Normal eller Kendt?

jeg er altså ikke dum

Det er ca. 2 uger siden af jeg jeg snakkede med Gerd-Anne. Jeg har ikke snakket med min mor om hvad der er sket, jeg brude virkelig snakke med min mor om det, men jeg kan bare ikke få mig selv til at gøre det. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for ved det, men jeg er bange. Gerd-anne har snakket med hende om det, mor har også prøvet at snakke om det med mig, men hver gang har jeg bare fundet på en undskyldning for ikke at snakke.
Jeg har ikke været i skole siden jeg snakkede med Gerd-Anne, min mor tror bare at jeg er syg, jeg her også bare sagt til Marcus at jeg er syg, men det virker ikke til at han tror på det, han har været her stort set hvor dag, og hver gang har jeg skulle spille syg.

Men det er fredag i dag, klokken er 14:48 og drengen har næsten lige fået fri, hvis jeg gætter rigtigt så lige om lidt så står Marcus på mit værelse.
Jeg ligger bare og ser SKAM intet spændene i det.
Pludselig åbner min dør op. Og der står han sørme, som alle de andre dage. Jeg fik rat i at han ville stå her igen i dag. Og ja det er Marcus der står lige der. Han går stille han mod sengen som jeg ligger i. Han sætter sig på kanten af sengen og kikker på mig. Han smiler til mig og et lille smil planter sig på min læbe. Han ligger sin hånd oven på min hånd ''Bella jeg er altså ikke dum'' jeg kikker mærkeligt på ham ''hvornår har jeg sagt at du er du??'' Spøger jeg ''det har du ikke sagt, men du tror at du kan sige til mig at du er syg og at jeg så tror på det, jeg ved godt at du ikke har været syg. Du har været rask helle tiden'' han har en lidt trist stemme ''nej jeg har ikke været syg'' mumler jeg ''hvad er det der sker'' spøger han og kikker bekymret på mig ''der sker det at jeg ikke har det godt i min klasse-'' jeg fortæller ham det helle alt det jeg har sagt til han mor, jeg viste ham også at jeg havde cuttet. ''de gange jeg har spugt dig om du havde det godt i din klasse, det var jo bare fordi ar jeg kunde se det på dig, men du løj altid... jeg syntes ikke at det er rat at du lyver for mig. Jeg vil jo høre sandheden fra dig, jeg vil have at du har det godt'' han lyder stadig trist ''undskyld'' aiger jeg med gråd i stemmen ''virkelig undskyld'' siger jeg igen. Han smiler til mig og trækker mig tæt ind til ham, så kysser han mig og ligger sig ned i sengen ved siden af mig. Vi ender med at så SKAM sammen. Det er virkelig hyggeligt.

Næste morgen
Jeg vågner ved at Marcus går rundt på mit værelse ''godmorgen skat'' siger jeg og blinker et par gange med øjnene ''udnytter du mig for berømmelse'' spøger han, jeg kikker overrasket på ham, hvordan kan han tro det om mig ''hvorfor tror du det'' han kikker på mig, han ser ikke glad ud ''ja eller nej, udnytter du mig for berømmelse'' spøger ham med en lidt hævet stamme, han ser sur ud. Jeg svare ikke. Han går hen mod mig og tager fat i mine arme, han kikker mig direkte i øjnene ''jeg eller nej'' sagde han igen med en hævet stemme, nu blev jeg en smule bange, jeg trak mine arme til mig og satte mig helt op i hjørne af min seng ''nej'' sagde jeg lavt, en tåre løb ned af min kind ''hvad'' spøger han ''nej, nej det gør jeg ikke'' svarede jeg med en lav stemme, han så bestemt ikke overbevist ud. Han kikkede stadig meget vredt på mig. ''Marcus hvorfor tror du dog det'' han kikker på mig, denne gang med et mere roligt blik ''undskyld, det var ikke meningen at jeg skulle være så hård'' sagd han og tog en dyb indånding ''det er fordi at her på det seneste er der mange der har skrevet til mig at du bruger mig for at blive kendt'' han kikker på mig og jeg kikker på ham, jeg rejser mig fra sengen og går mod ham, og så kysser jeg ham. Jeg trækker mig og kikker ham dybt i øjnene ''det kunde jeg aldrig finde på'' siger jeg og krammer ham

Ja jeg ved det, kort kapitel