Mrs. Kostbar | ッ

Del 6

S T E P H A N I E

..."Det lyder virkelig spændende, så må vi håbe det bedste for hende!" Svarer jeg, og skifter position.

Da vi sidder og spiser kan jeg se at Pam holder på noget, så jeg vælger derfor at spørge ind til hendes jobsamtale. "Hvordan gik jobsamtalen?"
"Iiih! Jeg ventede på at i ville spørge," Svarer hun med et smil over hele ansigtet, og synker resten af sin mad. "Det gik fremragende!! Jeg fik jobbet!!"
Ray og jeg smider overrasket vores bestik, og råber i kor, "Tillykke!!" Jeg er så glad på hendes vegne.

"Skal jeg tage opvasken?" Tilbyder jeg da vi er færdige med at spise.
"Ej det behøver du ikke, gå du bare op med dig." Svarer Pam med et smil, og tager over.
"Tusinde tak!" Jeg går op ad trappen og stopper på et af de sidste trin for at kigge på min mobil. Jeg er ikke så god til at multitaske.
"Ray jeg synes altså at vi skal skaffe hende en bror, det er synd at hun skal være alene, når hun har det så svært."
"Ej, Det er vi da lidt for gamle til."
"Da ikke lave et, hvor er du fjollet, nej et plejebarn, ligesom Stephanie?"
"Tror du at hun vil det?"
"Vi kan snakke med hende om det."
Jeg får overhørt lidt af samtalen, og går hurtigt ind på mit værelse, og lukker døren. Har de virkelig tænkt sig at lave et barn nu?? Jeg er seksten år, og hvis de så skal til at have barn nu, så er jeg sytten år ældre end det barn! Ej det må ikke ske. Jeg går ud på terrassen, fordi jeg godt kan lide at være derude når jeg skal tænke. Jeg vender tilfældigvis blikket mod Sanders vindue, og opdager at han sidder i hans vindueskarm. Han vender blikket mod mig, og giver et lille vink. Jeg vinker selvfølgelig tilbage. Jeg ser at han går, hvilket er lidt trist. Jeg går ind og henter min computer, og sætter mig ud igen. Jeg kigger Facebook igennem, og pludselig dukker det en venneanmodning op. Sander Torres har sendt dig en venneanmodning. Jeg svarer selvfølgelig ja, og kigger hen på hans vindue, og ser at han sidder der igen. Han skulle nok bare hente sin computer. Jeg får en besked, og går derfor ind på messenger.
Sander: Hi Stephanie Hill ;)
Han kigger væk fra sin computer, og smiler til mig.
Stephanie: Heii Sander Torres
Sander: Jeg tænkte på om du havde planer her til aften?
Stephanie: Jeg havde planlagt at sove, men det var egentlig først her klokken sent. ;)
Sander: Haha. Vil du med over på legepladsen?
Stephanie: Og lege? Haha
Sander: Naah, jeg tænkte nu bare på at sidde på rutsjebanen ligesom tidligere hehe.
Stephanie: Vi ses udenfor mit hus om 30 sekunder.
Idet jeg kigger over på ham, smider han nærmest sin computer, og løber.
Jeg tager mine sorte Vans Old Skool på, og smutter ud ad døren. Da jeg kommer står Sander der selvfølgelig allerede.
"Du kommer for sent!" Siger Sander og lægger armene over kors, mens han prøver at se sur ud. Jeg lukker døren, og går hen mod ham, "Du fik jo også forspring," Siger jeg og giver ham et lille puf. Vi giver et lille grin fra os, og begynder at gå.
"Må jeg spørge dig om noget?" Spørger jeg og kigger over på Sander.
"Ja selvfølgelig." Svarer han mig, og tager hænderne i lommen.
"Hvordan fandt du mig lige på facebook?" Spørger jeg og smiler kækt til Sander.
Han griner svagt "Det bare sådan noget jeg kan!"
"Jeg vil helst ikke vide mere." Svarer jeg for sjovt, og hentyder til at vi skal skifte emne.
Vi sætter os på rutsjebanens legetårn, ligesom vi havde gjort tidligere.
"Må jeg også spørger dig om noget?" Spørger Sander, og aktivere sit alvorlige ansigt.
"Ja?" Svarer jeg, og kigger nysgerrigt på ham.
"Hvorfor er du her? Hvorfor er du ikke hos dine forældre?" Der går lidt tid og han når at sige "Ej undskyld, det er et personligt spørgsmål, det skulle jeg selvfølgelig ikke have spurgt om."
Jeg svarer ham hurtigt og sikkert "Nej det er helt okay, jeg gav dig jo selv lov!"
Han trækker vejret lettet, og jeg begynder at fortælle.
"Min mor og far var skilt, så jeg boede alene med min mor. Min mor døde af kræft, så jeg endte med at bo alene i lejligheden. To af mine venner DJ og Kade.." Jeg bliver afbrudt af Sander, "DJ? Kan man hedde det?"
"Det ved jeg ikke, det er egentlig bare en forkortelse for hendes navn, hun hedder rigtigt Donna Johnson, men det er der aldrig nogen der kalder hende, udover hendes forældre."
Han nikker som en antydning til at han har forstået. "Undskyld for afbrydelsen." Siger han.
"Det er helt okay." Svarer jeg og smiler trist til ham i anledningen af det jeg fortæller ham.
"Men altså..." Jeg fortsætter med at fortælle historien, og da jeg er færdig sidder jeg tilbage, med tårer i øjnene. Sander rejser sig op og går hen mod mig. Han rækker mig sine hænder for at trække mig op. Jeg når op på benene, og tørre min tårerne væk, og derefter omfavner Sander mig. "Det er jeg meget ked af at høre," Siger han stille med hovedet på min skulder.
"Det skal du ikke være, jeg klarer mig."
Han trækker sig fra krammet og kigger på mig. "Du kan altid komme til mig." Siger han og omfavner mig igen.

Udgivet den 20. Septemper 2017

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor i læser min bog, jeg synes at den er SÅ dårlig, men i må jo kunne lide den siden at vi næsten er oppe på 300 reads. Altså 284 læsninger præcis i det her minut. Tusinde tak venner! I er sku så dejlige når i sådan gider at bruge jeres tid på min uopfindsomme histore ♡