Is he a real player?

Jeg kan ikke håndtere det..

Brady stod og kunne ikke holde øjenkontakten, med mig mens han prøvede at presse ordene ud af hans mund. Han kiggede på mig med et jeg-har-virkelig-ikke-lyst-til-at-sige-det blik, hvilket gjorde mig pisse nervøs.
"Din far er ikke din biologiske far...." fik han presset ordene ud.
Min mund åbnede sig som et stort gab, og jeg frøs bare helt til is.
"Det er ikke rigtigt!" Sagde jeg på renden til, at græde.
"Mady....jeg er ked af det..." sagde Brady og tog fat om min skulder.
Det kunne ikke passe? Min far var squ da min rigtige far? Var han ikke?.....
"Men Brady?..."
"Jeg synes du skal snakke med ham om det" sagde Brady.
"Er du 100% sikker?...."
"Ja....Din far har kendt hende pigens forældre, og det samme har mine forældre.....De er alle tre bare blevet udnyttet af dem....."
Jeg fældede et par tårer inden jeg begyndte, at gå hjemad. Jeg gik mod vores hoveddør, og åbnede den. Mine forældre havde ingen anelse om hvad der var i gærer, og at jeg vidste det, og at Brady var kommet hjem igen.
Jeg gik ind i stuen, og stirrede på mine forældre.
"Må jeg.....må jeg snakke med jer?" Sagde jeg og klørede mig i panden.
"Ja selvfølgelig" sagde de og rejste sig op, med et forvirret udtryk i deres ansigter.
Vi satte os ud i køkkenet, hvor jeg sad overfor dem.
"Hvad så Madelyn?" Spurgte mor nysgerrigt.
Jeg kiggede ned i bordet, og prøvede hårdt ikke at græde, inden jeg igen kiggede op.
"Er du min biologiske far?..." sagde jeg uden at kigge på ham.
Mine forældres udtryk ændrede sig totalt, til panisk. De kiggede på hinanden med et udtryk der sagde de vidste noget jeg ikke vidste.
"Er det rigtigt? Du er slet ikke min far?" Sagde jeg og fældede et par tårer som jeg hurtig fjernede igen.
"Madelyn...."sagde min mor
"NEJ!! Har i helt seriøst holdt det hemmeligt for mig i så mange år?!?" Råbte jeg op.
"Madelyn" sagde min far ligepludselig, hvorefter jeg rettede mit blik på ham.
"Det er rigtigt....Jeg er ikke din biologiske far"
Sagde han trist.
Det var som om flere tusind kilo blev smidt på mig, jeg kunne ikke overskue det. Min verden gik i stå i et split sekund, hvor jeg følte jeg ikke kunne se noget.
"Hvem er så min far?" Sagde jeg roligt, mens jeg prøvede at styre mig selv.
"Din far sidder i fængsel..." sagde ham jeg troede var min far.
"Og hans navn er Marguel Smith" tilføjede han.
"Hvorfor sidder han i fængsel?" Sagde jeg nysgerrigt.
Robert som jeg troede var min far, kiggede på min mor som sad med tårer i øjnene, mens hun nikkede kort.
"Han behandlede jer ikke ordentlig" sagde han.
"Mens i bare kunne kigge på...." sagde han kort.
Han tog endnu en dyb indånding, inden han igen snakkede videre.
"Efter noget tid hvor din mor og jeg havde kendt hinanden, tvang jeg nærmest din mor til at melde ham som hun så senere gjorde...." sagde Robert og kiggede på mig.
Jeg fældede nogle tårer, mens jeg hurtig kiggede væk. Jeg ville ikke fremstå svag...
"Madelyn det er okay" sagde min mor og rakte hendes hånd over til min, hvorefter hun holdte om den.
"Så hele min barndom har jeg gået og troet at vi var den lykkelige familie?!?" Sagde jeg lidt frustreret, og skuffet.
"Madelyn....Vi har altid været en lykkelig familie, og det er pga af din fa...Robert at vi stadig er lykkelige og samlet" sagde min mor.
"Du sagde forresten mens VI kiggede på?" Sagde jeg mistænktsom.
"Hvis det er Cole burde jeg da, at kunne huske det?!"
Min mor kiggede ned i bordet.
"Cole er kun din halvbror...Robert og jeg fik ham senere..."sagde hun uden, at kigge på mig.
"Men du....." sagde hun og tog en virkelig dyb indånding, inden hun kiggede på Robert.
"Du har en bror" sagde hun og kiggede på mig, med våde øjne.
"JEG HVAD?!" Sagde jeg helt chokeret.
Min mor nikkede kort.
"Sidder du og siger jeg har en bror?!" Sagde jeg mens min stemme rystede.
"Ja....Du har en bror"
Jeg kunne ikke fatte det? Jeg havde en bror, som jeg ikke kan huske at have set...Og som jeg ikke havde fået fortalt om.
"Miguel var så rasende, at han insisterede på at jeg ikke måtte beholde jer to....Vi endte med at komme i retten, og den eneste grund til at jeg måtte beholde dig, var at du ikke var gammel nok til at være foruden sin mor" sagde min mor, og fældede et par tårer.
"Men hvordan kan det være??Du burde da at kunne beholde os begge?" Sagde jeg.
"Jeg ved det ikke. Jeg har virkelig ingen anelse" svarede hun.
"Hvor er han så nu, hvad hedder han og hvor gammel er han?"
"Han blev adopteret af en familie, han hedder Nathan og han er 20 år gammel" sagde jeg.
Jeg sad og rystede, jeg kunne slet ikke holde til det. Jeg var virkelig skuffet og ked af det over, at de ikke havde fortalt mig noget.
"Hvorfor har vi så ikke haft kontakt til ham?"
"Det var ikke tilladt, og efter han blev adopteret af en ny familie, vidste vi ikke hvor han blev af, fordi vi måtte ikke få oplysningerne af vide. Det var åbenbart ikke sikkert...." sagde min mor.
Efter jeg havde fået snakket med mine FORÆLDRE i en times tid mere, gik jeg op på mit værelse. Jeg gik op for at slappe af, og være lidt alene. Der var sket ekstrem meget i mit liv de sidste 24 timer, og jeg kunne bare ikke overskue det mere. Brady var kommet hjem, og jeg havde fået af vide, at han var blevet udnyttet for at en kunne komme i seng med ham, samtidig med at jeg havde fundet ud af, at jeg havde en bror jeg ikke kendte noget til.

Jeg tog en lur i et par timer, inden der var en der bankede på mit vindue. Brady?

Heej❤️
Håber i kunne lide kapitlet! Og st i ville gi' den en stemme.
Det betyder så SYYYYYGTTT meget, at i gider og læse den her bog! Tusind mane gange tak.
Hvis der er noget i synes jeg kan gøre bedre, må i meget gerne skrive det.
Knuuuzzz❤️