Mrs. Kostbar | ッ

Del 46

S T E P H A N I E

..."Sander!" Råber jeg en sidste gang. Hoveddøren smækker i og jeg løber ind i min seng. Jeg bryder med det samme ud i gråd, og Holly løber trøstende hen mod mig. - Hvad har jeg gjort?

"Steph?" jeg hører stemmen men reagere ikke. "Steph?" jeg vågner op fra mine staver, og kigger op på Holly.

"Bare læs videre jeg hører efter." lyver jeg. Hun ruller forvirrende øjne og læser videre.

Han har ikke været i skole hele ugen. Jeg har ikke set ham på sit værelse, og jeg har ikke set hans bil. Hvis bare jeg havde været klog nok til at løbe efter ham den dag, så kunne jeg forklare at det hele er en misforståelse. Hvordan kan jeg være så dum?

På den anden side, så snakker alle her på skolen om at Nathan for første gang i historien blev afvist.

"Hey Hills! Tillykke, du er den første der nogensinde har afvist Nathan! " siger de alle sammen. Hvorfor? Er det pludselig sejt at afvise en Nathan Freske? For jeg føler mig ikke særlig sej.

Hvis bare Sander havde været i skole ville han kende den rigtige side af historien.

Mine lektier laver jeg heller ikke længere. Jeg har altid lavet mine lektier, men det ender med at jeg skriver noget helt andet end regnestykker ned i min bog. Den anden dag skrev jeg Sander + Stephanie, uden overhovedet at tænke over at jeg gjorde det.

Den anden dag ville min lærer også snakke med mig efter timen.

"Stephanie? Kan vi lige snakke?" siger min lærer og prikker mig på skulderen. Jeg stiller mig hen ved siden af ham, og vi venter på at de andre elever er trådt ud af klassen.

"Stephanie du har altid lavet dine lektier, og du har altid fulg med i timen. Hvordan kan det være at du er stoppet med det?" jeg når ikke at svare før han fortsætter. "Sker der noget derhjemme?"

"Nej jeg har det fint." lyver jeg. "Jeg er ked af at jeg ikke har lavet fulgt med, jeg har bare haft lidt søvnproblemer, så jeg har ikke haft overskud. Jeg skal nok få styr på det." siger jeg og kigger pænt på ham.

"Det godt Stephanie, og smut så med dig" 

Jeg tager min taske af og smider mig i sengen. Jeg lægger mig med ansigtet ned i min pude. Jeg sukker højlydt og langtrukket ned i min pude. Jeg er typen der elsker at lave lyde med ansigtet nede i puden. Jeg sætter mig op i sengen. Okay tag dig sammen Stephanie. Du får ikke noget ud af at ligge her hele dagen. Jeg kigger på min mobil og tjekker om Sander har læst mine beskeder. Det har han ikke. Jeg har skrevet 3 beskeder. Jeg har ikke skrevet siden den dag han blev sur. Jeg har erfaring med sådan noget. Han vil have mig til at savne ham, for jo mere jeg savner ham, jo mindre vil han savne mig. Hvis jeg blev ved med at skrive til ham hver dag, så får han hvad han vil have. Jeg har selv prøvet det. Så stopper de med at skrive, og så er jeg bange for at de ikke savner mig, så jeg kommer til at kontakte dem selvom jeg er sur. Det virker ikke til at fungere i denne situation. Nu tager jeg mig sammen. Jeg bliver nød til at gå over til Sanders hus, banke på, og snakke med hans forældre. De må da vide hvor han er. Jeg trækker en tykkere trøje på og træder ud ad døren. Jeg går forsigtigt ind i hans indkørsel. Jo tættere jeg kommer på døren, jo langsommere går jeg. Jeg stiller mig foran døren. Tør jeg at ringe på? Jeg sætter fingeren på ringeklokken og holder den der i et par sekunder før jeg presser på den. Jeg hører nogle sekunder lyden af ringeklokken og derefter åbnes døren.
"Sander?"

Jeg kigger forbavset på ham.

Da det går op for ham at det er mig, lukker han døren i. Jeg skynder mig at sætte en fod imellem døren og dørkarmen, og sætter en hånd på døren.

"Sander vent." siger jeg. Han åbner døren igen og kigger på mig med de ondeste øjne. Hvis øjne kunne dræbe, var jeg død for længst.

"Jeg har ikke kysset med Nathan." han ruller øjne og smiler provokerende.

"Hør, du må kysse med hvem du vil, jeg er ligeglad. Men til en anden gang, kunne du så ikke gøre det klart for mig at vi ikke er mere end venner? Tak." siger han og er ved at lukke døren.

"For sidste gang, jeg har ikke kysset med Nathan." siger jeg, inden han når at lukke døren i, og kigger irriteret på ham.

"Når du skulle måske bare tørre noget af hans læber med dine læber?" han begynder at blive mere og mere provokerende.

"Han prøvede at kysse mig, men jeg afslog og løb min vej. Okay?" jeg mærker en tåre løbe ned ad min kind, men lader den rende. Sander siger ikke noget. Han kigger blot chokeret på mig. Han træder til siden og lader mig komme ind.

Jeg sidder i Sanders seng, og han sidder i vindueskarmen. Ingen siger noget. Sådan har det været de sidste 10 minutter. Burde jeg sige noget? Jeg kigger ned i jorden. Endnu engang falder der en tåre fra min kind.

"Undskyld" siger Sander. Jeg kigger op fra gulvet, og får øjenkontakt med ham. "Undskyld at jeg ikke lod dig forklare. Undskyld at jeg tvivlede på dig. Undskyld undskyld undskyld." han opdager at jeg græder, og rejser sig op. Han fjerner tårende fra mine kinder og omfavner mig. Der går et par sekunder før jeg sætter mit greb om ham. Han trækker sig fra krammet og kigger mig i øjnene.

"Hvad er du bange for?" han kigger mig i øjnene. Han kan se frygten deri.

"Jeg er bange for at miste dig. Igen." jeg begynder at græde endnu mere.

"Du mister mig ikke. Det har du aldrig gjort." han holder en pause. "Hør, jeg begik en fejl, og det er en fejl som jeg aldrig nogensinde kommer til at begå igen. Okay?" han kigger på mig med et blik fyldt af tryghed. Jeg nikker og han trækker mig ind i hans favn og trøster mig.

"Jeg giver aldrig slip på dig igen. Okay?"

"Okay." siger jeg. Jeg hører hans hjertbank og stopper lige så stille med at græde.

"Godt." hvisker han og kysser mig i hovedbunden. 

Udgivet den 27. August 2018

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg synes om den her del. Jeg synes den er okay god, men på den anden side synes jeg den var svær at skrive, så der er nogle steder hvor man godt kan høre at det ikke er skrevet af en professionel. 

Hvad synes i?