Flere måneder var gået, sommertiden var kommet, og vi havde én uge tilbage inden vi skulle dimittere, og jeg var så mega spændt. Tingene mellem Brady og jeg var bedre end noget før, vi tilbragte nærmest dagen ud og ind sammen, og vi kunne ikke undvære hinanden, hvilket vores forældre var begyndt, at ligge mærke til.
"Skal i ikke flytte sammen?"
"Hvaeh? Brady synes i ikke, at i skal bo sammen?"
"Hvorfor flytter i ikke bare sammen?"
Det var kommentarer vi hele tiden fik fra hver vores forældre.
--------
Fredag, fredag d. 28 juni. Dagen hvorpå jeg skulle dimittere fra den High school jeg havde gået på det sidste halvvandet år. Jeg var så nervøs og spændt. Brady havde sagt, at han ville komme og hente mig inden vi tog afsted. Han havde nemlig fået sin bil tilbage fra værkstedet efter laaaang tid.
Jeg satte mig over til mit bord, og lagde lidt makeup på, hvorefter jeg rejste mig op, og kiggede på mig selv i det store spejl. Jeg havde min uniform på, som man skulle have på når man skulle dimitterer, og med hatten på selvfølgelig. Og det hele var sort, undtagen det blå bånd jeg havde på.
"Klar?" Skrev Brady, og jeg kiggede ud af vinduet, og så at han holdte med sin fancy bil og ventede på mig. Jeg gik nedenunder og tog mine sorte højhælede sko på, som jeg allerede satte frem igår.
Mine forældre kom ud i gangen med deres pæne formelle tøj på, inden jeg smuttede.
"Vi ses Madelyn" sagde de begge, og gav mig et kram.
"Vi ses jo snart" tilføjede min far.
"Ja det gør vi" sagde jeg.
Jeg åbnede døren, og trådte et skridt ud og indåndede den friske luft. Brady havde åbnet døren i bilen for mig, automatisk.
"Hej" sagde jeg og satte mig ind.
"Hey" sagde Brady med hans bad boy attitude.
Jeg lænede mig ind til ham for, at give ham et kort kys inden vi kørte. Imens han kørte, sad han med hans hånd på mit lår og holdte mig i hånden.
Da vi nåede frem til skolen, var der proppet med mennesker der iklædt det samme tøj som os selv. Alle matchede.
Vi gik hen mod Abygail og James, som stod og smilede helt sindsygt til os.
"Hej Mady" sagde Abygail og gav mig et kort kram.
Vi stod og snakkede lidt tid, inden forældre og familie begyndte, at ankomme til skolen for at finde deres pladser, og lidt efter blev vi bedt om, at gå hen på vores pladser da vi skulle til og igang, med dimensionen. Rektoren stod og roste os allesammen, og det var der god grund til, fordi vi fik af vide at vi har været den bedste årgang siden 1987, hvor de alle fik et gennemsnit på 9, og i år havde vi fået et gennemsnit på 9,5 hvilket jo var ret meget forhold til de andre.
Vi blev sat i en kø, hvor vi skulle gå op efter hinanden for, at få vores ramme med vores endelige karakter på og for, at dimensionere.
"Madelyn Braice" blev mit navn nævnt i mikrofonen. Selvom jeg udemærket godt vidste, hvad jeg skulle, fik jeg stadig et par sommerfugle i maven. Jeg kiggede ud over menneskemængden, og tog en ordentlig indånding. Mine skridt førte mig op til rektor, som gav mig hånden og rakte mig mit eksamensbevis. Det var i det øjeblik det gik op for mig, at jeg aldrig skulle gå på den her skole igen. Det var egentlig lidt skræmmende. De mennesker man næsten så hver evig eneste, de ville bare blive fortid, for jeg ville jo ikke se dem igen.
Jeg gik videre hen mod scenen, trykte et par håndtryk mere inden jeg placerede mig ved siden af Abygail, Zoella og Marli. Jordens dejligste og skønneste veninder, som har vist altid at være der for mig, hvilket jeg virkelig har sat pris på.
Vi stod allesammen i venstre hjørne af scenen, samlet.
"Jeg ville sige utrolig mange gange tak for så skøn en årgang" sagde vores rektor.
"Og held og lykke videre ud i fremtiden, med jer allesammen!" afsluttede han, og kiggede afventende over på os.
Vi smed allesammen vores hatte højt op i vejret, man kan dog ikke sige at det var synkron, for de fløj bare op.
Alle vores forældre, familie osv rejste sig allesammen op, og klappede.
Jeg greb min hat igen, og krammede pigerne inden vi fik taget et billede, som vores forældre så fint tog. Da pigerne så småt begyndte, at smutte fik jeg krammet dem en sidste gang, og det mindede mig ekstrem meget om da jeg skulle sige farvel, til pigerne derhjemme. Jeg fældede en enkelt tåre, inden jeg gik videre. Jeg fik øje på Brady, og gik hen mod ham. Vores øjne mødtes, og mit hjerte blev helt varm indeni. Det var en viderunderlig følelse, at være forelsket. For det var jeg.
"Heej" sagde jeg, inden jeg gav ham et kort kram.
"Hey smukke" sagde han flirtende. Jeg slog ham kort og blidt på maven, inden jeg grinede sødt.
"Forhelved Brady!" sagde jeg ironisk.
"Madelyn? Og Brady. Er i klar til, at tage med hjem?" spurgte min mor.
Mine forældre var så søde, at de havde planlagt en lille fest for mig, hvor de havde inviteret en masse venner og familie. Det skulle foregå ude i haven, hvor de havde bestilt to kokke, som stod for madlavningen.
"Ja det er vi "sagde jeg, og kiggede på Brady en ekstra gang, hvorefter han nikkede kort på hovedet.
Vi gik over mod bilen, som stadig stod parkeret på parkeringspladsen, og satte os ind i den.
"Når tillykke unger!" sagde min far selvfølgelig, så stemningen i bilen forblev god, og ikke akavet.
Mine forældre virkede mega glade, hvilket jo sjovt nok også var forståelig. Jeg var jo lige dimensioneret fra min skole. Og jeg var egentlig også selv mega glad, jeg skulle bare tilbringe hele aftnen med familie og venner, hvilket jeg virkelig så frem til. Da vi endte ved vores hus, steg vi ud ad bilen, og mine hænder foldede sig hurtigt ind i Brady's hænder. Vi gik indenfor, og ud mod haven, og da jeg tog mit skridt ud ad terrassedøren, kom folk frem fra deres gemmer og råbte "TILLYKKE". Jeg så mig hurtigt omkring, og så hvor mange mennesker der var dukket op. Jeg blev helt følelsesladet, og begyndte at græde af glæde. Jeg gik rundt til hver og en, og gav dem et stort kram, hvorefter jeg takkede dem allesammen. Lige da jeg havde sagt tak til den sidste, kiggede jeg mig over skulderen og så hende. Malene. Min bedste veninde hjemme fra Danmark. Mit blik, min krop, omgivelserne og alt frøs et øjeblik. Det kunne ikke passe, var hun kommet hele vejen fra Danmark til USA? Flere tusinde kilometer?...Jeg kunne slet ikke fatte det. Min mund var på vid gab, og min hænder fløj bare op til den. Jeg løb over til Malene, inden jeg gav hende jordens største kram, der nogensinde var blevet set.
"Malene?!" sagde jeg overbegejstret?
"Madelyn" sagde hun og begyndte at græde lidt.
Jeg gav hende et kram mere, og hviskede i hendes øre hvor meget jeg havde savnet hende, hvilket også gik op for mig i det sekund. Mine tårer ville pludselig ikke holde sig inde, bag mine øjne mere, og løb derfor ud med 100 km/t i timen. Mit hjerte bankede hurtigt, og det var stadigvæk ikke gået op for mig, at jeg stod og krammede min bedsteveninde. Alle gæsterne stod bare og kiggede, med smil på deres læber indtil tingene faldt lidt til ro, og folk begyndte at finde deres pladser. Jeg havde heldigvis fået et bord, hvor både Brady og Malene var. Vi fik placeret os, og inden vi begyndte at spise holdte min far en tale. Han slog kort og dæmpet på glasset, inden han rejste sig op og fik opmærksomheden rakt hen mod ham. Da jeg så han rejste sig, sendte jeg ham et smil.
"Ja... Så er vi jo samlet her idag for, at fejre vores alles Madelyn. Jeg ville rigtig gerne takke jer allesammen for, at medvirke til hendes fest. Det er både Mariay og jeg rigtig taknemmlige for, og vi håber Madelyn også er det.
For snart et år siden blev mit liv, vendt op og ned. Det skal så lige siges, at det kun var på de gode måder. Min dejlige familie, vendte tilbage til Oregon hvilket jeg har været så lykkelig over. Jeg syntes det er så vildt, at tiden bare flyver afsted. Jeg kunne jo næsten ikke kende mine egne børn" sagde han, så folk begyndte at grine. Jeg lagde meget mærke til, at han sagde børn og familie. Teoretisk set var han ikke engang min far, men det betød meget for mig at han så mig som HANS datter, og ikke min mors gamle kærestes datter, fordi jeg så også Robert som MIN far. Han tog et sit glas, og rakte det i været, for at sige skål, inden han igen begyndte.
"Madelyn" sagde han og rettede sit blik på mig, hvorefter alle også kiggede på mig.
"Jeg er utrolig stolt af min dig, du har formået at klare det sidste år på high school, unden at du kendte nogle og måske ikke helt var fan af at flytte tilbage til Oregon, når alle dine veninder og venner befandt sig hjemme i Danmark. Du er en utrolig stærk, smuk, intelligent, hjertensgod, munter og en smuk pige. Og jeg er mere end sikker på, at du ville vælge de smarte beslutninger i livet, som du snart skal til at tage. Jeg håber du tager den kloge beslutning om, at beholde Brady. Han er squ en god nok fyr" sagde min far, med et kort grin bagefter medfuldt af gæsterne.
"Men det jeg egentlig ville sige med den her tale Madelyn. Det er at din mor og jeg, er mere end tilfredse og stolte af dig. Vi kunne simpelthen ikke ønske noget mere af dig. Så stort tillykke Madelyn med din dimension. Lad os alle skåle" afsluttede min far, og fik alle til at skåle, øjebliklig.
Lige da talen blev afsluttet, gik jeg op til min far, og gav ham et stort kram.
"Tusind tak far!" sagde jeg med enkelte tårer i øjnene.
"Det var så lidt Madelyn! Jeg håber du ved hvor stolt jeg er af dig" sagde han og kiggede mig i øjnene, og jeg kunne se at han blev en anelse rørt.
Vi satte os ned igen, og begyndte på måltidet, og tiden fløj bare afsted, som min far så fint havde sagt i sin tale. Klokken blev ligepludselig mange, og folk begyndte så småt at tage afsted. Jeg kunne nu også godt mærke, at jeg var udmattet, og nedkørt efter den lange dag.
"Hey Maly" sagde Malene, som hun plejede at kalde mig.
"Yes?" sagde jeg
"Jeg skal med en flyver hjem, 23.40...Såemm jeg skal til, at smutte" sagde hun, lidt nedtrykt.
Jeg sukkede dybt.
"Allerede" sagde jeg
"Desværre...." tilføjede hun.
Jeg lænede mig ind til hende, og gav hende et blødt kram.
"Tusind tak Malene! Virkelig...Det har virkelig betydet mig for mig, at du har været her i dag" sagde jeg.
"Og det har virkelig været tiltrængt, at se dig igen" sagde jeg og grinede kort.
"Ilm smuksak" sagde hun
"Nu fik vi jo ikke rigtig talt så meget om ham Brady der, men du har fandme da fået scoret" sagde hun med løftet øjenbryn, hvorefter vi begge grinede.
"Thh...Du skulle bare vide historien" sagde jeg
"Det må jeg nok heller så" sagde hun grinende.
"Men jeg må indrømme. Han er fandme lækker!" tilstod hun.
"I virker rigtig søde, og som et helt perfekt par" tilføjede hun.
"Tak"
Det blev tid til, at Malene skulle hjem, og hun havde noget familie der kørte hende til lufthavnen..Hun skulle nå til hendes eksamener i over morgen. Vi gav hinanden et sidste kram, inden hun satte sig ind i bilen, og kørte ned ad vejen. Jeg stod hele vejen og vinkede, til hjørnet. Akkurat ligesom hun og mine andre veninder gjorde ved mig, for omkring et år siden. Jeg vendte mig om og så, at Brady var på vej i retning mod mig.
"Har du haft en god aften" spurgte han nysgerrigt.
"Nej"sagde jeg og kiggede ned mod vejen.
"Jeg har haft en fantastisk aften" sagde jeg, og lænede mig indtil ham.
Jeg kiggede lidt og beundrede ham kort.
"Jeg elsker dig Brady" sagde jeg helt og aldeles alvorligt.
"Jeg elsker også dig Madelyn" sagde Brady uden tvivl, og kyssede mig blidt.
Heej❤️
Håber i kunne lide det sidste kapitel af "Is he a real player" Det har virkelig betydet meget for mig, at det har været så mange læsere igennem hele bogen. Og jeg kan sket ikke fatte det! Tusind tak til jer som har været med lige fra starten, og til jer som er kommet senere hen😊 I er grunden til, at jeg har skrevet videre, fordi jeg har vidst at nogen på den anden side af skærmen, har ville læse de kapitler som jeg har skrevet😌
Mange tak for alle de søde kommentarer, i har været så søde at efterlade mig efter næsten hvert kapitel, det har været rart at læse dem igennem!
Jeg har besluttet mig for, at lave en to'er, men jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg kommer til at udgive den endnu. Så ha' tålmodighed❤️❤️
TUSIND mange gange tak! Det betyder meget! Mere end i måske tror🌹❤️
Knuuuuzzzz💞💞
YOU ARE READING
Is he a real player?
Teen Fiction*****AFSLUTTET***** -Jeg frøs da jeg så ham, waaaow! Hvordan er det muligt?- Hun er en 16 årig følsom og til dels udadvendt pige, men ikke mindst en teenager ved navn Madelyn Braice som ikke helt har fundet sig selv endnu, og som til tider har en le...
