Is he a real player?

Mason Brighton

Det var tid...tid til at Brady skulle afsted. Det gjorde enormt ondt i hjertet. Mit hjerte rungede og det var utroligt, at jeg var faldet for ham på så kort tid. Mit makeup blev ødelagt hele tiden, lige når jeg havde lagt det, begyndte jeg igen at græde. Da det var sket et par gange, opgav jeg og gad ikke, at tage et nyt lag på. Jeg skulle følges med Brady ud til lufthavnen, for at sige farvel. Jeg gik ud og så at Brady stod og ventede. Jeg smilede kort og lukkede døren bag mig, inden jeg gik over mod ham. Han stod og åbnede døren til mig, så jeg kunne komme ind.
"Hej" sagde han og smilede kort og trist.
"Hej..." sagde jeg og gav ham et hurtigt kys, inden jeg satte mig ind. Vi sad i kort tavshed i bilen, inden Brady startede samtalen.
"Madelyn...vi skal nok klare den" sagde han og lagde hans hånd ned til min.
"Jeg ved det..." sagde jeg.
"Jeg giver sku ikke bare op på dig, efter så lang tids kæmpen for dig" sagde han lidt ironisk.
"Det gør jeg ikke!" Sagde han og skiftede derefter så han lød lidt alvorlig.
"Jeg giver heller ikke slip på dig Brady....aldrig i livet" sagde jeg og kyssede hans hånd.
Vores samtale varede indtil vi var i lufthavnen, og skulle til at ud. Jeg hjalp ham med, at tage hans tasker så han ikke skulle slæbe det hele selv. Der var proppet med mennesker i lufthavnen, og da jeg så gaten hvor vi skulle hen, kunne jeg mærke mine øjne blive våde. Jeg tog hans hånd, og holdte den, mens jeg lænede mig lidt over hans skulder. Han kyssede mig blidt i hårbunden. Han skulle til at tjekke inde, og vi sad og gik lidt rundt i lufthavnen indtil det var ved, at være tid og hans familie kom.
"Hej Madelyn" sagde Bradys mor og gav mig et kram.
"Hej miss. Wilson" sagde jeg.
Det var tid.
"Alle rejsende til Alabama bedes venligst henvende sig til gatens indgang" sagde en dame i højtaleren. Brady gik over til sin far og gav han et kort kram, hvorefter han gik videre til sin mor som stod med tårer i øjnene. Og så var det mig. Han kiggede kort på mig med triste øjne, og gik hurtigt hen og omfavnede mig. Jeg lænede mit ansigt ind til hans brystkasse, og kæmpede hårdt for ikke, at græde. Jeg knep mine øjne sammen så godt som jeg kunne.
"Jeg elsker dig Madelyn" hviskede han mig i øret.
"Jeg elsker også dig" hviskede jeg tilbage. Vi trak os lidt fra hinanden, og placerede vores læber på hinanden. Et langt lidenskabeligt kys. Jeg stod og holdte om ham, inden vi gav slip og han tog fat i hans tasker. Jeg så ham gå hen og tjekke ind, hvorefter han gik ind ad porten mens han vinkede til os. Han gik ind, og han var ikke længere synlig. Det var der det gik op for mig, hvor lang tid der ville gå før vi ville se hinanden igen....det gjorde ondt....som om ens hjerte blev flået i små stykker. Brady's forældre kørte mig hjem, og jeg sad og snakkede lidt med dem i bilen.
"Er i kærester" spurgte Brady's mor mig ligepludselig om, og jeg kunne mærke jeg blev lidt rød i hovedet.
"Ja...det er vi" sagde jeg og ville helst ikke kigge på dem, så jeg kiggede istedet ud mod vinduet.
"I er nu også meget søde sammen" sagde hun mens vi alle begyndte at grine kort.
"Tak"
Da vi kom tilbage steg jeg ud af bilen, og takkede dem for liftet. Jeg så med det samme, at der holdte en bil ude foran vores hus. Jeg tænkte at det sikkert var mine forældre der havde nogle gæster, som sædvanlig. Så min plan var egentlig bare, at liste op på mit værelse.
"Heej Madelyn" sagde min mor og fangede mig i, at snige mig op på mit værelse.
"Heej..." sagde jeg og prøvede at lyde begejstret og uskyldig.
"Kom herud" sagde min mor, hvor jeg lige kunne ane hende ud fra køkkenet.
"Okay" sagde jeg og gik ud i køkkenet.
Jeg havde mit blik rettet på min mor hele tiden, og hun sad og smilede stort. Hvilket jeg bare slet ikke kunne lige nu, og slet ikke efter Brady.
"Jeg tænkte du lige ville sige hej" sagde hun da jeg næsten stod foran hende.
Jeg rettede mit blik og kiggede på gæsterne. NO FUCKING WAY!!!! Mason Brighton var i mit hus!
Mit blik gik fra normalt til totalt store øjne, og jeg glemte nærmest at blinke. Jeg kunne simpelthen ikke fatte det. Hvorfor fanden var han her?!?!
"Far har lige fundet ud af, at han skal arbejde med Mason's far" sagde hun og smilede.
Så kunne det da umuligt blive værre tænkte jeg.
"Og da de ikke lige har kunne få deres hus endnu, og arbejdet allerede starter imorgen, har vi givet dem lov til at overnatte her i et par dage" tilføjede hun.
Okay jo. Det kunne blive værre...dobbelt så slemt.
"Og du kender jo lidt Mason såh.." sagde hun.
Mason sad bare og smilede stort og kiggede på mig. Han anede ingenting om det med Brady og jeg, og hvordan skulle jeg fortælle ham om det?
"Kan du ikke vise Mason rundt?" Sagde min mor.
"Jo det kan jeg vel godt" sagde jeg og havde langtfra lyst.
Mason rejste sig op, og gik over mod mig. Jeg vendte mig hurtigt om og gik ind i vores stue.
"Ja du har set køkkenet. Så her har vi stuen, vores spisestuen ligger derinde, vores have er derude, et toilet derude og min fars kontor derinde" sagde jeg og pegede mod tingene jeg talte om.
"Du kunne blive en god guide" sagde han med sin stemme der var gået i overgang siden sidst, samtidig med at den var hæs.
"Tak.." sagde jeg lidt koldt og gik op ovenpå.
Jeg vidste ham kort rundt indtil vi stod foran mit værelse.
"Ja her er mit så"
"Må jeg se" sagde han og trådte ind uden tilladelse.
"Selvfølgelig" hviskede jeg irriteret for mig selv.
"Det er da pænt" sagde han og kiggede sig rundt.
"Tak" sagde jeg stille og stod lidt for mig selv.
"Din mor sagde noget med en seng der skulle rykkes herind" sagde han optimistisk.
Det var simpelthen bare løgn.....hvorfor skulle han sove herinde?

Heej😊
Håber i kunne lide kapitlet! Og at i ville gi' den en stemme❤️
Mange mange mange mange tak fordi i gider at læse med, det betyder meget!
Jeg håber i kan lide den indtil videre😆
I må gerne skrive hvis der er noget, i synes jeg kan gøre bedre!
Knuuuzzz❤️