Mrs. Kostbar | ッ

Del 7

S T E P H A N I E

...Han trækker sig fra krammet og kigger på mig. "Du kan altid komme til mig." Siger han og omfavner mig igen.

Så er dagen kommet, min mors begravelse. Jeg har taget en pæn buksedragt på i dagens anledning, og for en gangs skyld har jeg ikke taget sneakers på. Jeg træder ud ad døren, og ind i min Uber. Jeg havde ikke lyst til at blive kørt af Ray og Pam. Uber-chaufføreren, er en midaldrende mand, han ser bekendt ud, men jeg tænker ikke så meget over det, da jeg har vigtigere ting at tænke over. Vi når stedet og jeg stiger ud ad bilen, og jeg går mod kirken. Jeg går i møde med en masse af min mors bekendte.
"Jeg er ked af det med din mor"
"Jeg håber det bedste for dig" Og så videre. Folk kan ikke stoppe, men jeg bliver jo selvfølgelig glad for den gode omsorg, så jeg giver dem hånden og takker pænt.
Vi træder ind i kirken og gudstjenesten begynder. Præsten begynder at snakke, og folk sidder og tuder rundt omkring. Jeg sidder sammen med min onkel og hans to drenge på omkring min alder, den ene er femten, den anden er sytten. Jeg var meget tæt med min onkel da jeg var yngre, men efter min mor var syg, snakkede vi ikke så meget sammen mere. Alligevel er det nu meget godt at se ham igen. Vi synger en salme som jeg har valgt. Den minder mig om min mor, og alle minderne popper frem i mit hovede. Det er svært at holde tårerne inde, men jeg klarer det. Klokkerne ringer, og min onkel, fætre og jeg, rejser os og går mod kisten. Det er os der skal bærre den. Det er meget sørgeligt, da vi bærre kisten ud, og jeg får alligevel tårre i øjnene: Jeg græder ikke, da jeg ikke er den type som græder i offentligheden. Præsten går foran os, og måden han går på irritere mig. Alt irritere mig faktisk lige nu. Vi når gravstedet. Gravestedet står flot midt i det hele. Min mor skal ligge ved siden af min mormor og morfar. Jeg har aldrig mødt dem, da min mor ikke ville have det. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det vel bare. Gravstedet er flot; stenene ved min mormor og morfar, er utrolig smukke. Min mors gravsten kommer også til at være smuk. Det er min onkel der har sørget for stenen, men min mor nåede selv at vælge udseende på den; derfor ved jeg at den kommer til at være flot. Præsten siger et par ord, inden at min mor bliver sunket i jorden.

"Snakker du slet ikke med Jonas mere?" Spørger Corner, min ældste fætter, da vi sidder i bilen.
"Nej" Jeg overvejer mit svar, og kigger derefter tilbage på Corner, "Nej det gør jeg ikke" Fortsætter jeg.
"De skal vist flytte" Siger Ross min yngste fætter.
Jeg vender blikket mod Ross, "Hvorhen?"
"Jeg tror at det var Hover Beach" Svarer Ross. Jeg sukker lettet,
"Uh, jeg troede lige at du sagde Grover Beach" Siger jeg lettet og tager hånden til hjertet. Corner ruller smilende øjne af mig, og vender blikket mod vinduet igen.
Vi ankommer til lokalet, og stiger alle sammen ud af bilen. Dørene lukker i med et smæk, og får mig til at tænke på et familieliv, når man kom hjem fra en begivenhed. Vi er selvfølgelig de første, alle gæsterne kommer først om en time. Jeg har altid undret mig over hvorfor man skal holde fest når mennesker er døde, altså jeg ved godt at det er for at hylde dem, men jeg synes bare at det er et underligt koncept.
"Ej hun er lækker" Udbryder Ross da vi alle sammen sidder i sofaen i det lokale vi skal holde begravelsen i. Han rækker mobilen over til Corner som måber.
"Hvor gammel er hun?" Siger Corner
"Seksten" Svarer Ross
"Jeg dibser!" Råber Corner ivrigt med store øjne. De sidder på Tinder, åndssvagt. Jeg har aldrig brudt mig om online kærlighed, eller ivrig kærlig. Kærlighed kommer vel bare til en, hvis kemien er der.

"Hej" Siger jeg smilende til en efter en der kommer ind ad døren. Jeg sætter mig mellem min onkel og Ross. Corner sidder på den anden side af Ross. Han sidder og flirter med en, som muligvis kunne være familie, men det må han sgu selvom. Jeg kan virkelig mærke hvor meget jeg har savnet min familie, eller det vil sige, hvor meget jeg har savnet min onkel, Ross og Corner. Taler er blevet holdt, og maden er spist, så jeg beslutter mig for at sætte mig udenfor, for at få lidt luft. Lokalet ligger lige ned til stranden, så jeg tager min sodavand og går ned til vandet. Det er flot. Det samme ville min mor have tænkt.
Jeg hører skridt, og vender mig med refleks om.
"Jonas?" Råber jeg,
"Hvad laver du her?" Jeg rejser mig op og overvejer om jeg skal gå. Mine skridt begynder at gå i den modsatte retning af hvor Jonas står.
"Steph!" Råber Jonas "Vent" Tilføjerhan. Hvilket ikke ændrer mine planer om at flygte fra ham. Jeg mærker en hånd om min arm, og bliver samme øjeblik skubbet tilbage, så mit ansigt ender foran Jonas'.
"Du glemte din sodavand" Jeg ruller surt, meget surt, med øjnene og river mig ud af hans arm.
"Hey! Steph, tag nu en joke" Råber Jonas bag mig. Igen river han i min arm, og hen foran hans ansigt. Meget pludseligt rammer vores læber mod hinanden, og jeg bliver revet med i øjeblikket, men bliver hurtigt revet ud igen. Jeg giver ham en lussing og løber. Måske fik jeg ikke talt helt ærligt tidligere, om hvordan det endte med Jonas og mig. Okay så, altså han var mig utro til en fest, dog sagde han det ærligt dagen efter, og han var selv meget ked af det. Han havde ikke gjort det bevidst men beruset. Der skal meget til for at jeg tilgiver ham.

Udgivet den 25. Septemper 2017