Mrs. Kostbar | ッ

Del 12

S T E P H A N I E

... Længe ventet bryder han tavsheden, "Jeg skal flytte."

Jeg kigger overrasket på ham.
"Hvad?" Udbryder jeg højt.
"Hvorfor i alverden skal du det?" Tilføjer jeg utilfreds, inden han overhovedet når at reagere, på min første kommentar.
"Mine forældre skal skilles, jeg skal flytte med min mor, til San Francisco."
"Men.." Siger jeg målløs. "Men du er min bedste ven her i byen, jeg har ikke andre"
"Du har da Holly og Nathan." Svarer han fornærmet.
"Hold nu op Sander, jeg snakker aldrig med Nathan. Jeg har snakket med ham en gang" Svarer jeg. Sander smiler lidt for sig selv. "Og så fik jeg ikke lige snakket så meget med Holly, på grund af branden" Tilføjer jeg trist, da jeg kommer i tanke om branden. "Hvornår skal du flytte?"
"Om 1 uge" Svarer han irriteret. "Men vi kan jo stadig facetime" Tilføjer han, opmuntrende. Han ser at det ikke hjælper, og sukker derfor. Jeg læner træt mit hovede på hans skulder, og falder i søvn.

Jeg mærker at nogen bærer på mig. Jeg kniber øjnene sammen, så jeg kun lige kan skimte tingene, og jeg ser at Sander er ved at bærer mig i seng. Jeg smiler lidt for mig selv, og håber på at han ikke ser det. Han sidder i lang tid ved siden af min seng, og kigger på mig. Jeg kan både fornemme det, og skimme det. Han går ud ad min altandør, og lukker den.

Jeg vågner, og går ud på min altan. Jeg går og broen, og banker på Sanders rude.  Han rejser sig fra sin seng og gnider sig i øjnene. Han åbner gabende vinduet, og sætter sig tilbage i sin seng.
"Sander kan du i det mindste ikke lige få nogle bukser på?" Spørger jeg, og vender utilfreds hovedet.
"I piger tåler ingenting" Svarer han og rejser sig for at tage nogle joggingbukser på.
"Kan du ikke gøre et eller andet for slippe for at flytte? Kan du ikke blive boende med din far?" Spørger jeg ham.
"Vil du da gerne have at jeg skal blive?" Spørger han for at spille dum.
"Selvfølgelig, vi har allerede fået bundet et virkelig godt bånd, og jeg vil da gerne have at det skal fortsætte. Det bedste er endda at vi er naboer, og vi kan komme i kontakt med hinanden når som helst. Helt seriøst Sander, kan du ikke selv se det?" Svarer jeg. Han kigger tænkende ned i sin dyne.
"Jeg kommer tilbage, enten bliv her eller på din altan." Svarer han, og er hurtigt ude af døren. Jeg sætter mig ned, i hans seng, og kigger rundt. Jeg har ikke været her før, så jeg udforsker det lidt. Jeg bliver afbrudt i min koncentration om at kigge på hans basketball billeder som hænger på væggen, da Sander kommer brasende ind.
"Jeg må blive boende!" Jubler Sander højt, jeg får et kæmpe smil på læben, og vi ender på en eller anden måde i et kram. Det går pludselig op for os begge, og vi trækker os akavet fra krammet. Jeg bryder den akavede stemning, og udbryder "Det da for fedt Sander!"
"Skal vi ikke fejre det ved at tage i Trampolin Parken? Du kan jo tage Trevor med" Siger Sander    . Jeg trækker lidt på det.
"Jeg er ikke lige så god til sådan noget trampolin der" Svarer jeg.
"Det kan jeg da hjælpe dig med" Svarer han imens han tager en trøje på.
"Okay" Overgiver jeg mig til sidst, "Hvorfor ikke" tilføjer jeg.
"Så ses vi udenfor min indkørsel, om tyve minutter."
Jeg kigger stresset på ham, og er på ingen tid inde på mit værelse igen. Jeg løber ind på Trevors værelse, men han er der ikke. Jeg spurter ned af trappen, og videre ind i stuen.
"Hvor er Trevor?" Spørger jeg forpustet Ray, som sidder foran fjernsynet, med fjernbetjeningen i hånden. Han spjætter og kigger træt på mig.
"Hov, jeg var vist faldet i søvn" Siger han overrasket.
"Ja, men nu hvor du er vågen, ved du hvor Trevor er?"
"Han er ude at spille basketball"
"Tak" Siger jeg og er på ingen tid ude i indkørslen hvor Trevor løber og spiller basketball.
Han kigger forskrækket på mig.
"Skal du nå noget?" Siger han flabet, og vender sig om til målet igen.
"Ja og det skal du også." Trevor vender sig nysgerrigt om og kigger på mig, "Sander har inviteret os med i Trampolin Parken"
"Hvornår skal vi være klar?" Spørger han og tager bolden op i hænderne.
"Vi skal være i hans indkørsel om tyve minutter, eller, det skulle vi for 3 minutter siden"
"Jeg er klar, jeg har allerede sportstøj på" Svarer Trevor.
"Okay, men kan du så ikke sige det til Pam og Ray, og så måske få lokket nogle penge ud af dem?" Spørger jeg, og kniber tænderne sammen.
"Jeg kan gøre mit bedste" Svarer han og går mod døren; Det samme gør jeg, og løber ovenpå, for at skifte.

Trevor og jeg løber over mod Sander, og fuldstændig overraskende, er vi et minut for tidligt, og endnu mere overraskende, er Sander her ikke endnu. Klokken bliver et halvt minut over det aftalte tidspunkt, og Sander kommer ud. Jeg krydser useriøst armene, og prøver at lave det ansigt som Sander plejer at lave, når vi kommer et halvt minut for sent. Han begynder allerede at grine flovt.
"Du kommer for sent" Efteraber jeg hans stemme.
Han griner bare, og puffer til mig som jeg plejer at gøre til ham. Jeg ser ud af øjenkrogen at Trevor smilende ruller øjne. Vi sætter os ind i bilen, og Sander kører.

Udgivet den 23. Oktober, 2017

OH MYLANTA!!!! 1k læsninger!!! Det havde jeg aldrig regnet med. Seriøst for cirka et år siden lavede jeg en historie og lagde den ud. Omkring 120 læsninger AHAHAH For cirka halvandet år siden lagde jeg min første ud. Omkring 58 læsninger, og jeg var stolt. Ahaha. Seriøst, jeg er så glad for at nogen gider at læse min histore!!! Tusinde tak! I gør mig så glade! Der er sikkert nogle det ude det sidder og griner over at jeg er stolt af 1k, fordi at de sikkert har 42k. Men jeg er ligeglad. Jeg er super taknemlig!!! TAK♡