Mrs. Kostbar | ッ

Del 31

S T E P H A N I E

..."Har vi husket alle pas?" spørger han.
"Ja, dem har jeg har" svarer Pam.
"Så har vi det hele. Lad os køre."

Kender i det der med, at man kommer til en lufthavn, og at man så begynder at ryste? Sådan har jeg det, hver gang jeg er i en lufthavn, også nu. Jeg har sovet det meste af turen i bilen. God musik i ørene og en god hovedpude, så kan jeg nemt falde i søvn.
"Hvorfor ryster du sådan?" Jeg vågner op fra tankerne, da jeg hører Sanders stemme. Vi står midt ude på parkeringspladsen. Ray og James er ved at læsse bagagen af bilerne.
"Var?" siger jeg. Jeg hørte egentlig godt hvad han sagde, men eftersom at jeg lige skulle vågne helt op, var det lige det der kom ud af min mund.
"Jeg sagde, hvorfor ryster du sådan?" gentager han grinende. Jeg kigger ned af min krop og prøver at stoppe, men kan ikke.
"Det er bare fordi at jeg lige har sovet" svarer jeg, selvom det nok er mest fordi at jeg er nervøs for flyveturen, eller det tror jeg i hvert fald. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor jeg gør det, for jeg stopper med at ryste, så snart vi har været i lufthavnen i noget tid.
"Og så ryster du simpelthen?" siger Sander.
"Ja. Eller, nej. Jeg ved det ikke. Jeg er bare træt" svarer jeg, og smiler til ham.
"Stephanie, kan du tage din kuffert" Det er Ray der snakker. Jeg rækker ud efter den og tager den. De andre begynder at gå, og Trevor og jeg går med. Hverken Trevor eller jeg har været i denne lufthavn før, og vi har derfor ingen anelse om, hvor vi skal hen.
"Afgang til Maldiverne gå til gate 6" Lyder det fra speakeren.
"Skal vi ikke have noget af spise snart?" Jeg gaber og hviler mit hoved på Trevor.
"Det får vi på flyet Steph" siger Trevor. Jeg er sulten, og jeg er træt, og når jeg er det, så er jeg umulig at have med at gøre. Vi sætter os ned på stolene i venterummet, eller hvad man vil kalde det. Sander sætter sig overfor mig. Han har sin mobil fremme, og han virker også rimelig træt. Han lægger den fra sig og vender blikket mod mig. Han smiler til mig.
"Vi finder noget kaffe" siger Alice, da de alle 4 går. Ingen af os svarer.
"Hvad?" siger jeg og griner af Sander. Hans sidder og kigger sødt og smilende på mig.
"Du ser bare så sød ud når du er så træt" siger han. Er det godt eller skidt? Trevor sidder ved siden af Sander med sin mobil. Et lille frydeligt smil kommer frem på Trevors læber.
"Øhm tak. Tror jeg. Hvad så når jeg er frisk?" siger jeg.
"Så er du endnu sødere. Knap så snerpet" siger han og griner toneløst.
"Jeg er da ikke snerpet" siger jeg, selvom jeg ved at jeg er lidt snerpet lige nu.
"Nej selvfølgelig er du ikke det Prinsesse" Sanders toneleje skifter til en ligeså stille mere alvorligt tone. Han er så sød når han lader mig irettesæt ham. Jeg får helt dårlig samvittighed. Jeg kigger ned i gulvet, og et lille smil danner sig på mine læber. Jeg kigger op på ham, og han smiler tilbage til mig. De voksne kommer tilbage og jeg skynder mig at sætte mig over ved siden af Sander. Han kigger på mig og jeg kigger ham ind i hans øjne. Jeg smiler og lægger mit hoved på hans skulder.
"Vi skal på flyet nu Steph" Jeg vågner af Sanders stemme. Jeg blinker et par gange, og rejser mig op. Jeg tager min håndbagage og følger med de andre.
"Hvordan skal vi sidde?" spørger jeg Pam. De andre går lidt bagud.
"Vi tænkte, at i børn sidder sammen, og at vi voksne sad sammen." Jeg nikker bare.
"Det er dejligt, at du har lidt fri Pam" siger jeg og smiler til hende. Hun smiler tilbage og lægger armen rundt om mig, imens vi går igennem gaten.
"Det er også dejligt endelig at have noget tid med mine børn" Jeg smiler. Jeg kan godt lide, når hun kalder os for sine børn. Vi stopper op og venter på de andre. Sander og Trevor går hen ved siden af mig.
"Jeg dipser for at få vindues pladsen" siger jeg.
"Det er bare i orden" siger Sander.
"Jeg sidder yderst" siger Trevor. Vi går ind i flyet og finder vores billet frem.
"Hvilken række skal vi sidde på?" spørger Trevor og kigger rundt.
"Række 28" svarer Sander. Vi går videre ned af gangen, og jeg sætter mig ind. Jeg begynder at blive lidt nervøs. Hvad hvis vi styrter. Ej Stephanie. Det må man ikke tænke. Det hele kommer til at gå helt fint. Sander kigger på mig.
"Er du okay?" spørger han.
"Ja jeg har det fint" siger jeg og smiler usikkert til ham. Får at få opmærksomheden væk fra mig spørger jeg Trevor.
"Er du klar til din første flyvetur Trev" spørger jeg ham.
"Ja. Jeg glæder mig til, at vi går i luften" svarer han uden den mindste usikkerhed i sin stemme. Hvordan kan han ikke være nervøs? Er det ikke bare sådan noget man er?
"Ja, det gør jeg også" lyver jeg. Jeg kunne ligeså godt være ærlig, men det besluttede jeg mig åbenbart ikke for.
"Gør du?" spørger Sander. Han kan mærke på mig at jeg er bange.
"Nej, jeg er pisse bange hvis jeg skal være ærlig" siger jeg.
"Rolig, der sker intet Steph. Sandsynligheden for at styrte er lige så lille som for at vinde i Lotto." siger Sander
"Ja, jeg ved det. Jeg har ingen grund til at være nervøs." siger jeg og tager en dyb indånding. Sander lægger sin hånd frem med håndfalden op ad og spredte fingre. Han kigger på mig og venter på at jeg tager den. Skal jeg tage den? - Skal jeg ikke? Okay, jeg tager den. Men kun fordi at det kan berolige mig, ikke fordi at jeg kan lide ham. Jeg lægger min hånd i hans, og fletter vores fingre. Jeg er lige pludselig meget mere rolig.

Udgivet den 22. februar 2018

Hej Peeps. Eftersom at der var så mange der skrev "MERE" så besluttede jeg mig for at udgive to dele i den her uge, så jeg var så smart at begynde at skrive, da jeg havde tid tilovers i vores terminsprøve ;)) hehe
Men OMG de flettede fingre!! Ved godt at Steph sagde at der ikke lå noget i det, men jeg tror nu godt at hun kan lide ham.
Hav en god dag!