I hinandens arme

1.9K 56 2
                                    

Der var nu gået en time, og Anthon og jeg snakkede stadig. Jeg undrede mig lidt over hvor min mor blev af, men egentlig tænkte jeg ikke så meget på det. Mine tanker blev afbrudt da min telefon pludselig ringer. Det er min mor.

Mig: *Øh Hej mor?*
Mor: *Jeg skal bare lige sige jeg først kommer hjem imorgen*
Hun lød lidt ødelagt, men jeg tror hun skjulte det.
Mig: *øhm okay. Hvorfor? Er der sket noget?*
Mor: *Jeg kan fortælle det imorgen. Du må hygge dig med din ven. Du kan godt spørge om din ven vil sove hos dig*
Mig: *Okay?*
Mor: *Vi ses, hyg dig*

Hun lagde på. Det var ret forvirrende.. Jeg håber ikke der er sket hende noget. Det gjorde mig lidt ked af at min mor aldrig var hjemme...
Jeg tror Anthon havde set jeg ikke var helt på toppen.
Anthon: "er du okay?"
Mig: "ikke helt"
Jeg gik hen til Anthon og kiggede ned i gulvet.
Anthon: "sæt dig her" han klappede sig selv på skødet, og jeg satte mig ned.
Anthon: "vil du snakke om det?"
Mig: "det er bare min mor.. Hun er aldrig hjemme" jeg kunne mærke tårene ned af mine kinder. Jeg var så ked af det at jeg ikke kunne tænke mig helt om. Jeg omfavnede bare Anthon, uden rigtig at tænke over det.
Og der sad vi, midt på min seng, i hinandens arme.

Jeg fik taget mig sammen og rejste mig op.
Mig: "Anthon jeg tænkte på om du ville overnatte her?"
Anthon: "jo self"
Han smilte til mig og jeg kunne ikke lade vær med at smile igen. Han rejste sig op og kom hen til mig. Jeg kunne ikke rigtig se hvad han ville, men pludselig kunne jeg mærke han kildede mig.
Jeg var helt grinefærdig, det kildede helt vildt! Vi grinte, og jeg faldt om af grin. Han satte sig ned ved siden af mig og kildede mig videre. Det var lidt irrereterene, men underligt nok gjorde det mig i bedre humør.
Da han endelig var færdig gjorde vi en seng klar til ham. Vi lagde os ned, uden at sige en lyd.
Mig: "godnat"
Anthon: "godnat"
Jeg lukkede mine øjne, men kunne pludselig mærke at han tog min hånd.
Jeg var så træt at jeg ikke gjorde noget ved det. Og der gik ikke lang tid før jeg sov.

Citybois og jegWhere stories live. Discover now