Citybois og jeg

Aftnen med Emma

Jeg træder ud af toget, 20 minutter i tog. Årh rend mig. Men egentlig er det dejligt at være tilbage i sin gamle by. Det er noget jeg har savnet.
Emma: "jeg bor sådan 10 minutter her fra"
Mig: "bor du tæt på Victor?"
Emma: "altså 12-14 minutter væk fra ham"
Mig: "Arh okay"
Emma: "skal vi gå?"
Jeg nikker stille og vi begynder at gå. Aftnerne er ikke begyndt at være lyse endnu, men det er klart. Vi er i marts måned. Men mørket gør mig nu ikke rigtig noget, lygterne er tændt, så vi kan godt se noget. Der er stille mellem Emma og jeg, men jeg tror heller ikke jeg lytter efter om hun siger noget. Jeg holder kun øje med træerne der endnu ingen blade har. På jorden som er kold og våd. Og de få mennesker der går fordi os. Jeg får øje på en bænk med graffiti på. Den skulle have været mørke grøn. Men det er den ikke rigtig mere, man kan kun skimte den grønne farve. Jeg får øje på bogstavet 'T' og kommer til at tænke på Thor. Jeg bør nok ringe til ham når vi er hjemme hos Emma.
Emma: "hvad går du og tænker over?" Hun lyder helt rolig. Hvilket gør mig rolig.
Mig: "sådan lidt af det hele, men du skal nok få det at vide når vi er hjemme hos dig"
Emma: "godt, for det er lige der inde"
Hun peger på huset lige til venstre for os, og vi går ind. Huset er enormt, jeg tror aldrig jeg har været i et større hus.
Mig: "hva' er du rig?"
Emma: "altså nej ikke rigtig, det er min far"
Mig: "hvad med din mor?"
Jeg fornemmer hurtigt at jeg ikke skulle have sagt det, så jeg siger noget andet istedet.
Mig: "nå, skal vi ikke gå hen på dit værelse?"
Emma: "øh jo, skal jeg sætte noget te over?"
Mig: "åh det kunne være skønt!"
Emma: "okay, du går bare ned på værelset, det er for enden af gangen"
Jeg nikker og bevæger mig ned af gangen, mens jeg udforsker tingene omkring mig. Møblerne ser slet ikke billige ud. Og da jeg træder ind på Emma's værelse har jeg slet ikke lyst til at sætte mig ned. Hendes seng er redt med de flotteste puder, og hendes stol er fuld af pels. I hendes vindueskam har hun en pude lavet af silke, og en lille lampe med en bog ved siden af. Jeg gætter på det er hendes dagbog. Hendes værelse er som trukket ud af en film. Emma kommer ind af døren, og afbryder mine tanker. Hun sætter en bakke med te på sengen, og sætter sig selv ned ved siden af.
Emma: "skal du ikke sidde ned?"
Jeg nikker og sætter mig forsigtigt ned ved siden af hende. Hun hælder te op i vores kopper, mens der er absolut stilhed. Men jeg vælger at afbryde stilheden.
Mig: "bor du her alene med din far?"
Emma: "nej jeg har en lillesøster"
Mig: "hvor er hun lige nu?"
Emma: "hjemme hos min farmor, hun skal være der resten af weekenden"
Mig: "er din far hjemme?"
Emma: "nej, og han skulle først være hjemme imorgen"
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... Jeg har mest lyst til at give hende et stort kram, og ligge mig ned og græde med hende. Men det er lidt sært at gøre.
Mig: "hvad skal han da?"
Emma: "han er sammen med sin nye kæreste"
Mig: "er det langt væk eller hvad?"
Emma: "nej, altså de bor i samme by. Men han sagde at han skulle sove ude hos hende. Og derfor er min søster hjemme hos min farmor. Jeg sagde bare nej til at tage med"
Mig: "har du mødt hende? Hende kæresten"
Emma: "du har godt nok mange spørgsmål. Men nej, det har jeg ikke. Rent faktisk skal jeg møde hende imorgen. Hun kommer og spiser middag med os"
Mig: "glæder du dig til at se hende?"
Emma: "nej... Altså hun har en datter, på min alder. Men hun bor ikke hjemme hos hende. Så hun skal ikke med. Jeg overvejede faktisk at spørge om du ikke nok ville blive og spise imorgen"
Mig: "self vil jeg det"
Hun giver mig et hurtigt kram, og drikker så noget af sin te.
Emma: "din tur, fortæl om din familie"
Mig: "Arh, min familie er ikke så vigtig"
Emma: "kom nu, nu har du spurgt mig om min familie"
Mig: "okay okay"
Jeg tar en tår af min te, og tænker ordne igennem i hovedet, før jeg fortæller hende om min familie.
Mig: "altså jeg er enebarn, hvilket er ret så trist. Og jeg bor hos min farmor, sammen med min far. Da jeg er blevet uvenner med min mor. Der er egentlig ikke rigtig så meget andet, altså jeg har en hund hjemme hos min mor. Som hedder Bella. Men hende ser jeg så ikke det helt store til mere"
Emma: "hvorfor er i uvenner?"
Mig: "min mor holdte hemmeligt for mig at hun datede"
Emma: "altså jeg ville gøre alt for at bo sammen med min mor. Hvis hun bare stadig var her"
Mig: "du behøver ikke fortælle det hvis du ikke har lyst"
Emma: "det bare, jeg har aldrig fortalt det til nogle, undtagen Laura. Hun er en barndoms veninde, så hun var sammen med mig da jeg fik det af vide. Så ja.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det. Og jeg vil helst ikke ligge på gulvet og græde"
Mig: "det skal kun være fordi du har lyst du skal fortælle det. Og hvis du så begynder at græde, så er det ikke værre. Altså jeg begynder sikkert selv af græde hvis du fortæller det"
Emma: "jamen okay, jeg fortæller det"
Jeg nikker og tager en tår af mig te.
Emma: "da jeg var 4 år, fik jeg af vide at min mor var syg. Dengang forstod jeg det ikke, så jeg blev ulykkelig da min mor pludselig ikke var i mit hus mere. En måned efter var jeg sammen med Laura, da min far kom ind af døren. Han fortalte at min mor var væk. Igen forstod jeg det ikke, og ventede hver dag på hun kom tilbage. Da jeg fyldte 6 år begyndte jeg at snakke med min far om min mor. Jeg havde aldrig været tæt knyttet til min far, da han var begyndt at arbejde utrolig meget efter at min mor var væk. Og inden jeg gik ind på mit værelse efter at have snakket med min far. Sagde min far noget, der ødelagde mit humør i flere måneder. "Din mor er væk, hun kommer ikke tilbage. Hun er... Død." Jeg var bange og forvirret, så at få nye venner da jeg startede i skole var svært. Alle fortalte om deres forældre. Om deres mødre. Jeg var bare ulykkelig"
Hun græd ikke, men ordene gjorde ondt på hende. Det kan man se.
Mig: "er du stadig ulykkelig?"
Emma: "jeg har sådan sat det bag mig... Men at fortælle om hende er stadig svært"
Mig: "jeg forstår. Jeg er glad for at du ville fortælle mig det"
Jeg smiler kort til hende, og drikker så igen lidt af min te.
Mig: "hvornår lagde du det bag dig?"
Emma: "altså først rigtig da jeg var sådan 10-11 år. Hvilket er en del år efter min mor døde"
Mig: "ja det er rigtig nok"
Der er stilhed igen, men det er okay. For altså vi skal jo drikke teen, og så vidt jeg ved kan man ikke tale og drikke te samtidig.