Is he a real player?

Du er alt!

Abygail sad og kiggede helt morløs på mig.
"Han...har han fucking VÆRET DIG UTRO!!??" Sagde hun, og hævede stemmen til sidst.
Jeg kiggede på hende, mens mine tårer langsomt trillede ned af mine kinder.
Jeg nikkede, men kun kort. Det gjorde ondt... Aldrig før havde jeg følt sådan en smerte i mit hjerte. Det var ubeskriveligt.
Mit hjerte rungede jo mere jeg tænkte på det.
"Århhh Mady...." sagde Abygail, og lænede sig ind til mig og krammede mig blødt.
Vi kom til at lægge i min seng flere timer, hvor Abygail bare lagde og krammede og nusede mig, samtidig med at hun bakkede mig op og sagde, han var en kæmpe nar.
Det sjove var faktisk, at jeg følte det hjalp.

-------

Da det desværre blev aften kom min mor op og bankede stille på min dør, inden hun stak hovedet ind. Hun rakte en telefon op i vejret, og jeg kunne se at der var en samtale igang.
"Du har telefon" sagde hun
"Hvem er der?" svarede jeg hende meget neutralt.
"Brady" sagde hun og smilede
Fuck.....Hun vidste jo ingenting...Hvis jeg sagde jeg ikke gad, at snakke med ham ville hun vide at noget var galt. Jeg gik i panik...jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige...Ja eller nej?
"Her jeg kan give den til hende" sagde Abygail og smilede til min mor, og tog telefonen hvorefter hun lukkede døren stille i.
Hun vendte sig om mod mig, og kiggede afventende på mig.
"Jeg skal ikke snakke med ham!" sagde jeg hviskende, men stadigvæk bestemt.
"Brady!!" sagde hun helt glad.
Jeg var forvirret? Hvorfor lød hun begejstret om det? Det gav jo ingen mening!
"Aby?" sagde han nysgerrigt.
"Ja Abygail!" sagde hun og ændrede tonefald.
"Jeg har hørt hvad fanden du har gjort! Din fucking taberagtige liderlige idiot! Må jeg spørge om noget?!!!....Du er jo rablende sindsyg! Man er satme ikke utro! Det er kun fuckboys der er det! Eller vent! Nååårhh ja, det er du squ da også...Du har fandme ikke ændret dig en fucking skid, som du gik og pralede til Madelyn om! ALT DET DU FUCKING HAR FORTALT HENDE ER ALT SAMMEN EN STOR FED LØGN! Ligesom dig!" sagde hun og smed tilfreds, og samtidig rasende røret på.
"Aby dog" sagde jeg chokeret.
"Jeg gjorde hvad der skulle gøres..." sagde hun og fik det til, at lyde meget nødvendigt.
Jeg nikkede kort på hovedet.
"Tak Aby" sagde jeg og fjernede en tårer fra min venstre kind, som så småt var på vej ned af min allerede våde kind.
"Du er fandme den eneste rigtige for mig!" sagde jeg.

--------

De følgene dage gik i skolen, med at jeg bare slaskede rundt på gangene, som en der bare var der for, at klare mig i skolen, fordi det var ihvertfald ikke af min egen lyst jeg havde bestemt at være der.
"Madelyn?!" Var der en stemme der sagde, langt væk i mit hovede.
"Madelyn! Madelyn! Madelyn!"
Stemmerne blev ved, indtil det gik op for mig at det var min lærer som stod helt foran mig, og sagde mit navn.
"Øhmm ja?" Sagde jeg småforvirret.
"Jeg spurgte dig om noget"
"Undskyld, ja hvad var det?" Sagde jeg og tog mig til hovedet.
"Hvad er 5^2*2^3?"
Min hjerne gik nærmest i stå, og jeg kunne bare ikke få det til, at fungere. Jeg kiggede over ved siden af mig, og det var der min hjerne endelig begyndte at vågne op igen efter den powernap, jeg ihvertfald ikke selv havde bedt om.
"Det giver 200" sagde jeg selvsikkert.
"Ja, det er fuldstændig rigtig!" Sagde læreren og lød helt overrasket over, at jeg overhovedet sagde rigtigt, hvilket gjorde mig lidt irriteret.
Efter læreren igen var gået op for at prædike løs om matematik, gik det op for mig at det var tak ad været Brady, at jeg lige havde løst stykket. Jeg sad og kiggede over mod siden, hvor Brady ALTID plejede og sidde for, at hjælpe mig, og bare tanken om at han sad der hjalp mig faktisk. Jeg ved ikke helt om jeg synes det var rart, eller om det egentlig bare var forfærdeligt, at jeg bare skænkede ham en tanke.
Da skole dagen var færdig gik jeg hjem, helt aldeles alene! Jeg gik og hørte noget musik, som skulle prøve at gøre mig i godt humør, men det virkede bare ikke rigtig til at virke.
Mine tunge skridt blev hurtig alt for tunge, og jeg følte at mine arme ligepludselig vejede 100 tons hver, så jeg dumpede bare ned på røven og lænede mig ind over mig selv, hvorefter jeg nærmest brød ud i gråd. Mine tårer røg bare ud som, et kæmpe vandfald. Jeg kunne bare ikke stoppe, stoppe med at græde, stoppe med at tænke på ham....jeg kunne bare ikke.
Da jeg langt om længe tog mig sammen til, at gå hjem ad igen, gik jeg hurtigt. Mest af alt bare fordi jeg gerne ville hjem, og lægge i min seng. Igen.
Jeg havde kun lige smidt mig i min seng, inden min telefon begyndte og bumle. Jeg tog den til mig og så på skærmen. Ny besked fra Brady?

Heej❤️
Håber i kunne lide kapitlet, og at i ville gi' den en stemme!
Tusind tusind tak fordi i gider, at læse med!!!
Det betyder virkelig meget.
I må meget gerne skrive hvis i synes der er noget jeg kan gøre bedre.
Knuuzzz❤️