Mrs. Kostbar | ッ

Del 13

S T E P H A N I E

... Vi sætter os ind i bilen, og Sander kører.

"Jeg skal købe 3 voksenbilletter" Siger Sander.
"Trevor og jeg skal altså nok selv betale" Hvisker jeg undrende til Sander. Selvfølgelig, skal han ikke betale for os.
Han modtager 3 par sokker fra ekspedienten, og går mod hallen. Først derefter svarer han mig,
"Nej, det er mig der har inviteret jer, jeg betaler" Svarer han venligt. Jeg kigger åndsvagt på ham, og rækker ham pengene.
"Nej." Siger han smågrinende og skubber dem tilbage. Vi står ellers bare og slåsser om pengene, i lidt tid, da Trevor bryder ind,
"Skal gå ind og hoppe eller hvad?"
"God ide" Siger Sander og halv løber der ind, imens jeg står med pengene. Jeg ruller bare øjne, og putter dem i lommen, han skal vel nok få dem på en eller anden måde.
Vi træder ind i hallen, og jeg måber. Når han siger trampolin park, troede jeg bogstavelig talt bare at der var nogle trampoliner i en park, men nej. Der er jo trampoliner alle steder. Sander og Trevor løber ned mod basketball området, selvfølgelig, hvad havde jeg regnet med. Jeg følger bare med dem. De prøver at se seje ud, ved at lave alle mulige tricks, for eksempel ved at komme hoppende, og lave en salto, og så flyve direkte op mod nettet. Jeg går over på trampolinen ved siden af, og begynder bare at hoppe lige så stille. Jeg kommer til at kigge på hende ved siden af, som laver det der vist nok hedder en barani. Jeg prøver, men lander lige på røven, lidt flovt, men sådan er det jo bare. Jeg kan vel så meget andet. Sander kommer over da han får øje på mig.
"Prøv lige igen" Siger han, og virker helt vildt imponeret. Jeg kigger undrende på ham, og prøver igen, den her gang lander jeg på knæene.
"Har du kunne det før?" Spørger han interesseret.
"Nej, hvorfor?" Spørger jeg mere undrende end før.
"Du kan altså godt, hvis du lige prøve lidt flere gange." Han går hen til mig, og vifter med hånden, som antydning til at jeg skal prøve igen. Jeg prøver og han står som støtte ved siden af mig. Jeg gør det igen og lander den næsten.
"Er du sikker på at du ikke har kunne det før?" Spørger han målløs.
"Altså det eneste jeg har kunnet på en trampolin er en saldo, som jeg ikke engang kan mere." Svarer jeg.
"Du er virkelig lærenem, du kunne da blive cheerleader på skolen?" Siger Sander.
Jeg trækker lidt på det, "Jeg ved ikke helt"
"Det må du selv om, men du er virkelig god" Siger Sander.
"Tak" Siger jeg overrasket. Hvordan kan jeg være god når jeg aldrig rigtig har hoppet så meget?
Sander går hen på trampolinen ved siden af mig, og Trevor vender sig om og spiller videre. Jeg løfter skuldrene, hvorfor ikke. Jeg bliver bare ved med at prøve, og jeg tror at der går cirka tyve minutter, da jeg pludselig lander den.
"Whaaat?" Udbryder Sander målløs. "Du er jo et naturtalent!" Tilføjer han.
"Tak!" Udbryder jeg mindst lige så overrasket som ham.

Vi er på vej ud til skabene, for at hente vores ting. Jeg får en besked fra Pam.
Pam: I kan jo invitere Sander med på spisning, nu når han var så sød at invitere jer med i trampolin parken.
Stephanie: God ide :))
"Sander, Pam spørger om har du lyst til at spise med i aften?" Siger jeg til Sander da vi sidder i bilen.
"Jo tak, det vil jeg da gerne" Svarer han og smiler til mig. Han finder sin mobil frem og sætter den efter lidt tid op til øret. Han skal nok ringe til nogen, og eftersom man ikke må snakke i mobil mens man køre, holder han den op til øret med hans skulder.
"Hej far! Mrs. Flores har inviteret mig til aftensmad, så jeg spiser ikke hjemme." Siger Sander, efterfølgende af en masser "Ja" "Okay".
Vi træder ind ad døren til Pam og Rays hus, og de kommer høfligt hen og byder Sander velkommen. Vi går alle tre op på mit værelse.
"Hvor kan jeg hænge min jakke?" Spørger Sander.
"Der hænger nogle bøjler inde i det skab der" Siger jeg og peger på mit skab. Han hænger sin jakke op, og smider sig i min seng, med sin mobil.
"Starter du så ikke på cheerleader-holdet?"
"Det ved jeg ikke, det er jo pinligt hvis jeg ikke kan finde ud af det."
"Hvad mener du med det, du lærte at lave en barani, på en dag?" Han understreger 'en'. "Du har jo talent tøs" Tilføjer han. Jeg smiler til ham,
"Tak"
"Desuden, så skal i også optræde til kampene, og præsentere spillerne. jeg kan sørge for at du skal præsentere mig, så har jeg min egen cheerleader." Siger han, med sit smørret smil.
"Har alle ikke det" Spørger Trevor undrende. Sanders smil forsvinder. Han begynder at snakke udenom,
"Trevor glæder du dig ikke til at skulle spille på det store hold?" Spørger Sander, tydeligvis for at snakke udenom.
"Jo, så kan jeg også få min egen cheerleader" Siger Trevor med et mindst lige så smørret smil, som Sander. Pams stemme høres for trappen, og afbryder Sanders og Trevors grin,
"Så er der mad" Vi flyver alle sammen op af glæde, og løber nedenunder.

"Pam er virkelig god til at lave mad" Understreger Sander med store øjne, på vej op ad trappen. Takket være ham, havde vi ikke behøvet at smide noget af suppen ud. Han spiste tre gange så meget som os andre, og var lige overrasket over hvor godt det smagte, ved hver portion.
"Jeg er fuldstændig enig" Svarer jeg med lige så store øjne.
"Skal vi se Netflix?" Spørger jeg da vi kommer op på værelset.
"Ja det kan vi da godt" Svarer han og smider sig i sengen. Jeg finder fjernbetjeningen, og går ind på Netflix.
"Hvad vil du se?" Spørger jeg ham.
"Der er sådan en rigtig god dokumentarfilm om basketball, kan vi se den?" Siger han.
"Som du vil" Svarer jeg ham bare, og giver ham fjernbetjeningen. Min terrasse dør står åben, for at vi kan få lidt frisk luft ind. Pludselig, kan man høre nogle råber hjemme ved Sander, han springer op.
"Hvad med din jakke?" Udbryder jeg, men kommer alligevel til at tænke på om det var et dårlig tidspunkt at spørger om det på.
"Jeg henter den når jeg får brug for den" Råber han, og er derefter væk. Jeg er ked af det på hans vegne, jeg ved jo godt at det var hans forældre der skændtes; men faktisk ville der jo ikke ske noget ved at jeg måske lige prøvede den der jakke.
Trevor kommer ind.
"Hvor er Sander?" Spørger han.
"Han skulle noget vigtigt" Svarer jeg.
"Så vigtigt at han glemte sin jakke?" Spørger Trevor. Jeg nikker.
Han løber hen til mig. Jeg kigger undrende på ham, og smider jakke på sengen.
"Overvej at jeg skal have sådan en jakke på om et par år!" Siger han målløs. Jeg griner bare, og smider mig i sengen.

Udgivet den 30. Oktober 2017

Hvad siger i til mit nye cover? Har virkelig lagt meget arbejde i det, så håber i kan lide det. Har nok brugt 6-7 timer sammenlagt. Jeg kan bedre lide detaljerne i dette cover, men synes at det er lidt kedeligt pga at det bare er hvidt
:((
Ha' en god dag!!!