Citybois og jeg

"Jeg elsker dig jo"

Jeg tar Victor's hånd, og vi går hånd i hånd ned til byen. Ingen af os siger noget, jeg er også lidt ligeglad. Jeg nyder at være i hans selskab.
Victor: "skal vi ikke gå der ind?" Han peger på en cafe.
Jeg nikker og smiler. Vi går ind på cafeen og sætter os ned ved vinduet.
Der er helt stille igen, men det eneste jeg kan tænke på er at han skal se glad ud. Men det gør han ikke... Jeg ved jo godt hvorfor. Det er jo min skyld.
Mig: "undskyld" hvisker jeg og kigger ham dybt i øjnene.
Victor: "for hvad?"
Mig: "at jeg gør det jeg gør"
Victor: "du har intet gjort. Det er mig der skal forstå alt ikke skal gå efter mit hoved"
Der er lidt tavshed.
Mig: "Hvordan ville du gerne have det skulle være, ifølge dit hoved?"
Victor kigger væk, jeg har det som om han skjuler noget.
Victor: "du skulle ihvertfald ikke forlade mig... Igen..."
Jeg kiggede spørgene på ham.
Mig: "jeg forlader dig jo ikke?"
Han kigger på mig, og tager min hånd. Hvorfor sagde han ikke noget?... Vi bestiller ikke noget. Vi sidder bare der, uden at sige noget, og kigger på hinanden. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men det føltes som timer, vi sidder der.
Han rejser sig pludselig op.
Victor: "skal vi ikke gå?" Jeg nikker stille, og går ud af cafeen.
Jeg ved ærligtalt ikke hvor vi går hen, jeg følger bare efter Victor. Vi går og går, og det ender med jeg kan se en sø. Jeg har aldrig i mit liv set den sø før... Eller jo, en gang, sammen med Victor. Vi havde været uvenner, og derefter trak han mig herned. Jeg græd, og skreg. Men han trak mig stadig... Jeg kan huske jeg altid havde hadet den dag. Og jeg ville helst bare glemme den. Men nu så jeg søen igen. Og det skabte forfærdelige minder.
Jeg stopper pludselig op.
Mig: "Victor hvad er det vi skal her?"
Victor: "bare kom"
Jeg er utryg ved det. Men Victor og jeg er jo ikke uvenner? Så det kan jo ikke gå gjalt igen.
Lidt efter sætter han sig ned på en bænk. Dem samme bænk, jeg havde siddet og set fortabt på Victor på.
Victor: "sæt dig" jeg sætter mig ned og kigger spørgene på ham.
Victor: "du kan godt huske det ikke?" Jeg nikker.
Mig: "jeg har aldrig forstået hvorfor du gjorde det"
Han kigger på mig med tåre i øjnene.
Victor: "du vidste det godt. Men du glemte det..."
Mig: "hvad mener du?"
Victor: "du... Du var virkelig ked af det"
Mig: "det ved jeg da godt?"
Victor: "det du ikke vidste var... Jeg... Jeg var vild med dig"
jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Han har kunne lide mig? Men dagen efter blev han jo kærester med Amalie?
Victor: "du var sur... Ikke på mig. Men din far, over han havde kysset med en dame"
Det gjorde ondt at tænke tilbage på det.
Victor: "du råbte at du aldrig ville falde for en fyr, fordi han ikke skulle såre dig"
Mig: "Victor bare stop..."
Victor: "jeg kunne altså rigtig godt lide dig. Så jeg ville vise dig hvor meget du betød for mig"
Mig: "Victor stop"
Victor: "men du sagde hvis jeg ikke slap dig, ville du aldrig noglesinde have noget med mig at gøre"
Jeg kiggede fortabt på Victor...
Victor: "men jeg slap dig ikke. Fordi... Jeg havde forberedt noget til dig"
Han græd... Det var helt sikkert.
Victor: "jeg... Jeg skulle til at vise dig det... Da du... Råbte "du er jo ligesom min far! Fucking dum" og det ødelagde mig... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre... Så jeg..."
Mig: "du behøver ikke sige mere"
Victor: "jeg slog dig... Alt for hårdt... Og jeg fortrød det! Men jeg var bange... Så jeg løb. Jeg løb hjem til dig... Og sagde du var faldet om. Men det var self løgn"
Jeg kiggede skræmt på ham. Han har jo løjet.
Victor: "jeg løj... Og da du vågnede kunne du intet huske andet end du var sur på din Far. Og jeg kunne ikke fortælle dig hvad der var sket! Så for at undgå dig, blev jeg kærester med Amalie. Jeg har aldrig kunne lide hende..."
Tårene trillede ned af både mine og hans kinder.
Victor: "jeg var bare så fucking dum. Du havde jo ret.. Hele tiden"
Jeg kigger med våde øjne på Victor.
Mig: "Victor hvorfor fortæller du det her?"
Victor: "fordi... Fordi at... Jeg kan stadig lide dig"
Jeg kunne mærke en knude i min mave der var knuede sig sammen om mig.
Victor: "du må virkelig hade mig"
Jeg kan virkelig ikke klare flere der såre mig... Men Victor... Det er jo helt anderledes. Tænkte jeg. På en eller anden måde, forstår jeg ham?
Mig: "jeg hader dig ikke. Jeg er skuffet"
Victor: "jo du gør, du hader mig" han rejser sig op og skal til at gå.
Mig: "Victor!" Han kigger tilbage på mig.
Mig: "jeg elsker dig jo"

-

(Hun er ikke vild med ham)