Is he a real player?

Var det en fejl?..

"Mor hvorfor skal han sove inde ved mig?" Sagde jeg irriteret.
"Madelyn...rolig nu"
"Fordi han skal da ikke sove hernede i stuen, du ved din far altid ser tv længe. Gæsteværelset har hans forældre fået, og han skal ikke være ved din lillebror. Han har brug for søvn" sagde hun stille og roligt.
Jeg forstod hende godt nu, men jeg gad stadig bare ikke have ham i mit værelse.
"Og du kan hjælpe med sengen, når du er så høflig overfor vores gæster, og din gamle ven"
Sagde hun og var lidt træt af, at jeg opførede mig sådan her.
"Mor?!?" Sagde jeg hårdt.
Jeg havde lyst til at råbe alle de ting der fløj i mit hovede. F.eks at hun godt vidste jeg var sammen med Brady, og at der derfor IKKE skulle sove nogle drenge i mit værelse, og at hun lige kørte på at vi ENGANG var venner. Vi mistede fucking kontakten, og er derfor ikke venner mere, men jeg vidste godt hvis jeg sagde det, ville hun bare blive endnu mere sur.
"Nej Madelyn" sagde hun og gik tilbage mod køkkenet. Mason kom hurtig ud til mig igen, for at hjælpe med sengen.
"Du behøver ikk...." sagde jeg lige inden han afbrød mig.
"Jo det gør jeg" sagde han med sit pæne smil på læben. Vi tog sengen der stod oppe på luftet ned, med besvær. Han ville have sengen hen ved siden af mig, men jeg gik den anden vej så den stod i hjørnet, af den modsatte væg. Han skulle under ingen omstændigheder, sove lige ved siden af mig.
Han satte sig ned i sengen og kiggede lidt rundt, inden han rettede sit blik med hans pæne øjne over på mig.
"Såeh...hvordan går det?" Sagde han og prøvede, at få det til ikke at lyde akavet.
"Det går fint" sagde jeg kort og ville egentlig bare have afsluttet samtalen, og ud herfra.
"Hør Madelyn..." sagde han og bare det at han sagde mit navn, fik mit hjerte til at runge. Det mindede mig om Brady, men samtidig mindede det mig også om os.
"Jeg er virkelig ked af det over det det skete. Det var ikke min mening, at vi skulle miste kontakten. Jeg var bare ked af det og havde ikke nogen mulighed for, at skrive til dig og det gik ud over vores venskab. Undskyld....." sagde han og stirrede mig dybt ind i øjnene.
"Det er vel okay" sagde jeg og virkede lidt ked af det.
"Madelyn, jeg mener det virkelig" sagde han og lød ret alvorlig.
"Jaer! Men det skulle du nok have tænkt over inden, vi mistede kontakten, fordi det er for sent nu! Jeg er kommet videre, og jeg har fået en kæreste" sagde jeg i frustration.
Hans ansigt ændrede sig da jeg sagde, at jeg havde fået en kæreste.
"Har du fået en kæreste...." sagde han trist.
"Ja...." sagde jeg, hvorefter der gik lidt tid før han sagde noget igen.
"Er han sød?" Sagde han nysgerrigt.
"Ja, rigtig meget!" sagde jeg og åbnede mig lidt op.
"Okay..." sagde han.
"Undskyld Mason....det var ikke min mening at sige det sådan" sagde jeg og så hvordan han var træt af det.
"Det okay...det er godt du er kommet videre" sagde han med et kort smil på læben.
"Men...du sagde du ikke havde mulighed for, at holde kontakten?" Sagde jeg.
"Ja det havde jeg ikke..."
"Hvorfor ik?" Sagde jeg irriteret, det var jo nærmest grunden til, at vi ikke forblev venner.
"Fordi jeg blev forbudt det!"
Jeg blev chokeret over hans svar, forbudt?...
"Hvad mener du?" Sagde jeg stille.
"Da jeg ikke kunne komme med på campen, kom jeg op i et stort skænderi med mine forældre. Den eneste grund til at jeg ville med på campen, var for at se dig igen. Derfor blev mine forældre sure da jeg blev irriteret og vrede på dem, så de forbød mig at bruge min telefon i flere måneder, ud over at ringe til dem..." sagde han og undgik øjenkontakt med mig.
"Og da jeg så endelig måtte, svarede du mig ikke.... det var der jeg vidste det var slut" tilføjede han.
Det var en fejl. ALT hvad jeg troede var forkert. Jeg troede ikke han gad, at snakke med mig mere og at han derfor bare ignorerede mig...
"Mason....jeg troede ikke du gad mig mere...." sagde jeg.
"Gad dig?...jeg har altid ville dig, ligesiden jeg mødte dig..." sagde han
Jeg svarede ham ikke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg sprang op ad min seng, og ud af mit værelse for, at styrte ud på toilettet. Jeg brød sammen. Jeg sad på gulvet og græd. Jeg burde ikke græde, det var forkert. Jeg havde en kæreste som jeg holdte meget af, mere end nogen anden. Jeg tørrede mine øjne efter et stykke tid, og kiggede om mit makeup var faldet totalt af, men nej, heldigvis ikke. Jeg gik ind på værelset for, at tage min telefon som det eneste.
Jeg fandt hurtig Brady og ringede op til ham.
Biiiip, biiiiip, biiiiiiip, biiiiip.... blev den ved med, at sige indtil den gik ud. Selvfølgelig tog han den ikke, han havde sikkert vildt travlt.
----------------
Efter aftensmaden som ovenikøbet var vildt akavet, gik jeg op på mit værelse, og gjorde mig klar til, at gå i seng. Jeg tog mit makeup af og mit nattøj på, fordi jeg gad ikke gøre det når Mason engang kom. Det ville bare være for akavet!
Jeg lagde med min telefon og tjekkede Instagram. Et billede dukkede ligepludselig op på Brady's profil, hvor han stod med alt sin bagage på vej ind mod colleget. Jeg likede billedet og scrolled videre ned. Hvis jeg kiggede for lang tid på billedet, ville jeg bare savne ham mere og mere. Jeg lagde mig derfor til, at sove inden Mason kom, og inden Brady kom til at fylde for meget i mit lille hovede. Jeg savnede ham allerede.....

Heej😊
Håber i kunne lide kapitlet! Og at i ville gi' den en stemme❤️
Sindsygt mange gange tak fordi, at i gider at læse med! Det betydet meget for mig.
Hvis der er noget i synes jeg kan gøre bedre, må i meget gerne skrive det!
Knuuuzzz❤️