Mrs. Kostbar | ッ

Del 9

S T E P H A N I E

..."Ja tak, det ville være skønt." Vi rejser os, og Nathan begynder at vise rundt.

Han er efterhånden ved at være færdig med at vise rundt, og vi når fysiklokalet. "Jeg tænkte på, om du havde lyst til at være min laboratorie-makker?" Han står og kigger mig alvorligt i øjnene.
"Det ville være dejligt, så står jeg ikke tilbage uden makker."
Det ringer ind, og vi sætter os på pladserne. Læreren forklare om forsøget, og Nathan begynder at hente tingene. Vi er godt i gang med vores forsøg. Vi skal prøve at fremstille sæbe. Jeg kigger tilfældigvis ud af øjenkrogen, og ser et andet hold, BANG*. Jeg springer væk, og alle andre gør det samme. Brandalarmen går i gang, og der er flammer. Alle løber ud for skolen. De har et fast sted de altid skal løbe hen når der er brand, men efter som jeg er ny ved jeg det jo ikke. "Bare følg efter mig, jeg skal nok få dig i sikkerhed." Jeg kigger tilbage og stemmen kommer fra Sander, han tager mig under armen og vi løber. Jeg kan skimte en masse mennesker gennem røgen, på atletikbanen. Det må være der vi skal mødes. Vi er endelig i sikkerhed, og stopper op. Vi vender os om og kigger på skolen. Den brander fuldstændig. Elever kommer løbende derhenne fra, men ikke så mange; de fleste er her allerede, vi var nogle af de sidste. Jeg hoster og hoster, og Sander holder om mig. Nathan kommer løbende hen mod mig. Han river mig ud af Sanders arme, og krammer mig. "Er du okay Stephanie?" Spørger Nathan. Jeg hoster, og når ikke at svare, før han trækker mig væk. "Kom, så finder vi et sted hvor der er lidt mere ro."
Han trækker mig væk fra alle menneskerne, og vi sætter os ned, på jorden. Lærerne går rundt og tæller eleverne. Jeg får øje på Holly, som går søgende rundt, da hun får øje på mig løber hun hen til mig, "Gudskelov! Er du okay?"
Jeg nikker. Brandvæsnet kommer, og et par ambulancer er her også. Nogle af eleverne kommer med i ambulancerne for forbrændinger, andre på grund af røgforgiftning. Lærerne bliver enige om at jeg også skal med i ambulancen. Jeg kunne ikke snakke, jeg hostede kun. Sander tog med mig, da jeg blev båret ind i ambulancen.

Jeg ligger på hospitalet. Pam og Ray er her. I går var der brand på skolen. Branden blev slukket, men der skal renoveres en del. Vi går desværre glip af en hel del undervisning, men det må lærerne jo få styr på. Lægen kommer gående.
"Så Stephanie, du må du gerne tage hjem."
"Tak" svarer jeg og giver lægen hånden.

Vi sætter os ud i bilen. Det er Rays. Den er rimelig fed. På vej hjem, kører vi forbi den nedbrændte skole. Det er kun en lille del af skolen der er brændt, men desværre er den lille del brændt meget. Vi kommer hjem og jeg sætter mig i min seng. Jeg beslutter mig for at gå ud på altanen. Jeg sætter mig på en stol og åbner min computer. Jeg hører nogle lyde over fra Sanders vindue, og kigger med refleks der over. Sander har åbnet vinduet over sidder nu i vindueskarmen.
"Er du okay Steph?"
"Jo tak, jeg er okay, men det var godt nok lidt voldsomt i går."
"Ja det kan man godt sige."
Jeg sætter min computer fra mig, og kigger over på ham. "Tak Sander."
"For hvad Steph?"
"Hvis det ikke havde været for dig i går, kunne det have gået grueligt galt. Tak fordi du tog dig af mig, og tog med mig ind på hospitalet."
"Hvis ikke jeg havde været der, så var Nathan der jo stadig?" Siger Sander
"Han er virkelig sød faktisk" Svarer jeg. "Hvor lang tid var du ved mig på hospitalet?" Tilføjer jeg.
"Altså jeg blev vel hentet kl. 06:00 i morges vil jeg tro."
Jeg måber "Det betyder meget, at du gider at bruge din tid på det."
Han smiler lidt for sig selv "Det manglede da bare" Svarer han. Jeg kigger smilende over på ham, man kan se at han ikke lige vidste hvad han skulle svare.
"Sander det er altså ikke en selvfølge. Jeg er virkelig glad for det." Svarer jeg ham med et alvorligt udtryk. Han smiler seriøst tilbage til mig.
"Ved du hvad der kunne være fedt?" Spørger han mig. Man kan se at han har noget sjovt på hjernen.
"Nej?" Svarer jeg og kigger spørgende på ham.
"Hvis vi på en eller anden måde kunne bygge en bro mellem os." Svarer han og kigger på mig. Jeg kan se hvad han tænker, han tænker 'Ville det ikke være en god ide' jeg kan se det på han ansigt. "Så skal det være af reb." Svarer jeg og kigger på ham som om at vi er nødt til det. "Min far har et værksted, det kan være at der er noget der?" Siger han og rejser sig. "Kan du ikke lige komme herover?" Jeg rejser mig og løber ned. Jeg tør vædde med at han allerede står klar med armene over kors, og hentyder til at jeg er langsom. "Jeg tager lige hurtigt over til Sander!" Råber jeg igennem huset, og går. Jeg løber over til hans hus, og banker på. Der går ikke 2 sekunder, og så åbner han. "Du er langsom" Siger han og står, som jeg sagde, med armene over kors. Jeg trækker hans arme fra hinanden og siger "Lad os nu bare finde det reb" og små-griner. Han går ud ad en anden dør og vi kommer til værkstedet. Han leder og leder, imens jeg står i dørkarmen.
"Her!" Råber han og viser noget tykt reb frem.
"Skal vi ikke også bruge sådan nogle træplader som man kan træde på?" Spørger jeg. Han kigger irriteret på mig; sandsynligvis fordi jeg hundser med ham. Jeg smiler uskyldigt til ham og han begynder at lede igen.
"Jeg har kun de her plastikplader" Siger han og lægger den på jorden. Han prøver at træde på den for at se om den holder, og den knækker i helt små stykker. Han kigger på mig med et løftet øjenbryn, "Skal vi gå ud og købe nogle plader?" Spørger han
"Jaer!" Svarer jeg og går mod døren.Jeg stopper pludseligt op, så Sander banker ind i mig, "Vent!" Jeg vender mig om og kigger på ham "Har du kørekort?" Fortsætter jeg. Han trækker sit kørekort op af lommen for at vise det. Jeg nikker imponeret, og går videre. Vi sætter os ind i hans bil og køre derudaf. Han roder pludselig i hans lommer, imens han kigger ud på vejen, "Gad vide hvor min mobil er" siger han og roder videre. Vi når frem til centeret og han begynder at kigge om bag i bilen. "Steph må jeg låne din mobil til at ringe til min?" Spørger han og kigger på mig imens han klapper på sine lomme som en antydning til at han ikke kan finde sin mobil. Jeg giver ham min mobil, og han begynder at ringe. En mobil-ringetone begynder at kan høres fra hans lomme i hans hættetrøje. Han tager den op og antyder til at han har fundet den, "Tak for lån Steph" siger han og giver mig min mobil tilbage. "Æh, jeg har modtaget et opkald; det må jo være dit nummer. Det kan jeg ligeså godt ændre til 'Steph' med det samme." Siger han og smiler smørret. "Vent! Du vidste godt hvor din mobil var, ikke?" Spørger jeg med et udspioneret udtryk. "Præcis." Svarer han og fortsætter sit smørrede smil.
"Og du gjorde det kun for at få mit nummer?" Tilføjer jeg.
"Du er ved at fange den" svarer han og griner. Jeg puffer til ham og vi går grinende ind i centeret.
"De er her Sander" råber jeg hen over butikken, så folk glor på mig. Han løber hen til mig, "Super, hvor mange tror du at vi skal bruge?" Spørger han og kigger afventende på mig efter et svar.
"Altså nu er der ikke så lang mellem os, så hvis vi bare køber to brædder så kan vi jo nok få 3 små plader ud af hver, så har vi i hvert fald nok." Svarer jeg.
"Det tænker jeg også, én bliver i hvert fald for lidt, for så kan vi kun få sådan tre plader ud af det." Jeg nikker og begynder at tage brædderne op på i armene.
"Skal jeg ikke tage dem?" Spørger Sander med hænderne rakt frem,
"Jo tak, hvis du kan have dem" svarer jeg og rækker ham brædderne.

Udgivet den 2. Oktober 2017

Heii mine medmennesker!! Det er min fødselsdag i dag, og jeg bliver 14 år. Yes yes, 14 gode år. Jeg tænkte at nu hvor det er min fødselsdag så skal i forkæles med 2 kapitler, så her har i 2 kapitler, og håber at i har nydt dem. Ha' en god dag ♡