Mrs. Kostbar | ッ

Del 29

S T E P H A N I E

..."Holly kender du Steph?" Spørger Jonas.
"Om jeg kender hende?" Spørger Holly. Hun rejser sig op, og kigger intenst ind i hans øjne.
"Hun er min bedste veninde" Siger Holly og går.

Jeg løber ind i et tomt klasselokale. Idiot. Hvordan kunne han tro at jeg ville være venner med ham igen efter hvad han gjorde? Jeg er ikke meget for at græde her i skolen. De eneste jeg føler at jeg har fri udløb til at græde foran, er DJ og Kade. Jeg vælger derfor at lade hver med at græde. Jeg sætter mig på et bord. Jeg glor på tavlen, med nogle noter som ligner noget fra en matematiktime. Jeg hører nogle skridt, og Sander træder ind i lokalet. Han kigger på mig, og løber hen til mig.
"Er du okay?" spørger han. Jeg kigger op på ham og laver et skulderkast. Han sætter sig ved siden af mig. Jeg læner mit hoved på hans skulder.
"Jeg vidste ikke at du kendte Jonas" Siger han.
"Hele mit liv" siger jeg kort.
"Så hvad skete der?" spørger han.
"Lang historie. Alt for lang historie." svarer jeg endnu engang kort.
"Den må vi jo gemme til en anden gang" siger Sander. Jeg når ikke at svare før at Holly træder ind i rummet.
"Han er en idiot." siger Holly da hun træder i rummet.
"Ja". svarer jeg og kigger ned i jorden. Jeg kigger op på Holly.
"Det er også synd for ham, det kan han jo ikke gøre for" siger jeg sarkastisk. Vi griner lidt.
"Måske skal vi finde drengene igen, de leder måske efter os" Siger Sander. Vi går ud af rummet, og ud på gangen. Jeg tager afsked med Holly og hun giver sig til at lede efter Chas. Jeg går mod mit skab med Sander ved siden. Jeg tager mine engelskbøger og lukker mit skab igen.
"Vi skal også lige forbi mit skab" Siger Sander. Jeg nikker.
"Er du okay igen?" Spørger han og går lidt tættere på mig.
"Ja" Siger jeg og smiler. Vi går ind i engelsk lokalet, og møder Matt og Florian. Vi sætter os ned og begynder at snakke med dem.
"Hvor har i været?" Spørger Florian og kigger skiftevis på Sander og jeg.
"Jeg skulle bare lige have lidt luft." Svarer jeg kort og sætter mig ned.
"Må jeg bede om ro" Spørger Mr. Smith. Sander , Florian, Matt og jeg stopper vores samtale, og vender blikket mod tavlen.
"I dag skal i lave gruppearbejde" Siger Mr. Smith.
"I skal finde sammen 2 og 2." Fortsætter han. Sander og jeg kigger på hinanden og nikker.

"Sander kunne du måske ikke prøve, at skrive på en måde, så man kan se hvad der står?" Spørger jeg Sander og prøver irriteret at læse hvad han har skrevet. Vi sidder på hans værelse og laver lektier.
"Man kan da sagtens læse hvad der står" Siger han, og retter hovedet hen på den bog han har givet mig, med hans skrift.
"Nej?" Svarer jeg irriteret.
"Jo?" Svarer han og rynker brynet.
"Fint, så læs det op for mig, for jeg kan altså ikke læse det." Siger jeg og sender irriterende blikke til Sander, som sidder over for mig.
"Fint," Svarer han fornærmet, og hiver bogen ud af hånden på mig. "I år 206 var det ikke muligt at--" Han stopper, og kigger undrende på det han har skrevet. "Øhm..." Svarer han. Han smiler uskyldigt til mig og klør sig i nakken. Jeg kigger koldt på ham, og han stopper blikkende. "Fint, du skriver" Svarer han endelig og kaster bogen tilbage til mig. Jeg smiler straks og finder en blyant frem. Der er stille i nogle minutter men Sander bryder tavsheden med et seriøs ansigtsudtryk.
"Hvad skete der i dag?" Spørger han mig, og holder en pause for at taste på sin computer. Jeg kigger op på ham. Jeg havde egentlig håbet på at han havde glemt det, men eftersom at han er min bedste ven, bliver jeg nok nød til at fortælle ham det. Jeg tager en dyb indånding og fortæller ham hele historien...
"Men husk, det bliver mellem dig og mig" Siger slutter jeg af med. Han måber.
"Det er jeg virkelig ked af at høre" Siger han. "Selvfølgelig bliver det mellem os to, du kan stole på mig." Jeg smiler til ham.
"Det er modigt af dig at betro dig til Holly og jeg" Siger han.
"Kan jeg da ikke stole på jer?" Siger jeg grinende.
"Jo selvfølgelig, eller du kan i hvert fald sagtens stole på mig, men du ved hvad jeg mener." Siger Sander.
"Ja, jeg ved jeg kan stole på dig!" Vi smiler til hinanden, og der bliver efterfølgende stille. Stemningen er rimelig trykt, så jeg vælger at snakke om noget andet.
"Vil du med op på taget og nyde solnedgangen?" Spørger jeg og pakker lektierne sammen.
"Op på taget?" Siger han undrende.
"Ja jeg har længe tænkt på at gå derop, da jeg kunne forstille mig at udsigten er rimelig god. Så jeg tænkte at jeg skulle opleve det med dig" Siger jeg og smiler.
"Når du siger det på den måde," siger han og rejser sig. Vi løber ud på min altan og begynder at kravle op på taget ved hjælp af nogle stole. Sander hopper op og giver mig en hånd. Jeg hopper men uden held. Jeg prøver igen at hoppe, men jeg kan ikke komme op på taget.
"Kom nu, tag min hånd så hop herop" Siger Sander.
"Ja, det er jo det jeg prøver på" siger jeg og griner lidt.
"Fint, jeg hjælper." Siger han og hopper ned.
"Prøv at hoppe op" Han tager fat om mine hofter, og da jeg hopper løfter han mig op på taget. Jeg kravler ordentlig op, og kigger ned på Sander som nu selv er på vej op. Vi går ud på midten af taget, og sætter os ned. Himlen er en blanding af lyserød, blå og orange.
"Det er smukt" Siger jeg stille.
"Ja" Svarer Sander kort.
"Jeg kunne tilbringe meget tid heroppe" siger jeg og lægger mig ned. Sander kigger tilbage på mig, og lægger sig ved siden af mig.
"Ja, ja os mig." siger han.
"Men det der med at kravle op på taget, det må du lige øve dig lidt i" siger Sander grinende. Jeg kigger på ham, og griner toneløst med.

Udgivet den 12. februar 2018

Hey guys! Hvad skal i så lave her i ferien? Jeg skal i sommerhus med mine to bedste venner Kathrine og Anton, så det glæder jeg mig til. Det er nemlig altid hyggeligt at være sammen med dem. Vi har også været i sommerhus sammen før os 3, så det bliver hyggeligt.