Hej jeg hedder Madelyn. Madelyn Braice.
Jeg ville guide jer igennem alt det nye jeg skal til at rode mig ud i. Om jeg ville det eller ej, det er noget min mor har besluttet for mig. Ikke mig selv! For jeg har virkelig ikke lyst til at flytte... og da slet ikke til Oregon. Igen..
Det er sådan at min mor og far, blev skilt for et par år siden, de sagde egentlig bare at det var en "pause", men den pause endte ud i at være 4 år nu. Så desværre mor og far, jeg tror ikke på det bare en pause. Men altså, min mor, min lillebror og jeg skal tilbage til Oregon, og vi skal allerede afsted i aften.
Så tingene jeg skal nå idag er følgende
1. Pakke mine sidste småting ned i min bagage, som jeg må have med.
2. Hjælpe med at gøre det sidste rent
Og 3....det gør bare ondt at sige det, men 3. At sige farvel til mine veninder.
--------------------------
Jeg havde inviteret de tætteste veninder over for at sige farvel, inden vi så småt tog afsted. Da min mor kaldte efter mig, gav det helt genlyd fordi huset var så tomt. Vi sad på gulvet i mit tomme værelse, udover en reol som stadig var der. Jeg var blevet enig om, at det var en indflytter gave til de nye som skulle flytte ind.
Jeg rejste mig op og åbnede min arme, så jeg kunne kramme min aller aller bedsteveninde. Jeg lagde min hage på hendes skulder, og mærkede så småt en tåre trille ned af min kind.
"Jeg kommer virkelig til at savne dig" hviskede jeg ind i hendes øre. Vi gav slip på hinanden og det gjorde helt ondt i hjertet, fordi jeg vidste at der ville gå lang tid før jeg ville se hende igen. Alt for lang tid.
Da jeg havde sagt farvel til alle pigerne gik vi langsomt ud mod vejen hvor mor og min lillebror allerede stod og var klar. Min mor så mig og sendte mig et kort jeg-er-ked-af-det smil. Jeg ignorerede det og tog min en af mine veninder i hånden. Jeg kunne mærke mine øjne løbe i vand, men jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde. Lige da vi stod ved bilen, fik jeg et stort gruppekram.
"Piger" sagde jeg, og tog en dyb indånding.
"Vi kommer også til at savne dig" sagde en af mine veninder, som om at hun vidste at jeg skulle til at sige, at jeg ville savne dem.
Jeg snøftede kort og gav tegn til min mor om, at det var nu. Hun satte sig ind i bilen, og jeg kom et kort sekund efter. Jeg lukkede døren i og tog selen på. Jeg fjernede ikke blikket fra pigerne, før vi drejede af gaden så de ikke længere var synlige. De vinkede hele vejen hen til der hvor vi drejede. Det var først efter, at jeg ikke kunne se dem, at det gik op for mig at jeg først ville se dem om lang tid. Det ramte mig hårdt så jeg brød ud i gråd. Mor standsede bilen og vendte sig om imod mig.
"Madelyn skat, det hele skal nok gå. Det lover jeg dig" sagde hun med en meget beroligende stemme. Hun tørede mine tårer væk og gav mig kys på panden.
"Jeg elsker dig" sagde hun og hendes øjne blev hurtig meget våde.
"Og jeg har ikke gjort det her for at være ond".
Jeg rystede på hovedet.
"Det ved jeg godt."
Jeg vendte hovedet ud mod vinduet. Hun gav et klem i min hånd, og vendte sig om og begyndte stille at trille igen, ud mod lufthavnen.
Meget snart var vi altså i Oregon igen.Hej
Jeg håber du kunne lide det første kapitel! Jeg brugte okay meget tid på det.
Jeg ved godt at der ikke skete det helt store, men det kommer!
Håber du ville følge med
Knuz
VOCÊ ESTÁ LENDO
Is he a real player?
Ficção Adolescente*****AFSLUTTET***** -Jeg frøs da jeg så ham, waaaow! Hvordan er det muligt?- Hun er en 16 årig følsom og til dels udadvendt pige, men ikke mindst en teenager ved navn Madelyn Braice som ikke helt har fundet sig selv endnu, og som til tider har en le...