Mrs. Kostbar | ッ

Del 2

S T E P H A N I E

...Så min mor var ligesom en nummer to mor for DJ.

...

Da min mor er blevet gjort klar og kørt væk, bliver vi sendt hjem. Vi tudbrøler stadig, så vi har ikke rigtig lyst til at tage bussen eller en taxa. Da DJ ikke græder så meget mere, ringer hun efter ven, Kade.

"Kade! Vil du ikke komme at hente Steph og jeg på hospitalet?" spørger DJ og snøfter lidt.

"Jo selvfølgelig, er det hendes mor?" svarer Kade bekymret.

"Ja." svarer DJ og begynder at græde lidt mere. "Vi står ude på parkeringspladsen på hospitalet.

"Jeg kommer med det samme." svarer Kade og ligger på.

En rød Tesla kommer kørende, og en lækker fyr braser ud. Det er Kade. Han kommer løbende hen til mig. Han krammer mig i meget lang tid, og kysser mig i panden. Vi stiger ind i bilen, og DJ sætter noget sjovt musik på, for at få mig i godt humør. De begynder begge at skråle med på den, og danse, så meget som man nu kan i en bil. Jeg stopper med at græde og skråler nu med.

Da vi kommer hjem, lægger vi os alle i seng, og Kade sover på sofaen.

Vi vågner alle ved, at min mobil ringer. Det er bedemanden der vil på besøg og snakke om begravelsen. Jeg havde bedt sygehuset om hjælp til at kontakte ham, da jeg kun er 16, og ikke selv har rigtigt styr på det. Jeg får aftalt en tid med præsten, og samtalen slutter. Vi står op og tager noget morgenmad. Men jeg stikker egentlig bare i maden med en gaffel. De andre hyggesnakker lidt, men jeg siger ikke så meget. Kade rejser sig op og kigger på mig.

"Kaffe?" spørger han. Jeg nikker, og mumler tak.

"Fuck. Vi har glemt at skrive til skolen, at vi ikke kommer i dag!" udbryder Kade, da han står og laver kaffe.

"De overlever nok." svarer DJ bare iskoldt. Jeg får lidt tåre i øjnene, og det udvikler sig til rigtig gråd.

"Det' bare ikke fair!" råber jeg, og smider min gaffel ned i tallerkenen.

"Ro på!" siger de begge to, på vej over til mig, for at berolige mig.

Kade krammer mig, og jeg krammer ham igen. Jeg hulker i hans trøje, så den bliver gennemblødt af gråd. Da de får mig til at falde til ro, sætter vi os til at se en komedie.

Da klokken er ved at være 15:00, gøre jeg mig klar til at bedemanden skal komme. Da han kommer, er Kade og DJ bare inde på værelset.

Bedemanden og jeg får snakket kiste igennem, og dato på begravelse, og så videre. Det er hårdt at snakke om, men jeg holder tårerne tilbage. Jeg vil ikke være sådan en der bare skal sidde at tude foran fremmede mennesker. Så føler jeg at jeg kommer til at virke lidt for opmærksomhedskrævende.

Da bedemanden er taget hjem, går jeg ned på mit værelse og henter Kade og DJ.

DJ ligger i sengen og sover, og Kade ligger i min sofa og sover. Da de ikke er vågne, da jeg kommer ind, vælger jeg at lave lidt sjov, bare for at opmuntre mig selv lidt. Jeg finder et airhorn, og lister mig ind på værelset. Da jeg trykker på hornet, flyver de begge to op, og Kade slår hovedet op i lampen. Jeg falder ned på gulvet og skraldgriner. DJ griner med. Kade prøver at være sur, men det går ikke så godt da han selv griner.

"Hvordan gik det så?" spørger de da vi er færdige med at grine.

"Jamen altså det gik jo egentlig meget fint, det var bare lidt svært at holde tårerne tilbage." svarer jeg kort.

Da vi har spist beslutter vi os for at gå tidligt i seng, fordi vi er trætte. Jeg bliver pludselig rigtig ked af det igen, og græder helt vildt. DJ er gået ud i stuen, fordi at hun ikke kunne sove for Kades snorken, så hun kan heldigvis ikke høre mig. Men det kan Kade åbenbart, for han rejser sig op, og lægger sig op ved siden af mig. Jeg lægger mig ind til ham, og græder mig selv i søvn på hans bryst.

Det bliver morgen og DJ kommer ind, og lægger sig imellem os. Jeg opdager det godt, men sover bare videre. Så træls som hun nu kan være, begynder hun at synge åndssvage børnesange, så Kade og jeg vågner. Vi tager bare vores dyne over hovedet og prøve at sove videre, men da jeg ikke har heldet med mig, til at falde i søvn, tyrer jeg bare puden i hovedet på hende. Hun smider den tilbage i hovedet på mig, og vi starter en pude-krig. Da Kade giver op med at sove, slutter han sig til os. Efter vi har fået ødelagt pudderne nok, stopper vi. Vi står alle op og får gjort noget ud af os selv, og pludselig ringer det på døren. Kade løber hen og åbner døren.

"Hej, jeg er fra kommunen, bor der en Stephanie her?" siger manden, som står i døren.

Da jeg overhører det, går jeg ud til døren. "Jeg er Stephanie" siger jeg forvirret.

"Kan jeg komme ind?" siger han alvorligt. Jeg lukker ham ind, og lukker døren. Vi sætter os ved køkkenbordet.

"Du bor alene her, ikke?" spørger han mig.

"Jo jeg bor her alene." siger jeg kort. Kade kigger på mig, og jeg nikker for at godkende, at han må gå.

"Hvem vil du have skal betale husleje, og forsikring, og alle de der andre ting?" spørger han mig, vildt nedgørende.

"Jeg ved det ærligt talt ikke." Svarer jeg ham.

"Hvor er din far henne?" spørger han.

"Min far? Jeg ved det ikke, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg også fuldstændig ligeglad." svarer jeg ham koldt.

"Da din mor ikke bor her mere, bliver du nødt til at flytte hjem til din far." siger idioten.

"Men... Det kan i da ikke mene?" Jeg bliver afbrudt.

"Du flytter ud til ham i morgen." siger han og går.

Udgivet den 21. August 2017