Mrs. Kostbar | ッ

Del 42

S T E P H A N I E

..."Sanphanie is real" siger Sander lavt til Matt for at jeg ikke skal høre det. Eller noget. Jeg kigger irriteret op på Sander som overbevisende har blikket mod Matt. Jeg lægger hovedet mod Sanders brystkasse igen og ruller smilende øjne. 

Jeg står og roder i mit skab. Da jeg har fundet de rette bøger, lukker jeg mit skab og får øjenkontakt med en djævel af en overraskelse.

"Ser man det." siger jeg. Jeg giver ham elevator-blikket. "Jonas." Han kigger på mig med et smørret smil.

"Du løber ikke engang grædende væk." siger han og læner sin højre arm op af skabet.

"Mit liv er for kort til at gå og græde over dit ansigt, hver gang jeg ser dig." siger jeg. Jeg mærker sorgen inde i mig som jeg plejer, men ignorere den. Jeg mærker dog fryden over at mit liv er 72 gange bedre end hans liv.

"Synes du ikke at vi skulle lægge det hele bag os og starte forfra." siger han med sit faste smørret smil. Jeg griner toneløst.
"Jonas." siger jeg og brækker mig næsten over at sige hans navn. "Om du så var den sidste tilbage på jorden ville jeg ikke tilbringe min tid med dig. Dig har jeg intet til overs for." siger jeg.

"Hør. Det er jo bare et åndsvagt rygte. Der er alligevel ingen beviser på at det var mig der startede det." siger han. Jeg kigger åndsvagt på ham og skal til at kaste de sygeste argumenter i hovedet på mig, men vælger at lukke munden.

"Desuden har jeg en større pik end alle på den her skole." siger han. Jeg kigger undrende på ham. Hvad rager det mig?

"Den er ligeså lang som a til z i alfabetet." siger han og kigger på mig med et blik i øjnene, som om jeg tilbeder ham hver dag. Glem det makker.

"Tjek dit tastatur og rend mig i røven." siger jeg temperamentsfuldt. Jonas' smørret smil forsvinder og han kigger chokeret på mig uden at sige noget.

"Jeg er røv ligeglad med dig og din pik. Jeg kan ikke lide dig, så stop med at tro at du ejer hele verden." siger jeg og kigger ham i øjnene. Han kigger intenst ind mine øjne med et blik af sorg. Han nikker og går sin vej. Jeg vender mig om og ser Jonas gå såret væk. Hvor er min dårlige samvittighed?

Jeg skyder en lille bold i nettet inde på Trevors værelse.

"Så du skal på date med en der hedder Felicia?" spørger jeg. Jeg tror ikke rigtig at Trevor går op i det der. Jeg tror bare han søger en dame for at have en dame.

"Jep. Jeg siger jo til dig at de alle sammen vil have Papa-Trevor her." siger han og peger på sig selv med sine tommelfingre. Jeg ruller smilende øjne og får øje på Sander ud ad vinduet. Han kører på skateboard uden trøje og jeg spotter hans flotte veltrænet mave. Jeg smiler lidt for mig selv.

"Stephanie?" råber Trevor.

"Hvad?" siger jeg forvirrende.

"Du hører ikke efter?" siger han.

"Jo jeg gør da" svarer jeg. Han kigger overbevisende på mig.

"Virkelig?" siger han.
"Du... Har... Fået en ny ven i skolen!" siger jeg. Han ruller øjne af mig.

"Jonas var forbi i dag og spørge efter dig." siger han. Jeg vender blikket mod Trevor og kigger undrende på mig.
"Du sagde ikke at han skulle komme tilbage vel?" spørger jeg paranoid.

"Nej?" siger han og kigger undrende på mig.

"Tak! Hvis han kommer igen er jeg ikke hjemme." siger jeg og går ind på mit værelse.

Jeg slukker for min film da Sander kommer ind af min altan. Jeg kigger på klokken og ser, at det er sent. Jeg smiler til ham.

"Hey." siger han og smider sig ved siden af mig.

"Hej." svarer jeg og slukker mit fjernsyn.

"Kom." siger han og går ud ad min dør. Jeg kigger mærkeligt på ham. Hvor skal han hen?

"Jeg tager mine sko på og skynder mig hurtigt ned af trappen. Han går ud ad hoveddøren og jeg følger efter ham. Da vi går ned ad gaden, vælger jeg at spørge indtil situationen.
"Hvor skal vi hen?" spørger jeg, men uden svar. Vi træder ind på legepladsen og ser Sander og jeg sidde i legetårnet, den dag jeg kom til byen. Jeg begynder at glæde mig lidt. Han stiller sig foran bålpladsen og tager sin taske frem. Jeg sætter mig på en af træstubbene som står foran bålet. Han kigger smilende på mig da han hiver Marshmallows op fra sin taske.

"Jeg burde have vist det." siger jeg grinende. Han for tændt bålet og rækker mig en pind med en skumfidus på. Jeg takker ham og stikker den ind i varmen. Vi kigger sammen på solnedgangen. Jeg kommer til at tænke, på første gang vi mødtes. Det var på legetårnet som er 5 væk meter fra mig. Jeg elsker minder. Det er noget af det bedste. Især når de er med Sander. Vi sidder og griner og spiser skumfiduser og jeg begynder at overveje hvor heldig jeg er. Jeg har min allerbedste ven som nabo, jeg har verdens bedste bror, verdens bedste plejeforældre og jeg kunne blive ved.

"Tak fordi at du tog mig med." siger jeg og kigger på Sander. Han smiler.

"Selvtak." siger han.

Sander og jeg går ind på mit værelse og jeg smider mig i min seng. Jeg går ind i min garderobe og tager noget nattøj på. Jeg går hen til Sander som ligger i min seng og prøver at trække ham op.

"Godnat Sander. Du skal sove inde ved dig selv." siger jeg. Han rejser sig op.

"Hvorfor må jeg ikke bare sove herinde ved dig?" spørger han. Jeg sætter min hænder på hans brystkasse og skubber ham hen mod altandøren. Pludselig kan jeg ikke skubbe ham længere, da han støder på døren.

"Du så stædig Sander." siger jeg. Han griner lidt og jeg kan simpelthen ikke stå for hans smil. Han kigger intenst ind i mine øjne og bevæger sit hoved tættere ned mod mit hoved. Vores læber bevæger sig tættere og tættere mod hinanden. Vores læber rammer hinanden og jeg kysser forsigtigt hans læber. Jeg har aldrig haft en rarere følelse i mit liv. Vi trækker os fra kysset og vi kigger hinanden i øjnene. Jeg træder væk fra Sander og han holder blikket på mig.
"Tak." siger han smilende på mig. Han er så sød. Jeg svarer ikke men smiler bare til ham. Han åbner døren og lister hjem til sig selv. Jeg lukker døren og stiller mig op af den. Jeg glider ligeså stille ned på gulvet. Hvad skete der lige? Og hvorfor føltes det så godt?

Udgivet den 30. april 2018

IIiih de kyssede! Endelig! Hvad var jeres reaktion til kysset og hvad tænker i nu?