Mrs. Kostbar | ッ

Del 4

S T E P H A N I E

..."Vi må på skadestuen!" Tilføjer Kade.

"I må godt tage hjem nu, hendes ben ser helt fint ud!" Siger lægen med et stort smil. Jeg går hen og giver lægen en hånd. "Tak!" Svarer jeg hende og gengælder smilet.

Vi træder ind ad døren, til Kades hus, og jeg får haltede mig lidt hen i sofaen. Jeg er blevet syet det ene sted, men kunne nøjes med at blive limet det andet sted.
"Skal vi ikke alle sove her?" Spørger Kade, så glad som han nu er for selskab.
"Jo tak." Svarer jeg bestemt, da jeg er bange for at komme hjem. Kade har en dobbeltseng og en sofa, så han snupper sofaen, og ofrer sengen til DJ, og mig.

Jeg vågner og kigger mig omkring, jeg mærker nogle armen omkring mig, og tænker at det bare er DJ, men da jeg kigger på hænderne, ser jeg at det er Kade. Mine øjne bliver kæmpe store. Hvad laver han her? Jeg flytter hans arme, og rejser mig fra sengen. Jeg lister mig ud af værelset, og da jeg har lukket døren igen, går jeg helt normalt ud i køkkenet.
"Godmorgen!" Siger jeg til DJ, som sidder i køkkenet.
"Godmorgen!" Svarer hun smilende, og tager en drue i munden.
"Hvordan går det med benet." Spørger DJ da hun får tygget af munden.
"Top!" Får jeg svaret hende med en mund fuld af druer.

"Jeg går i bad" Siger jeg til DJ og går ud på badeværelset. Da jeg kommer ud fra badet, sidder Kade i køkkenet. Jeg sætter mig ved siden af ham, og giver ham smilende, et lille skulderskub.
"Jeg må hjemad" svarer jeg, og rejser mig.
"Er du nu sikker på at det er en god ide?"
"Ja, han er faldet ned igen, det ved jeg." Jeg får krammet dem farvel, og går hjemad.

Jeg går humpend op ad trapperne til min fars lejlighed. Da jeg når døren, går jeg bare ind. Der sidder nogle ved bordet, sammen med min far. Jeg træder ind med et forvirret ansigtsudtryk.
"Hej Stephanie." Rejser de 2 personer sig op og siger, med hånden rækkende frem.
Jeg giver dem hånden, og sætter mig ned.
"Stephanie, vi har hørt klager fra naboerne, om at de har hørt noget råb, og nogle ting blive smadret herinde" Jeg kigger ned på mit ben, hvor rifterne sidder.
Det er ikke første gang at vi har fået klager, og da vi har fundet alt det alkohol, i huset her, er vi kommet frem til at du ikke trives her, men skal i en plejefamilie."
Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke, Yes jeg kommer væk fra min far, eller øv jeg skal i 'plejefamilie'. Det er i sådan nogle situationer her, man godt kunne mangle sin mor.

-

Jeg sidder i en bil på vej hen til min nye plejefamilie. Jeg har en masse spørgsmål, da jeg ikke helt ved hvad der foregår.
"Men hvordan kan i allerede have fundet en plejefamilie?" Spørger jeg forvirret.

"Vi har arbejdet på dette i lang tid." Svarer de tavst.
"Men hvis i har arbejdet på det i lang tid, hvorfor sendte i mig så tilbage til ham?"
"Det var på prøve. Vi gav din far en sidste chance"
"Men hvordan vidste i at han var sådan her?"
"Igennem hele dit liv, har vi fået klager om at han ikke har været god mod dig, fra naboer, venner, familie og bekendte." Det var det sidste svar jeg fik, da jeg stoppede med spørgsmålene, og sukkede.

Vi når frem efter lang tids kørsel.
Jeg undre mig over hvor vi er, og spørger derfor kommune vejlederen.
"Vi er i Grover Beach." Svarer han, og kigger målrettet hen på huset, hvor jeg skal bo.
"Følg med mig" siger han bestemt, og går hen mod huset. Jeg følger forpligtede efter ham.
Han banker på huset og efter et par sekunders ventetid, bliver døren åbnet. Frem kommer der 2 midaldrende mennesker. De tager hånden frem, og jeg gengælder med et smil på læben.
"Hej jeg hedder Stephanie."
"Hej Stephanie, jeg hedder Pam og det her er min mand Ray."
"Hej Stephanie." Kom det fra manden, som jo så hed Ray, i hvert fald hvad jeg havde fået fortalt.
"Men kom da inden for!" Siger Pam lidt højt, med et smil på læben. Vi træder ind i huset, og jeg starter med at kigge mig omkring.
"Kom med." Siger Ray og går hen mod en dør. Da vi gik gennem døren, kunne jeg regne ud at det var spisestuen.
"Værsgo at tage plads." Jeg tager en stol og sætter mig ned. Ray kommer gående med et par sodavand og sætter sig som den sidste ned.
"Stephanie, det er jo så meningen at du skal bo her," Starter Pam ud med.

Da vi har snakket lidt, og er kommet igennem en hel del spørgsmål, bliver det tid til at jeg skal vises rundt. Men inden skal vi sige farvel til kommune folkene. Da jeg har set det meste, bliver det tid til at jeg skal se mit værelse. Da vi står foran døren til mit værelse, bliver jeg spændt. Pam åbner døren og siger så: "Ja det er så dit værelse."
Jeg kigger rundt og der kommer et smil på mine læber. "Kan du lide det?" Spørger Ray.
"Nej." Der går lidt tid "Jeg elsker det!" Svarer jeg og smider tasken.
Inde på værelset står der en dobbeltseng, et fjernsyn, 2 natborde på hver sin side af sengen, og et par planter, rundt omkring. Jeg kigger op og ser at der er en lille altan, hvilket er super fedt. Jeg er på vej over til altandøren, da jeg pludselig lægger mærke til at der ligger noget i sengen. Jeg kigger nærmere efter og finder så ud af, at det er en Macbook Air. Jeg kigger hen på Pam og Ray og smiler over hele ansigtet.
"Er den til mig?" Spørger jeg helt forvirret.
"Selvfølgelig!" Svarer de, mindst lige så glade som mig.
"Tusind tak!!" Råber jeg et par gange eller mange.

Udgivet den 8. September 2017