Mrs. Kostbar | ッ

Del 36

S A N D E R

..."Det lyder hyggeligt." siger Trevor. "Skal vi gå hen til de gamle, så vi kan komme ud og få noget at spise?" spørger Trevor.
"Det lyder godt" siger Sander.

Klokken ringer ud til frikvarter. Florian og jeg kigger på hinanden. Vi tager vores bold op og går ud af lokalet.

"Skal vi smutte i hallen?" spørger jeg Florian da vi går driblende på gangen.

"Jeg er på." siger Florian. Vi går forbi vores skabe og åbner dem.

"Spiller vi med din bold?" spørger Florian og kigger på mig, imens han presser sin taske ind i skabet.

"Ja det kan vi godt" svarer jeg. Han lægger sin bold i sit og lukker det. Vi går driblende med bolden ned mod hallen. Jeg hører at nogle er inde i hallen, men det er der ikke noget nyt i, så vi går bare derind alligevel. Jeg får øje på to førsteårs drenge kan jeg se.

"Hey! Hvad laver i?!" råber jeg. De står og graffiti maler på væggen. Florian sætter i løb mod dem og jeg løber efter.

"Fuck. Løb!" siger den ene til den anden. De smider dåserne og løber grinende væk. De løber ud af salen da vi når hen til væggen de malede på. "Fuck Mrs. Brown" har de skrevet med graffiti maling. Jeg tager en af dåserne op og kigger på den.

"Sander? Florian?" Florian og jeg vender os synkront om mod stemmen. Det er inspektør Mr. Bryant der står 10 meter fra os.

"Mr. Bryant det-va-det var ikke os" får jeg fremstammet. Han hører ikke på os.
"Mit kontor nu." siger han og vender sig om og går ned ad gangen. Fuck.

"Pis" siger jeg lavt. Florian sparker surt ned i jorden.

"Vi må nok heller følge med" siger jeg akavet. Florian svarer ikke. Han er sur. Ikke på mig, men på de der drenge. Han begynder at gå mod Mr. Bryant og jeg følger med.

Der er længe stilhed. Florian og jeg sidder i hver vores stol overfor Mr. Bryant. Florian og jeg sender. Hinanden akavet blikke, og Mr. Bryant nedstirrer os skiftevis.

"En ting er at vi ikke bruger sådan nogle grimme ord om andre på skolen, en anden ting er at det er strengt forbudt at graffiti male skolens ejendele. Det er hærværk drenge." siger Mr. Bryant alvorligt.

"Jamen vi kan forklare" siger Florian. Jeg gider ikke at sige noget. Han tror sikkert ikke på os alligevel.

"Det er der absolut ingen grund til Florian Moore." siger Mr. Bryant. Florian sukker og ruller øjne imens han drejer hovedet væk mod ingenting. "I er bortvist her fra skolen" han holder en pause, "I en uge." siger han.

"Men--" Florian bliver afbrudt.

"I kan pakke jeres ting og gå nu." siger han og går ud af lokalet. Florian rejser sig surt op fra stolen. Jeg rejser mig lidt mere roligt og går sammen med Florian ud af lokalet.

"Hvorfor hverken sagde du eller gjorde noget?" spørger Florian mig i et lidt mere roligt tempo. Jeg stopper op og Florian stopper et par skridt foran mig. Han vender sig mod mig.

"Flo, lærerne tror aldrig på deres elever. Vi kan sige hvad vi vil, de vil ikke tro på os før vi fortæller dem at denne skole er den bedste skole på hele vestkysten, hvilket desuden er en stor løgn." Florians tomme blik hænger fast i mine øjne. "Desuden har vi ingen beviser på at det ikke er os. Vi må bare tage den straf og så komme videre. I det mindste skal vi ikke gå og have dårlig samvittighed over at det faktisk er os, for det ved vi jo godt selv at det ikke er, og det er det vigtigste." Jeg går videre og Florian følger tavst med.

Jeg står foran min hoveddør og tør næsten ikke at træde ind i mit eget hus. Normalt er mor ikke sådan en sur en, men når hun så bliver sur, så kan hun blive rigtig sur, og jeg mener rigtig sur. Stop dig selv Sander. Tænk positivt. I realiteten har du intet gjort, du har bare fået skylden. Jeg tager smilende i dørhåndtage. Vent... På den anden side at jeg blevet bortvist uanset hvad, og hvis mor bliver sur kan jeg ikke komme til kampen på torsdag, som egentligtaget er årets vigtigste kamp. Jeg trækker min hånd tilbage og begynder nervøst at bide i mine negle. Jeg kigger tomt ned på håndtaget, og pludselig bevæger det sig. Døren åbner og der står mor.

"SÅ DU BLEV BORTVIST OG SKREV Fuck Mrs. Brown' MED GRAFITTI PÅ SKOLEN MUR" Råber mor. Jeg har lige forklaret hende det hele, og hun virker -jeg ville sige- rimelig ophidset. Far træder ind ad døren. Seriøst? To mod en. Burde han desuden ikke træne over på skolen nu?

"Nej mor. Jeg har fortalt at det ikke var os." siger jeg. "Vi fik bare skylden" fortsætter jeg. Jeg kigger opgivende ned på gulvet. Far kigger undrende på os.
"DU HAR STUEARREST INDTIL JUL" råber hun ikke mindre ophidset. Far kigger uretfærdigt op på mor.

"Nej det kan du ikke. Han skal spille på torsdag. Vi kan ikke undvære Sander." han konfronterer mor. Jeg træder ned fra en af barstolene og går nedtrykt op mod mit værelse.

"Det skulle han måske have tænkt på før han skrev 'Fuck Mrs. Brown' på skolens ejendele." Jeg træder ind på mit værelse og lukker døren. Jeg tager min taske af og smider den på gulvet. Jeg smider mig i sengen og ligger en pude over hovedet på mig selv. Fedt. Ikke engang min egen mor tror på mig. Hvad skal jeg nu lave i en hel uge? Jeg er ikke engang i humør til at spille NBA.

Jeg vågner af at nogle banker på mit vindue. Jeg rejser mig op og åbner det. Stephanie træder ind på mit værelse og lukke vinduet efter sig. Jeg smider mig i sengen igen og Stephanie sætter sig i vindueskarmen.

"Jeg hørte rygter om at dig og Flo blev bortvist?" siger hun. Måske burde jeg fortælle det. Måske vil Stephanie tro mig. Jeg rejser mig op i sengen og klapper på pladsen ved siden af mig. Stephanie rejser sig fra vindueskarmen og sætter sig ved siden af mig.

"Lover du at tro på mig?" spørger jeg hende og kigger ind i hendes smukke øjne.

"Sander du er den jeg stoler allermest på, selvfølgelig vil jeg tro dig" siger hun. Jeg smiler. Hun er den mest fantastiske pige jeg kender. Jeg tror at jeg er forelsket i hende.

Udgivet den 19. marts 2018

Undskyld at afsnittet kommer så sent. Har ikke lige haft tid. Omg Sander er forelsket. Cute. Shippingname?

Forresten hvordan synes i at min opstilling skal være? Skal den være som jeg har lavet den i dette afsnit med mellemrum mellem hver handling eller som jeg plejer?