Is he a real player?

Hello again

Flyveturen var et rent helved. Først ventede vi 2 timer ekstra fordi det viste sig, at vi var booket ind på det forkerte fly. Godt arbejde til den som bookede os, det må jeg sige. Applause. Nå men vi ventede de to timer der, og held i uheld i det, fordi jeg fik noget nyt makeup. Wuhuu. Tak mor. Hvis i aldrig har været i en lufthavn før, så er der alle mulige butikker, og min mor var inde i næsten hver og en! Og vi skulle selvfølgelig med. Ej vi skal da også lige se hvad der er her, nøj hvor er den bedårende, Madelyn hvad synes du om den her? Sådan sagde hun hele tiden når hun så noget, hun ville se i en anden butik.
Efter de to timer kom vi endelig ind på flyet, og fik sat os til rette. Flyet startede bare aldrig. Først efter lang tid, vi fandt dog ud af at det var fordi piloterne troede at de skulle spise deres frokost imellemtiden, så de vidste slet ikke at flyet allerede var fyldt op med passagerer som var på vej til Oregon, og at det var klar til at lette for længst.
Af hvad jeg kan huske sov jeg også det meste af turen. Heldigvis for det.

--------
Da flyet endelig landede, blev jeg vækket af det bump der kom, da vi langt om længe ramte landjord igen, efter godt og vel 21 timer i luften. Da højtaleren spyttede ud at vi måtte smide selen var det, det første jeg gjorde. Arrrgh det føles så dejlig befriende, ikke at være spændt fast længere. Vi kom ud af flyet og min lillebror og mor var allerede et stykke foran mig, jeg derimod prøvede at følge med så godt jeg kunne. Det var bare ikke lige det nemmeste, når de havde det lange ben foran.
Bagagen var ikke så langsom om at komme, det var derimod virkelig hurtig. Det var jeg inderligt glad for, fordi der var næsten ingenting jeg hadede mere end at vente en evighed på ens bagage. Jeg så min sølv kuffert komme ud med en magen til lige i hælene, som heldigvis også var ejet af mig. Jeg tog dem begge to, en i hver hånd og rullede over mod min lillebror, som stod og lænede sig op af sine kufferter, med telefonen lige i smasken.
"Hvad så" kom jeg og gav ham et puf.
"Ikke så meget. Jeg står bare lige, og hænger ud med mine kufferter" sagde han med et ironisk grin.
Jeg grinede kort og fik derefter øje på mor, jeg pegede hende over og straks kom hun.
"Når i har fået jeres bagage" sagde hun og smilede lidt for overdrevet.
"Ja" sagde vi i kor og nikkede udmattende.
"Så må vi hellere komme afsted"
Vi gik iblandt en masse mennesker, og lige så snart vi kom ud til der hvor folk ventede på deres venner, familie eller bekendte løb de hen og krammede dem, som om de aldrig havde set dem før. Det var rørende.
Vi stod bare tilbage og kunne ikke finde en eneste vi kendte. Neeej sikke en modtagelse, tænkte jeg da der ikke var nogle. Vi gik længere fremad, og jeg kunne se mors bekymrede ansigt. Jeg tror hun var bange for, at han havde glemt os. Men lige da vi var ved at give op, og ringe til en taxi dukkede en bekendt mand op nede ad den brede gang, som løb ned imod os. Mors øjne lyste helt op da hun så ham. Det var far.
De løb hen til hinanden, ligesom man ser på youtube videoer når et kærestepar bliver genforenet. Problemet var så bare lige, at mine forældre havde haft en "pause". Så det var ikke sødt, det var bare underligt. De havde jo selv bestemt, at de ikke ville se hinanden i så lang tid. Efter mine forældres lange kram, hvor min lillebror og jeg bare stod og så på akavede på, rykkede han videre til os.
"Hej" sagde han begejstret og krammede os.
Min lillebror var glad, men det kunne jeg selvfølgelig godt forstå, vi havde jo ikke set vores far i mange år.
På vej hjem til huset sad vi alle og snakkede i bilen. For engang skyld føltes vi virkelig som en lykkelig familie, og vi var alle samlet.

Heeej
Jeg håber stadig du ville følge med😊
Jeg ved godt der ikke er sket det helt store endnu, men der sker noget i næste kapitel! Det lover jeg❤️
Knuzzz