Mrs. Kostbar | ッ

Del 37

S T E P H A N I E

..."Sander du er den jeg stoler allermest på, selvfølgelig vil jeg tro dig" siger hun. Jeg smiler. Hun er den mest fantastiske pige jeg kender. Jeg tror at jeg er forelsket i hende.

Jeg tripper frem og tilbage og tænker over, hvad jeg skal gøre. Jeg stopper op og kigger på Holly.

"Vi må gøre noget Holly" siger jeg. Hun kigger op på mig.

"Men hvad?" spørger hun. I første omgang svarer jeg ikke, så hun fortsætter. "At spørge enhver elev på Arroyo Grande High? Held og lykke Steph, men kampen er på torsdag, og du kan ikke nå at spørge hele Arroyo Grande High på 2 dage, og så tror jeg desuden heller ikke, at nogle gider at indrømme, at de har lavet hærværk på skolen." siger Holly lidt snerpet.

"Nej men Holly, Florian og Sander er vores bedste venner. Vi må da gøre et eller andet!" siger jeg og sætter mig i min sofa.

"Jeg tror at jeg har en ide" siger Holly og går ud ad døren. Jeg kigger efter hende og løber efter.

Holly hænger et stykke papir op på skolens opslagstavle. Der er stadig en masse tilbage på skolen på grund af fritidsaktiviteter. Jeg læser det, og der går et par sekunder før jeg reagere.
"Du tror vel ikke at folk vil få ondt af Sander og Florian, på grund af at de ikke kan spille på torsdag, og at de så kommer og indrømmer, at det var dem der spraymalede væggen i hallen?" spørger jeg. Holly og jeg griner. Jeg vender tilfældigt hovedet og stopper med at grine.

"Holly se!" råber jeg hæst og peger på en dreng der står og roder i sit skab. Der ligger nogle graffitiflasker inde i hans skab. Han lukker skabet og går igen. Vi løber hen mod skabet.

"Holly skriv skabsnummeret ned." siger jeg. Holly hiver sin mobil frem, "Vi må vise det til Mr. Bryant" fortsætter jeg. Holly slukker sin mobil og lægger den i lommen. "Kom." siger hun og løber ned ad gangen.

"Hov hov piger, i må ikke løbe på gangen" siger pedellen smilende til os og vifter med fingeren.

"Nej undskyld Mr. Furtado!" siger vi og går. Vi når rundt om hjørnet og begynder at løbe igen. Vi stopper brat op.

"Mr. Bryant! Mr. Bryant!" råber vi, da vi ser ham komme gående på gangen. Han går travlt hen ad gangen. Han stopper op og kigger på os.

"Vi har beviser på at det ikke var Sander og Florian der graffitimalede ned i hallen" siger Holly forpustet.

"Jeg har ikke tid til det der" siger han og går videre vi følger efter.

"Men du kan da ikke bortvise dem, for noget de ikke har gjort?" siger jeg og prøver at følge med hans lange skridt. Han svarer ikke.

"Vil du ikke bare gøre os den tjeneste at tjekke skab 326?" siger Holly.

"Sander og Florian er bortvist, så kører vi ikke den sag længere." Jeg stopper op og finder noget af det papir som Holly hængte op. Jeg tager en kuglepind frem fra min lomme, som jeg tidligere brugte til at skrive notater i timen. Jeg skriver skabsnummeret ned og løber op til Holly og Mr. Bryant igen.

"Her!" råber jeg "Tag det her!" Jeg rækker papiret til Mr. Bryant, og han tager, uden at kigge, imod det. Holly og jeg stopper og lader Mr. Bryant gå videre. Jeg sætter mig i en vindueskarm og sukker.

"Vi har gjort hvad vi kunne nu Steph" siger Holly. Jeg siger ikke noget men nikker bare. "Det betyder virkelig meget for dig." siger hun på en næsten spørgelig måde. Jeg kigger op på hende.
"Ja." siger jeg kort. Holly sætter sig ved siden af mig.

"Hvordan går det med dig og Sander?" spørger hun.

"Hvad mener du?" spørger jeg og kigger undrende på hende.

"Du kan jo godt lide ham" siger hun grinende.

"Nej jeg kan ikke!" siger jeg grinende og puffer til hende.

"Jo du kan, du vil bare ikke indrømme det overfor dig selv." siger hun. Jeg kigger smilende på hende. Jeg ruller øjne og vender mit hoved ned på jorden igen.

"Men du synes i hvert fald at han er pæn ikke?" spørger hun og laver sine læber til en lille streg.

"Jo!" siger jeg bestemt. "Han er røvlækker!" siger jeg. Vi griner men bliver afbrudt af en stemme.

"Er det mig i snakker om?" Vi kigger begge op. Åh nej.

"Nej Nathan, vi snakker ikke om dig." siger Holly. Selvom vi begge engang synes at han var sådan voldsomt pæn, men så snart man lærer hans personlighed at kende, er han pludselig ikke pæn længere.

"Hvad vil du os?" spørger jeg. Nathan redder en hånd igennem sit hår og stiller sig foran os med et smørret smil.

"Jeg skulle bare lige tjekke til mine damer." siger han og tygger på sit tyggegummi. Han stikker sine hænder ned i sin basketball-jakke.

"Så må du være gået forkert Nathan." siger Holly. Nathan når ikke at svare før jeg fortsætter for Holly.

"Det skulle tilfældigvis ikke være de to dukker der står derover med hele Matas i kæften?" spørger jeg, og kigger på Nathan med et løftet øjenbryn. Han svarer ikke men griner bare som om vi er tåbelige og går sin vej.

"Taber." siger jeg lavt til Nathan men så det kun er Holly der kan høre det.

Jeg banker på Sanders vindue. Han rejser sig op for at låse døren og går efterfølgende hen til vinduet og åbner det forsigtigt. Han plejer normalt bare at åbne det, og så smide sig i sengen med det sammen, men denne gang bliver han ved vinduet. Han sætter en finger op til munden og tysser på mig. Han lader mig træde stille ind på hans værelse og lukker forsigtig vinduet igen.

"Jeg er ked af det Sander. Jeg prøvede alt" siger jeg stille og prøver at kigge ind i hans øjne, hvilket er lidt svært når hans blik fanger gulvet. Han vender hovedet mod mig og smiler. Han lægger en hånd på min skulder,

"Det er sødt Steph, det er det virkelig, men det er ikke dig der skal kæmpe min sag." siger han. Jeg svarer ikke. Der er et par minutters stilhed. Sander sætter sig op i sin vindueskarm og kigger ud ad vinduet. Jeg kigger op i loftet da en ide rammer mig. Altså ikke bogstaveligtalt. Det ville muligvis gøre ondt.

"Du må snige dig ud Sander" siger jeg og kigger på Sander. Han vender blikket fra mit hus til mig og rynker brynende.

"Hvad?" siger han, selvom han godt hørte hvad jeg sagde.

"Du må snige dig ud til kampen" siger jeg.

"Det kan jeg jo ikke. Min far er min træner, og hvis han fortæller det til min mor er jeg så død som en papirsflyver." siger han og tager benene ned fra vindueskarmen. Jeg tager min mobil frem og ringer til Florian.
"Hej Steph!" siger han.

"Hej Flo! Dig og Sander må snige jer ud, i må ikke gå glip af denne kamp" siger jeg bestemt.

"Hvad med Torres' far?" siger han nervøst.

"Torres' far er på vores side" siger jeg og kigger på Sander.

"Okay mød mig på Palm Street om en halv time." siger han rigtig agentagtig og får mig til at grine mentalt. Han lægger på og jeg kigger op på Sander.

"Hvad venter du på!" siger jeg. Han rejser sig og går mod sin træningstaske.

"Jeg kommer til at fortryde det her." siger han og svinger den op på skulderen.

"Vent havde du allerede pakket?" spørger jeg og peger på tasken.

"Ja? Tror du ikke at jeg allerede havde tænkt på at snige mig ud?" siger han og hopper over på min altan. Seriøst?

Udgivet den 27. marts 2018

Jeg ved godt at jeg har været en dag bagud, men der har været en masse bøvl med min computer med virus og så videre og har først lige fået den tilbage. Håber i kan bære over med det, har ihvertfald gjort kapitlet længere hehe. 

Hvad synes i Stephanie skal kalde Sander eftersom at han kalder hende Steph?