Mrs. Kostbar | ッ

Del 1

S T E P H A N I E

"Mor du bliver snart rask igen, jeg ved det." Siger jeg til min mor, som ligger døende, i sin hospitalsseng. Hun fik konstateret brystkræft, for et halvt år siden. Jeg lægger mig ind til hende. Hendes øjne er lukkede, og jeg er ikke sikker på at hun hørte hvad jeg sagde.

"Besøgstiden, er desværre forbi. Din mor skal have lidt ro." Siger lægen, da hun kommer ind på den stue, min mor ligger på. Jeg rejser mig op.
"Tak for i dag" siger jeg venligt til lægen, og giver hende hånden. Jeg går mod døren, og stopper op, jeg vender mig stille om, og kigger på min mor. I de to sekunder jeg står og kigger på min mor, går der mange tanker igennem mit hoved. Hvad skal der ske? Jeg vender mig mod døren igen, og går ud. Jeg må tage bussen hjem, da jeg ikke har nogen bil.

Jeg kommer hjem til et tomt hus; Men jeg vil hellere bo alene, end at bo med min far. Jeg går forbi soveværelset, og stopper op. Det var der min mor plejede at ligge, men jeg ved at hun kommer til at ligge der igen, hun skal bare lige have lidt tid. Jeg er træt og går derfor bare i seng. Da jeg ligger mig i sengen, kommer jeg til at se, at jeg ikke har rullet gardinet ned. Jeg rejser mig irriteret op, og går hen til vinduet, da jeg kigger ud af vinduet, får jeg øjenkontakt med nabodrengen Jonas. Jeg prøver at smile, men det bliver et rimelig usikkert og trist smil. Jeg kigger hurtigt væk igen, og får rullet gardinet ned. Jeg tænker tilbage til på mellemskolen, hvor Jonas og jeg var bedste venner. Der skete det at vi begyndte at date, og efter et år blev det for kedeligt, så vi slog op. Efter det snakker vi aldrig sammen mere. Der er altid så akavet stemning, når vi møder hinanden på gangen, i skolen eller på vej til skole. Jeg falder i søvn, da jeg har ligget at tænkt lidt på tiderne med Jonas.

Jeg vågner, og tænker straks på min mor. Hvordan mon hun har det? Jeg står op, og får noget tøj på. Jeg tager den første bus jeg kan, ind til hospitalet. Jeg tager elevatoren op til 3. etage, og finder stuen min mor ligger på. For en gangs skyld er hun vågen.
"Hej mor!" siger jeg og giver hende et ordentligt kram. "Hvordan går det?" Tilføjer jeg, og sætter mig på en stol. 

"Det går rigtig godt, fysisk, men psykisk går det ikke så godt, knuden er blevet meget større." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg er selvfølgelig glad for at hun har det bedre, men at det går dårligere med selve kræften, er virkelig noget lort. Da vi får snakket om hvordan det går med mig, kommer vi pludselig ind på emnet skole. 

"Jeg synes altså at du skal starte i skole igen." Siger mor. 

"Jeg ved ikke helt..." Siger jeg og bliver afbrudt,

"Jeg ved at du gerne vil være herinde, men du kan ikke rende herinde i skoletiden. Du kommer alt for langt bagud." Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Det er ikke fedt at være i skolen, når man ved at ens mor ligger på hospitalet med kræft, og kan dø hvert minut.

Besøgstiden er slut, og jeg tager bussen hjem. Jeg går ind og smider mig på sofaen, da det så ringer på døren. Jeg når kun at vende blikket mod døren, før den åbner. Det er DJ. Jeg bliver bare liggende, og vender blikket tilbage mod mine fingerringe, som jeg altid sidder og leger med når jeg keder mig. Hun går ind, og lukker døren. 

"Hvordan går det med din mor?" Spørger hun, og kaster sig ned i sofaen.

"Hendes knude bliver større og større." Svarer jeg hende trist. 

"Lort!" Råber hun. "Kommer du ikke snart i skole igen?" Spørger hun, for at snakke om noget andet. 

"Jeg regner med at komme i morgen" Svarer jeg hende. Vi får snakket lidt, og vi beslutter os får at lave noget mad. Vi tager ned til supermarkedet, og køber nogle grøntsager, og noget kylling. Vi får egentlig bare lavet en salat, og stegt noget kyllingefilet.

"Bliver du ikke bare at sover?" Spørger jeg DJ, da vi står og laver mad.
"Jojo" Svarer hun, og tager en tår af sit vand.

Vi vågner pludseligt, midt om natten af at min mobil ringer. Det er hospitalet, så jeg skynder mig at tage den.

"Hej Stephanie, du skal skynde dig at komme herind på hospitalet, din mor er i stor livsfare." Lyder det fra lægen, der ringer. Jeg får tåre i øjnene, men skynder mig hurtigt at tage tøj på.

"Hvad sker der?" Udbryder DJ.

"Bare skynd dig at tage tøj på!" Hun kender mig, og gider ikke at bruge tid på at diskutere med mig. Imens hun bliver færdig, ringer jeg efter en taxa. Vi venter på taxaen, og jeg forklare hende hvad der foregår. Taxaen kommer, og løber vi ud til den.

Da vi ankommer, løber vi hen til elevatoren. Vi står ud af elevatoren, og DJ venter i venteværelset, og jeg løber videre hen til min mor. Da jeg kommer ind, kommer lægen hen til mig. "Stephanie vi kunne intet gøre. Det gik pludseligt så hurtigt." Hele min verden står stille, og jeg bryder sammen.

DJ kommer løbende ind. Hun kunne ikke vente på at se, om jeg kom tilbage grædende eller lettet. Hun stopper op, og ser at jeg står og græder. Hun vender blikket mod min døde mor, som ligger i sin hospitalsseng, og får selv tåre i øjnene. Hun løber hen og krammer mig.

DJ og jeg har været bedste veninder siden vi var små, så vi har ligesom haft hinandens mødre, og har kendt dem ind og ud. Så min mor var ligesom en nummer to mor for DJ.

Udgivet den 14. August 2017

Så er mit første afsnit ude! Håber at i kunne lide det