeg som det første, min telefon i min lader, og gik derefter ned for at hjælpe med at tage tingene med ind, og så bagefter ligge det på diverse pladser.
"Andet jeg skal hjælpe med?" Spurgte jeg min far om.
"Nej det er fint, tak Madelyn" sagde han og viste ikke en miné.
Det forhold jeg havde til min far, var blevet værre siden de tog en "pause", hvor vi flyttede tilbage til Danmark.....jeg havde det ikke så nemt med, at tale med ham mere. Ikke ligesom jeg havde.
Jeg gik op på mit værelse, og satte mig hen til mit skrivebord, for at tage min telefon.
Brady:
"Madelyn?"
"Jeg har noget at fortælle dig...."
"Madelyn???"
"Hallo?"
"Det er ret vigtigt!"
"Jeg ved godt du måske er sur, men det er altså ret vigtigt..."
"Eller skuffet? I don't know?"
Hvad skete der, tænkte jeg med det samme.
"Hvad nu?" Skrev jeg lidt koldt.
"Endelig!!" Skrev han tilbage
"Vi bliver nødt til at tale face to face...."
"Om?"
"Noget om colleget..."
"Jeg kommer ud nu" skrev jeg og lagde min telefon i lommen.
Jeg kravlede ud ad vinduet, og klamrede mig derefter til træet, inden jeg kom ned og fik fødderne på landjord igen. Brady var på vej ud af sit hus, og på vej over til mig. Han gik rigtig selvsikkert, ligesom han ALTID gjorde.
Han skulle til at give mig et kram, og jeg sprang nærmest ind i hans arme.
"Hvad så" sagde jeg og kiggede op på ham, mens jeg holdte om ham.
Han gav slip på mig, og kiggede væk fra mig.
"Min far blev ringet op af rektoren på skolen... og øh...træneren havde bedt mig om at komme snarest muligt" sagde han og rettede sit blik på mig.
"Og min far sagde at jeg skulle afsted mandag...."
Jeg havde holdt vejret, og da jeg endelig pustede ud var jeg vildt forpustet. Det føltes som om, at mit hjerte stoppede med at slå, jeg var helt færdig. Jeg kæmpede enorm hårdt på, at holde mine mange tusindvis af tårer inde, i mine allerede våde øjne. Jeg kunne i et øjeblik ikke forstille mig et liv uden Brady, alt glæden forsvandt. Jeg var helt mundlam, og der gik et stykke tid før jeg åbnede min mund.
"Men så.." sagde jeg uden egentlig, at vide hvad jeg ville sige.
"Jeg ved det er langt væk fra hinanden, men jeg ved også at vi nok skal klare den" sagde han.
Jeg havde ikke så meget, at sige til ham.
Han skulle til at kramme mig, men jeg afviste ham og rakte en hånd frem mod ham, som tegn på at han ikke skulle komme tæt på.
"Nej" sagde jeg kort.
"Mady...." sagde han, imens jeg vendte mig om for at gå. Jeg var helt sønderknust, men nægtede at vise det. Arghhh hvor var det altså pisse irriterende!! Jeg kunne jo umuligt mangle ham....

Heeeej😊
Waaow tusind tak fordi i ville læse med! Det betyder alverden for mig!!!❤️
Hvis i kunne lide kapitlet, ville jeg blive utrolig glad hvis i gad, og trykke på stem knappen😊😘
Og skriv endelig hvis der er noget, i synes jeg kan gøre bedre😉
Knuuuuzzz😍