Citybois og jeg

Det perfekte øjeblik

Thor: "Hvornår flyver vi?"
Mig: "om få minutter"
Jeg smiler til ham, og lægger mit hoved på hans skulder.

Turen er ovre, og jeg sov hele vejen. Det er sjovt, jeg har aldrig kunne sove i et fly, men det er som om det hele er anderledes med Thor, som alting er bedre med Thor. Vi går ud af flyet og får vores bagage.
Thor: "hotel her kommer vi"
Jeg griner af ham, og går ud af lufthavnen, og finder en taxa

Mig: "jeg er allerede forelsket i det her sted"
Thor: "Her er flot"
Vi ligger bagagen fra os, og kigger rundt i hotel værelset. Der er en stor dobbeltseng, med små sengeborde ved siden af. Badeværelset er rent sort hvidt, og der er badekar! Køkkenet er lille, men det vigtigste er der. Der er en lille sofa og tv, som nok skal forstille en lille stue, men det ligner noget der er en del af køkkenet.
Mig: "jeg ved ikke med dig, men jeg skal have et karbad i aften"
Thor nikker langsomt, men det ser ikke ud til han lyttede. Jeg giver ham et hurtigt kys på kinden, og tager så mine sko og jakke af.
Thor: "hov hov, op med dig. Vi skal altså ind til Pariserhjulet!"
Mig: "lige nu?"
Thor: "ellers når vi ikke Eiffeltårnet"
Mig: "jeg er bare så træt"
Thor: "siger pigen som sov hele vejen her hen"
Mig: "Hey Hey, ikke døm en træt pige"
Thor: "okay hvad siger du så til at vi bliver på hotellet et par timer, og så tager vi Eiffeltårnet i aften?"
Mig: "hvad så med Pariserhjulet?"
Thor: "du må vælge, enten tager vi afsted nu og når det hele. Eller så venter vi, og når Eiffeltårnet"
Mig: "så tror jeg helst jeg vil blive her"
Jeg smider mig i sofaen, og tænder tv'et, men alting er på fransk, så jeg forstår ikke et kluk.
Thor: "skal vi se en film?"
Mig: "hvilken en?"
Thor: "du vælger"
Jeg sætter min yndlings film på, ikke fordi jeg tror den er nået for Thor, men han sagde jeg skulle bestemme?

Thor: "er du klar?"
Mig: "jeg mangler min jakke"
Thor: "jamen så skynd dig, vi skal nå at se Eiffeltårnet"
Jeg løber hen til min seng hvor min jakke ligger, og løber tilbage til Thor, som står i døren.
Thor: "her kommer vi Eiffeltårn!"
Mig: "shh, der bor andre på dette hotel"
Thor: "hav det nu lidt sjovt, vi er her kun få dage"
Mig: "men behøver vi råbe gennem hele hotellet?"
Thor: "nej nej, jeg skal nok lade vær'"
-
Mig: "waow"
Thor: "her er jo guddommeligt smukt"
Jeg nikker langsomt, imens jeg drejer rundt om mig selv, for at se hele udsigten. Thor og jeg er højest oppe som muligt, så vi kan se så meget som man kan. Udsigten er virkelig, virkelig smuk! Jeg kan rent faktisk ikke helt fatte det.
Jeg går over til Thor og krammer ham, godt ind til mig.
Thor: "jeg elsker dig"
Mig: "jeg elsker også dig"
Jeg giver slip på ham, og tager hans hånd, hvorefter jeg igen kigger ud over Paris.
Jeg ved ikke om det er Thor der gør dette øjeblik perfekt. Jeg ved ikke om det er byen, der gør dette øjeblik perfekt. Jeg ved bare at med alle mine følelser, med alle mine tanker og med hele mit hjerte, elsker jeg dette øjeblik, mere end jeg har elsket noget andet.
Det kan godt være det er koldt, det kan godt være at jeg ikke kan blive her resten af aftenen, men jeg nyder det hele, fuldt ud. Jeg vil aldrig glemme denne rejse, aldrig glemme denne aften, aldrig glemme det at jeg står her, her med Thor.
Du kender godt de der totalt overvurderede musikvideoer, med flot udsigt, perfekte stemmer, alting ser bare ud til at være perfekt. De musikvideoer, ved siden af denne aften, dette øjeblik, gør musikvidoerne langt fra perfekte. Du kan ikke mærke kæreligheden igennem en musikvideo. Man kan ikke mærke hvor meget glæde der går igennem kroppen. Du kan bare se dette fantastiske sted, men her har vi hele parken.
Thor: "du gør det her perfekt"
Jeg smiler for mig selv og kigger op på Thor. Han kigger ned på mig, og bøjer sig ned for at give mig et kys. Endnu en grund til at elske det her, også selvom Thor og jeg har været sammen år, og kysset en del gange, gør det aldrig vores kys mindre værd. Selvfølglig føles det hele meget mere specielt, nu hvor vi jo står her, i kærlighedens by, men det gør ikke de små morgenkys mindre værd i forhold til noget andet.
Ring ring
Siger Thors telefon, og ødelægger en lille smule øjeblikket.
Thor: "det mø fu virkelig undskylde, det er Anthon, jeg bliver nød til at tage den"
Mig: "det er okay, jeg bliver her"
Jeg smiler til Thor, da han går en smule væk.
Jeg drejer hovedet og kigger igen ud over denne fantastiske by.
Jeg fanget min mobil op af lommen og tager et hurtigt billede af udsigten og poster det på Instagram. Jeg ligger forsigtigt min telefon tilbage i lommen uden at kigge på de beskeder der kommer på billedet. Det eneste jeg ville var at gemme dette øjeblik for altid, for jeg ved der aldrig har været noget mere perfekt end dette. Thor må godt snakke med Anthon, det ødelægger stadig ikke det at vi er sammen, i Paris, her. Jeg griner for mig selv, da jeg tænker over hvor utroligt dumt det lyder.
(Dit navn) stop med at lyv for dig selv! Jeg kigger hen på Thor der skælder sin telefon ud, og de mange mennesker som han tiltrækker og stirre forvirret på ham. De ligner ikke nogle der forstår dansk.
Dette øjeblik blev ødelagt, det sekund hans telefon ringede, det sekund han slap min hånd, det sekund han blev trukket ud af Paris' smukke omgivelser, og ind på en lille telefon.
Jeg vælger at gå hen og kigge ud over udsigten på den anden side af tårnet. Men heller ikke dette sted gør det perfekt igen, jeg forsvinder ikke ind i mit 'perfekte syn'
Jeg går væk fra kanten og sætter mig ind på midten. Ikke fordi det er meningen, det er det bestemt ikke. Folk kigger sært på mig, og undre sig sikkert over om det er meningen at en fremmed dreng skal skrige af sin telefon, og en ung pige skal sætte sig ned, hvor folk normalt ville gå rundt. Men jeg er ligeglad.
Jeg lukker langsomt øjnene i, og prøver at holde alle lyde og stemmer væk, men jeg mærker stadig øjne i min ryg der kigger underligt på mig.
Jeg tager en dyb vejrtrækning og prøver igen. Alt lyd ude. Alt lyd ude.
Jeg tænker mig hen i farmors hus, inde på mit lille værelse, i min seng som er alt for stor til værelset.
Jeg tænker på de mange gange jeg har grædt i den seng, hvor mange gange jeg har grint i den seng, hvor mange gange jeg har været forvirret i den seng.
Og med det, begynder jeg at synge. Uden nogle ide om hvor godt det lyder, eller hvad det er jeg har tænkt mig at gøre når endnu flere mennesker kigger på mig.
Jeg synger fordi jeg har lyst, og fordi at jeg kan mærke hvor stressede menneskerne omkring mig er. Og jeg er ikke bange.

Ja jeg lever stadig! Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har skrevet noget i seriøst for altid! Men der er en laaaaaang bag historie, dom jeg ikke har tænkt mig at forklare lige nu og her.
Jeg ved dette kapitel er en lille smule kort, og ikke helt det bedste jeg har skrevet, men det er blevet skrevet over flere måneder, hvor jeg altid havde forskellige tanker om hvor jeg ville hen med kapitlet. For at være helt ærlig er det en måned siden jeg skrev sidst på det, og jeg vidste ikke hvad jeg ville med kapitlet, like hvad vigtigt skulle der ske? Hvordan kunne jeg fange læserne så de ville læse videre? Men jeg tror jeg fik endt kapitlet helt okay.
Btw, hvad synes i om hun synger? Så vidt jeg husker har hun aldrig rigtig sunget før! Jeg tænkte det gav en til historien at hun gør noget pludseligt. Jeg ved ikke med jer, men det fangede mig virkelig, og jeg er allerede begyndt på det næste kapitel! Jeg aner dog ikke hvornår det kommer ud osv... Men at jeg er begyndt igen er vel det vigtigste?
Og Hej til alle jer nye læsere! Jeg får næsten meddelelser hver dag om at en ny har liket et kapitel, kommenteret et, eller puttet bogen på deres bibliotek. I aner ikke hvor meget det betyder for mig! I gør min lille forfatter drøm til noget virkeligt, og det gør mine dage så utrolig meget bedre! Så tusind tusind tak!❤️