Citybois og jeg

Jeg glemte ham...

Jeg går ud i gården for at gå hjem da jeg hører en råbe "(DIT NAVN)"
Jeg kigger tilbage og ser Victor kommer løbende mod mig.
"Hey skal vi følges"
"Victor, skal du ikke følges med Amalie?"
"Nej ikke idag, hun skal hjem til Sasja, hør (dit navn) jeg har virkelig brug for at snakke med dig"
Jeg har SLET ikke lyst til at snakke med Victor. Men jeg er alligvel nysgerrig på hvad han vil snakke om.
"Okay, hvad er det?"
"Jeg vil bare gerne vide hvordan det kan være vi to ikke er venner mere"
Ja self var det det.
"Hør her du ved det jo godt. Jeg gider ikke tale om det?!" Jeg løber væk fra Victor, men han løber efter mig. Han griber min arm og stopper mig.
"Seriøst (dit navn)? Jeg ved ikke hvad jeg har gjort?! Du har ignoreret mig i et år?! Du har ikke gidet tale med mig. Vi var jo bedste venner? Men pludselig var det som om jeg slet ikke kendte dig mere"
Jeg kiggede på ham, han græd... Hvorfor græd han? Han burde da være ligeglad.
"Okay jeg kan fortælle det når vi er alene."
"Okay, hvad med at vi tar hjem til mig? Her nu?"
"Det kan jeg ikke, jeg skal hjem og passe Bella. Min mor er ikke hjemme."
"Hvad med din far?"
"Min far... Min far og mor er skilt. Jeg har ikke kunne tale med dig om det. Men nu ved du det. Og hvis du fortæller nogle i klassen om det, dræber jeg dig!"
"Stol på mig. Kan vi så ikke bare tage hjem til dig?"
"Jo... Det kan vi vel"

Victor og jeg tar hjem til mig og sætter os ind i stuen. Pludselig biber min mobil. Det er en besked fra Alfred.
"Jeg skal lige svare denne her, du kan bare tænde tv'et"
Alfred: ~Hey, kan du skrive?~
Mig: ~Ja lidt, har en ven på besøg~
Alfred: ~Nååår sorry! jeg venter bare med at skrive det.~
Mig: ~Nej nej, det er bare en fra min klasse, vi har intet at tale om. Sig hvad det er~
Alfred: ~Okay, jeg tænkte på om i aften om du har lyst til at tale sådan på FaceTime eller something?"
Mig: ~Jo det vil jeg vildt gerne! Vi ses~
Alfred: ~ja ses~

"Hvem er det?"
"Munke"
"Når, er det din nye bedste ven?" Han kigger ned i gulvet.
"Nej? Hallo. Jeg har mit liv. Du har dit. Jeg fortæller dig hvad der skete. Du går. Og så ser vi hvad der så sker?"
"Jaja, så fortæl dog!"
"Du kan godt huske den dag du blev kærester med Amalie ik'?"
"Jo? Hvor vil du hen med det?"
"Efter den dag, havde du bare overhovedet ikke tid til mig. Jeg var din anden prioritet, jeg har altid været din første! Jeg følte mig bare glemt... Så jeg valgte, at hvis du ikke ville mig. Ville jeg ihvertfald ikke dig!"
"Så det var det... Jeg forstår. Undskyld. Jeg burde have været en bedre ven"
"Det burde jeg også..." Han rejser sig op, og går hen mod døren.
"Vi ses imorgen (dit navn)"
"VENT! Vil du blive og spise?"
"Det kan jeg da godt" jeg havde fuldstændig glemt alt om min og Munke's aftale.
"Hvad skal vi have af mad (dit navn)?"
"Min mor har lagt penge i skabet. Vi kan købe en pizza"
"Fedt!"
Mig og Victor havde det faktisk okay hyggeligt, men jeg følte jeg havde glemt noget.
"(Dit navn) hvad sker der for dig?"
"Hvad mener du?"
"Du svare slet ikke når jeg spørger dig om noget?"
"Når undskyld, jeg føler jeg har glemt noget. Jeg kan bare ikke huske hvad det er"
"Det kunne da bare have sagt det. Jeg spurgte om vi ikke snart skulle bestille pizza?"
"Jojo, jeg ringer nu. Hvad vil du have?"
"Du ved da hvad jeg altid plejede at få?"
"Salat pizza med kebab?"
"Jep du kender mig" Jeg tar min mobil og ser der er fire nye beskeder fra Alfred. Når ja det var ham jeg havde glemt...
Alfred: ~Kan jeg få dit nr.?~
Alfred: ~Så jeg kan ringe til dig?~
Alfred: ~Har du glemt mig?~
Alfred: ~Vi kan også bare glemme det~ jeg skynder mig at svare ham.
Mig: ~Undskyld du ved jeg er sammen med en, og pludselig skulle han spise her. Kan vi ikke vente til imorgen? Og mig nr er (dit nummer)~

Jeg tror ikke han vil... Jeg er totalt skuffet over mig selv