Is he a real player?

Juilliard

Der var gået en uge i vores opgave og det gik vildt godt. Brady og jeg var kommet okay meget ind på hinanden. Han var faktisk virkelig sød og rigtig forståelig.
De skulle spille en football kamp idag som jeg skulle med til som cheerleader, og jeg var mega spændt. Skoledagen gik ret hurtig og Brady og jeg var næsten allerede færdig med vores projekt efter en uge. Jeg fulgtes med ham hjem efter skole, og vi gik! Hans bil var på værksted og spørg mig ikke hvorfor. Han havde sikkert smadret den.
"Skal du høre noget exiting news?" Spurgte jeg Brady om og håbede han sagde ja.
"Ja kom med det"
"Jeg skal optræde til jeres kamp idag" sagde jeg og ventede på hans reaktion.
"Seriøst?!? Ej hvor fedt Madelyn. Så bliver der alligevel noget pænt at se på" sagde han med et flirtende glimt i øjet. Jeg skubbede til hans skulder.
"Ikke sjovt Brady"
"Jo lidt" sagde han og viste hvor lidt med hans tommeltot og pegefinger.
Jeg grinede bare ad ham, ikke fordi det var sjovt, men altså?. Vi snakkede lidt hele vejen hjem indtil vi gik hver til sit. Eller bare ind til hver sit hus. Min far var hjemme og sad inde i stuen.
"Hey far jeg er hjemme" råbte jeg ude fra gangen.
"Madelyn. Gider du ikke lige komme herind" spurgte han mig om.
"Jo" nåede jeg lige at sige inden jeg vendte ind mod stuen.
"Hvad så"
"Ville du ikke prøve at spille et stykke på klaveret" sagde han og fik det til at lyde som om han havde et vis formål med det.
"Jo" sagde jeg og rynkede mine øjnbryn.
Jeg satte mig ned og kørte hurtig mine fingerspidser hen af alle tangenterne uden at trykke dem ned. Jeg fandt en af mine fars mapper med papirer frem med forskellige sange, og fandt hurtig "Für Elise" af Beethoven og tog straks den. Jeg begyndte og spille den og mærkede mine fars øjne stirre på mig. Jeg kunne mærke min finger som havde styr på det, og mærkede et sus i hele kroppen som gav en ordentlig portion selvtillid. Da jeg var færdig vendte jeg mig stolt om indtil jeg så min far med tåre i øjnene, mit ansigtsudtryk ændrede sig til bekymret på 0,5.
"Far er du okay" sagde jeg og skyndte mig ned til ham.
"Ja... Det var bare rigtig smukt Madelyn og det er så lang tid siden jeg har hørt dig spille"
Jeg gav min far et varmt stort kram og han trak sig efter lidt tid.
"Madelyn jeg har noget til dig"
"Ja, hvad er det" spurgte jeg ham og blev lidt nysgerrig.
Han tog et brev frem under sofabordet og rakte det til mig. Jeg kiggede ikke engang hvad der stod jeg åbnede det bare.
Juilliard har accepteret din ansøgning og du er hermed blev optaget.
"Whaaaat" skreg jeg.
"Nej det kan ikke passe" sagde jeg fuld af glæde.
"Det er rigtig nok" sagde min far lige inden jeg gav ham et kæmpe kram.
Jeg ved godt jeg kun har gået i High school i to år, men nogle colleger har bare lange lister og min mor og jeg gad ikke, at jeg skulle ende på en lang liste et sted. Så vi havde ansøgt et par steder, og Juilliard var helt klart den jeg allerhelst ville ind på. F*ck hvor var det mega overvildt. Jeg kunne slet ikke fatte det, jeg var kommet ind på Juilliard!!
Da min mor fik det af vide smed hun sine indkøbsposer, og skreg næsten ligeså meget som jeg gjorde.
Da det var tid til at jeg skulle derind, kørte min far mig ind til stadionen. Jeg skulle mødes med Abygail, Zoella og Marli så vi kunne skifte og nå at snakke lidt. Jeg fortalte dem om Juilliard og de freakede. De var så overexited at jeg også blev det. Igen.
Vi tog vores tøj på og gik ud til de andre piger som var ved at være klar. Vi kørte vores dans igennem en gang og gjorde helt klar til kampen. Jeg glædede mig til at fortælle Brady om Juilliard, og se hvad han sagde til det. Da de langt om længe kom gik vi om til dem men lige da vi rundede tilskuerpladserne kom Brady med en pige under armen, og virkede rigtig Fuck boy be like. Det var en pæn tynd pige. Jeg følte der var noget der ramte mit hjerte. Han kiggede over på mig og sendte mig ikke noget blik, som han ellers plejede. Han var bare ligeglad og opførte sig som om han ikke kendte mig. Såret alligevel. Jeg vidste det var for godt til at være sandt, at han havde sådan en side. Rend mig, jeg er så færdig med ham tænkte jeg. Jeg følte mig stukken i ryggen, det var bare spil alt det han havde gjort, og sådan som han havde været overfor mig. Jeg var så vred, skuffet og ked af det. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud igen. Jeg skulle klare den her aften, den var vigtig for mig. Pigerne kunne heller ikke forstå hvorfor han opførte sig sådan der, de synes det var underligt.
Kampen skulle til at begynde og Brady ignorerede mig totalt ude bag ved. Os piger løb ind, mens en af de andre piger og jeg kom forrest og lavede forkellige spring på vej derind. Da vi kom hen hvor vi skulle være stod vi og vinkede op til publikummet, man følte sig helt specielt når man stod hernede. Drengene kom kort efter løbene ind på banen, jeg prøvede at få øjenkontakt med Brady men han kiggede ikke engang på mig. Hvad sker der for ham? Hvad havde jeg gjort ham, siden han var så mega pissed?

Heej😊
Håber i kunne lide kapitlet! I må meget gerne skrive hvis i kunne og i må også meget gerne stemme på den!❤️
Hvis der er noget i synes jeg kan gøre bedre må i meget gerne skrive det.
Knuuzzz❤️